Som Christian Cultural travellers, har vi virkelig oplevet Etiopien og den etiopiske kultur på et dybere niveau. Vi er så taknemmelige for, at vi er kommet helt tæt ind på kulturen, igennem de mennesker vi har omgåes med. Vi har fået en masse minder, oplevelser og erfaringer med i bagagen, fordi som CCT’er får du hele pakken, og det har gjort stort indtryk på os. Vi har oplevet alt fra det fattige landsbys miljø i det sydlige Etiopien til de ekstraordinære turistattraktioner og flotte skyskrabere. Begge dele har gjort indtryk på os, og givet os en masse minder. Vi har også oplevet, at hverdagen bliver taget med et smil, fra de helt igennem taknemlige mennesker vi har omgåes med i hverdagen, hvilket vi har lært en del af. Vi har lært det af vores sprudlende og energiske elever samt de livsglade piger på Deborah. Ikke mindst har vi også oplevet en kultur, hvor tid og planlægning ikke har den store betydning. Dette har betydet at dagene sjældent har set ens ud, hvilket også har været en god og lærerig udfordring for os. 

Alt i alt har vi oplevet, så mange forskellige ting både i arbejdstid og fritid, og alle oplevelser er vi utrolig taknemmelige for! 

Meningsfyldte tårer

Det sværeste ved at være afsted i Etiopien, er helt klart at sige farvel. De sidste 4 dage har afsked fyldt en del. Vi har skulle sige farvel til mange forskellige mennesker, som vi virkelig har knyttet et stærkt og meningsfyldt bånd.  

I mandags havde vi en helt særlig afsked med Deborah-pigerne i vores stue. Mens det stod ned i stænger udenfor, og strømmen var gået, delte vi og pigerne en masse søde ord til hinanden, og wow hvor var det et smukt øjeblik. Det satte også gang i tårerkanalerne hos os, fordi det var SÅ rørende, og fordi vi virkelig er kommet ind under huden på hinanden. Det har været skønt, at være en del af deres familie, og en del af dem vil altid forblive i vores hjerter. Særligt da vi skulle til at sige noget til pigerne og bede højt, trillede tårerne i vandfald. Det skyldes, at det var et helt særligt og rørende øjeblik, og fordi pigerne virkelig har betydet noget for os, og fordi vi kan mærke, at vi har gjort en forskel for dem. Selvom det var et trist øjeblik, havde vi haft en fantastisk sidste dag med Deborah hjemme i vores have. De nød det virkelig! Der blev lejet og spist en masse god mad, og ikke mindst udvekslet en masse smil og grin.

Dette er ikke den eneste gang at de meget betydningsfulde, rørte og taknemmelig tårer faldt ned af vores kinder. Det er sket cirka hver dag i denne uge, for hver gang vi har skulle sige farvel til nogle mennesker. Omend det var vores elever, Tesfaye og Getachew eller familien Bruun samt Berit og Mehret-Ab.

Det har ikke været sjovt at sige farvel, men det er kun fordi, at vi har nydt vores ophold i Etiopien så meget, og fordi vi virkelig holder af de mennesker, som vi har haft vores hverdag med!

Et ordentligt tak

Til sidst vil vi gerne sige kæmpe stort TAK til Promissio, for at have valgt os som dette forårs CCT’er, og ikke mindst for at have gjort denne oplevelse mulig for os. Vi er taknemmelig for alle de skønne ansatte som Promissio har i Etiopien, for de er god nok nogle skønne, og helt igennem fantastiske mennesker. Hverken vores ophold eller Promissio ville være det samme uden.  

Vi er generelt set bare virkelig taknemmelige, for alle de mennesker vi har mødt, både Deborah-pigerne, de studerende, familien Bruun, Berit og Mehret-Ab og alle de andre vi tilfældigt har mødt og faldt i snak med på compounden eller ude i byen. Alle har været med til, at give os en uforglemmelig oplevelse som Christian Cultural Travellers. Vores ophold er desværre allerede slut, da vi lige nu sidder i lufthavnen, og selvom tiden var knap, har vi virkelig nydt de sidste dage, hvor vi har suget alt til os. 

Tak til alle jer der har fulgt med på vores rejse, og læst trofast med. Den støtte har også været dejlig at mærke. Til allersidst, vi vil gerne sige tak til Gud, for at have været med os igennem hele opholdet, og for at have vist hans kærlighed på tværs af kultur, sprog og lande. 

Turistattraktioner

Unity Park er en kæmpe park i midten af Addis Ababa. Parken byder både på museer, flotte skulpturer og en lille zoologisk have med nogle eksotiske dyr, som vi forbinder med Afrika. Selvom dette er en fantastisk og en anbefalelsesværdig seværdighed, er det samtidig også mærkeligt og vildt, at opleve noget så ekstraordinært og flot være midt inde i byen, når der på den anden side af væggene er tiggere og en barsk fattigdom. Denne fattigdom er noget af det, som vi har haft rigtig svært ved, at forholde os til her i Addis. På den ene side har vi lyst til, at give noget til alle vi møder, fordi det er SÅ forfærdeligt og hjerteskærende at se, hvor lidt de har, særligt når det er børnene der tigger. På den anden side ved vi, at hvis man først giver til en, så kan man give til alle. Desværre rækker vores pengepung ikke til, at kunne give til alle dem der lever i fattigdom her i Addis. Vi prøver at give lidt mad ud til nogle, og ellers donerer vi til kirken, fordi der ved vi, at pengene bliver brugt til noget godt.

Blot 40 minutter i bil fra hvor vi bor, ligger Entoto Mountain. Selvom vi stadig er indenfor bygrænsen til storbyen Addis, byder Entoto på natur og lidt renere luft. Efter næsten 3 måneder omgivet af bygninger, støv og os fra de mange biler, var det helt fantastisk at opleve grønne træer og ren luft endnu længere oppe i højderne. Netop naturen, stilheden og idyllen er en kæmpe kontrast til byen fyldt med mennesker, trafik støj og bygninger samt den konstante ombygning og udvikling af byen. Vi elsker storbyen med de mange caféer og de mange imødekommende mennesker, dog indså vi, at vi har savnet naturen, og det glæder vi os også en smule til, at komme hjem til i Danmark. 

Noget andet vildt er, at hvis du kører bare en time ud af byen fra Addis, kommer du til Bishofto. Bishofto er endnu en stor kontrast til storbyen Addis Ababa. Bishofto er dette skønne og meget fredelige område med 7 forskellige søer. Omkringliggende de forskellige søer er flere forskellige hoteller og resorts, som flere bruger til at komme væk fra byen og tage en lille ferie. Bishofto havde den smukkeste natur, og så var det en helt anden del af Afrika. Det var næsten som om, at vi kom fra ét afrikansk land til et andet på blot den ene times køretur. Addis er jo fyldt med kæmpe store skyskrabere og fine hoteller samt shoppingcentre, men Bishofto er denne skønne natur ude på landet. Der er dyr på vejene og folk kører rundt i TukTuk’er, og så er der faktisk også en del varmere. Det var en stor kontrast til Addis, ikke mindst på grund af deres natur og “ude på landet kultur”, men særligt også fordi, at mange af disse resorts og feriesteder, er ikke for en almen borger i Etiopien. Det var nemlig de rigeste af de rigeste, der holdte til der, fordi priserne var helt i top. Men alt i alt var Bishofto et skønt sted, og vi vil helt klart tage dertil igen, hvis vi rammer Etiopiens gader igen i fremtiden.

En smule lokal 

I takt med at vi ser flere og flere af de seværdigheder Addis tilbyder turister, bliver vi også mere og mere taknemmelige for, at vi ikke blot oplever Addis som turister, men som CCT’ere. Vi får nemlig en unik mulighed for, at omgåes med de lokale og hører deres historier, og se bagsiden af det glansbillede, man kan opleve af Addis som turister. Vi er taknemmelige for, at vi ikke kun møder de rige kvarterer, og med dem der hører til der, men at vi faktisk får et møde med de lokale, som også kommer fra en hård baggrund. Vi er glade for, at vi får lov til, at opleve hele Addis og hele Etiopien, med alle dets sider; både de gode og de knap så gode. Denne mulighed har givet os et helt andet perspektiv på livet, og vi kan med garanti sige, at vores taknemmelighed for Danmark og de vilkår samt muligheder vi har derhjemme, er vokset ufattelig meget. Derudover er vi enormt taknemmelige for, alt det vi har fået lov til at opleve og se af byen, både gode og barske sider. Disse oplevelser havde vi ikke ellers fået i Etiopien, hvis ikke vi var CCT’er. 

Meget af tiden på Deborah går ellers med, at vi hjælper til med de forskellige huslige pligter der er. Vi er ofte med til at lave mad, og her har vi lært meget nyt. Vi har lært at lave noget af deres traditionelle mad. Til deres nationalret “injera” spiser de forskelligt tilbehør, og noget af det har vi har lært at lave. Det er blandt andet en slags sovs kaldet “shiro” og grøntsager dertil kaldet “artakilt”, som pigerne glædeligt har lært os at lave. Derudover har vi lært, at lave det bestemte slags brød de spiser, som også ses på de billeder og videoer i bunden. Mens vi laver mad, lærer vi mange nye ord på amharisk, og vi lærer pigerne nye ord på både engelsk og dansk. Det kan vi have det vældig sjovt med, og bruge en masse tid på. 

De andre huslige pligter vi hjælper til med er blandt andet at vaske op, som selvfølgelig foregår i hånden og udendørs. Derudover hjælper vi af og til med at fylde de mange vandtanke op, hvis det lige passer med, at vi er der den ene gang om ugen, hvor der kommer vand. Vi har tidligere hjulpet lidt til med at gøre rent og ommøblerer, da det er forholdsvist nyt, at de er i det nuværende hus. Dette skyldes det såkaldte “flodprojekt”. Dette projekt går ud på, at staten bliver nød til at rive huse ned og flytte folk, for at de ikke bliver oversvømmet, fordi floden breder sig så meget. Derfor blev Deborah Centret pludselig nød til at skifte adresse sidste år, hvilket er lidt en skam. Vi har nemlig fået fortalt og vist billeder af, hvor skønt et sted det var før med et dejligt udeareal og en flot natur. Det kan de desværre ikke prale af nu, da de opholder sig i en høj bygning, med en baggård af mursten. Netop derfor, har vi hjulpet lidt til med at flytte rundt og få gamle møbler ud samt nye møbler ind. Efter vi er kommet på Deborah i 2 måneders tid, kan vi nu mærke, at de er ved at være faldet godt på plads i det nye hus, hvilket er både dejligt for dem og os. 

Søsterskab

Når pigerne bor på Deborah ser de som udgangspunkt ikke deres familie, mange af dem bor langt væk, og flere af pigerne, har ikke set deres familier i flere år. Dette er super trist for dem, men heldigvis er det ikke den eneste familie de har. Pigerne har nemlig skabt et helt specielt søsterskab på Deborah Centret. Det er så skønt at mærke, hvordan de føles som en stor ny familie, særligt når de ikke ser deres egne familier. De er så kærlige overfor hinanden og ikke mindst over for os. Det tog ikke mange besøg før de kaldte os deres søstre og sagde “i love you” når vi tog hjem. 

Det fællesskab som pigerne har bygget op, er noget helt særligt, og det er simpelthen så dejligt at mærke, hvordan de oplever omsorg og kærlighed samt giver det til hinanden, når de ikke har haft det de foregående år, før de kom til Deborah. Noget af det vi tror, der gør, at deres fællesskab er så specielt, er at de ved, at de alle sammen har samme barske baggrund.

Så selvom pigerne har haft en rigtig hård og svær baggrund, kan de stadig have det rigtig godt i dag, hvilket også skyldes den store hjælp de får på Deborah, som blandt andet indebærer psykologhjælp. 

Historien bag

For at give jer et lille indblik i, hvad det er disse piger kommer fra, vil vi fortælle jer om baggrundshistorien for hvorfor en af pigerne er endt på Deborah.

Pigen er kun 14 år gammel, dog startede hendes historie for cirka 6 måneder siden. Hun boede ude på landet i en lille landsby med sin familie, og havde egentlig et nogenlunde liv. Dog var hendes familie lidt fattige, og det var her problemet startede. Hun havde nemlig hørt fra sin veninde, at storbyen Addis Ababa, var et perfekt sted at tjene sine penge. Hendes veninde var nemlig selv taget til hovedstaden for at tjene penge, og hun fortalte at det var en strålende idé at komme dertil. Den kære pige var kun 14 år gammel og stolede på sin veninde, for hun vidste ikke bedre. Hun tænkte, at hvis hun tager til Addis Ababa, kan hun tjene en masse penge, og så kan hun sende penge hjem til familien, og på den måde gøre dem glad, og hjælpe til derhjemme en hel del.

Hun tager den lange rejse ind til byen, og finder sin veninde. Men da hun kommer frem, er det ikke helt, hvad hun er blevet lovet. Hendes veninde trækker hende med ind på barer og klubber, hvilket ikke er hvad hun troede, hun skulle. På den måde, kommer hun ind i dette rigtige dårlige miljø, og bliver trukket endnu længere ned i det, og derfor ender hun på gaden som prostitueret. Hun ender med at få en pimp, som på en måde ejer hende. Han er i hvert fald den der ender med at tjene penge på, at hun går i seng med andre. Flere dage fortsætter med prostitution for pigen, og flere overgreb fandt sted.

Pigen oplevede mange forskellige slags overgreb i løbet af denne tid som prostitueret. Hun oplevede både, verbale, fysiske og seksuelle overgreb. En dag kommer hun hen til sin pimp for at give de penge hun har tjent i løbet af dagen, men da han ikke er tilfreds med resultatet, begynder han at banke hende. Hele hendes verden føles så uoverskuelig, og hun sætter sig ned på gade, og begynder at græde. Det er så her, hvor vores kære Amare og Ealed finder hende. De spørger hende, hvor hun er ked af det, og hun fortæller dem hele hendes historie. Amare og Ealed fortæller hende så om Deborah Centret, hvad det er for et sted, og tilbyder hende at komme med. Nogle piger er lidt skeptiske når de først hører om Deborah Centret, fordi de jo er blevet svindlet førhen. Men pigen her, sagde ja med det samme, og tog med dem. 

Denne 14-årige pige har nu været på Deborah Centret i snart 3 måneder. Lige nu bruger hun hver dag på Deborah Centret, men planen er, at hun skal starte i skole til sommer. Amare og Ealed har flere gange overvejet at finde hendes familie, og tage kontakt til dem, for dem savner pigen selvfølgelig. Men det er ikke nødvendigvis en god idé, for de vil gerne sikre sig, at hun ikke ender på gaden igen.  

Dette er en forfærdelig historie, og det er kun en af de mange forfærdelige baggrunde som pigerne kommer med. Heldigvis bliver de hjulpet rigtig meget på Deborah Centret. Vi kan virkelig mærke hvilken helt anden livsglæde, de har fået sig af at komme på Deborah Centret. Pigerne får også hjælp til deres fremtid i form af skole og uddannelse. Det går heldigvis den rigtige vej for dem.

Sendes afsted med tårer

I lørdags var vi med til noget helt særligt. Vi deltog nemlig i et arrangement på Deborah Centret, som handlede om, at vi skulle sende 5 piger godt afsted, da de skal væk fra Deborah, fordi de er færdiguddannet, og har fået sig et job samt et sted at bo sammen. Hele hovedformålet var, at vi skulle bede for pigerne. Bede for deres fremtid og at de måtte komme godt afsted. 

Vi startede med at spise sammen, og her var det ikke kun os der deltog, en gruppe på 7 piger fra Skrødstrup efterskole var også på Deborah, da de er på studeitur. Her var Lisbeth og Tuja fra Promissio og efterskolelæren Kirstine også med. Vi var derfor en stor og god gruppe samlet, hvilket bare gjorde det endnu mere festligt. Festlighederne kunne mærkes, da pigerne havde lavet et stort festmåltid til os. 

Efter spisningen fik vi hørt om hvad flere af pigerne lavede, og hvad de synes var det bedste ved at på Deborah. Det blev selvfølgelig oversat fra amharisk til engelsk af vores kære Amare fra Win Souls For God. Det var skønt at høre lidt historie fra pigerne, særligt fordi, vi mødte et par nye ansigter. To af pigerne var helt nyankommet på Deborah, og to andre piger har vi ikke mødt før, fordi de har været på arbejde, når vi har været der i hverdagen. 

Efter det store festmåltid og lidt historiefortælling, var det tid til at bede for pigerne. Her satte pigerne sig i midten, og vi lagde alle en hånd på dem. Så blev der bedt i lange baner på Amharisk, og de fik sunget en sang på Amharisk også. Selvom vi ikke forstod mange ord, forstod vi, at det var meget betydningsfuldt og ikke mindst rørende. Det at vi kunne stå samlet der og ønske en god fremtid for pigerne, velvidende om hvilken barsk fortid de kommer fra, og at vi så kunne gøre det hele i troen på Gud, er jo bare så fantastisk og smukt. Det var bestemt også et rørende øjeblik. Da vi var færdige med at bede, stod Ealed med tårer trillende ned af kinderne, men med et smil på læben. Amare smilede også stort med våde øjne, hvilket gjorde at vi begge kneb en lille tårer eller tre. Der blev udvekslet mange lange og gode kram til alle, og ordet “tak” blev sagt til både os og dem. Da vi skulle sige farvel til pigerne for at tage hjem, havde vi næsten ikke lyst, for der på Deborah var i et rum, som bare var fyldt af kærlighed og glæde, det var rørende. Det var simpelthen et særligt minde, som nu ligger i vores hjerter, og nok heller ikke et, vi ligefrem glemmer. 

Selvom vi kommer til at savne pigerne, er vi glade for at kunne sige, at der nu bliver plads til 5 nye piger på Deborah Centret, som kan reddes fra gaden. Det er fantastisk for os, at få lov til at opleve, at pigerne kommer videre, og ender nogle rigtig gode steder.  

Eventyret startede tidligt lørdag morgen, hvor vi blev hentet af de 2 lokale Promissio medarbejdere; Tesfaye og Getachew. Efter at have pakket bilen, kørte vi mod lufthavnen for at hente Tuja, hvor vi efterfølgede begav os ud på den 8 timer lange køretur til byen Robe. 

Turen til Robe

De morgentrætte øjne fik ikke meget hvile i bilen, da vi oplevede  store kontraster fra storbyslivet i Addis, ikke lang tid efter vi havde passeret bygrænsen. Det var næsten som om, at vi var i et helt andet land! Vi passerede landsbyer fyldt med lerhytter med stråtag, samt dromedarer og geder der løb over vejen. På landevejen var det ikke bilerne der havde førsteret, det var dyrerne og vognene med enten æsler eller heste for træk. Udover de mange dyr og alternative boligsituationer, forstod vi også for første gang, at vi egentlig lever ret højt oppe. Vi kørte gennem den smukkeste natur og gennem flotte og store bjerge, og så kørte vi gennem nationalparken i Bale regionen, hvor vi nåede op i over 3500 højdemeter! 

Selvom en 8 timers køretur egentlig virker som lang tid, fløj tiden afsted. For tiden går altid hurtigt, når man er i godt selskab. Køreturen var flydt med sjov og spas, hvor især Helena og chaufføren Getachew lavede sjov med hinanden, hvilket gav et godt grin til alle andre i bilen. Før vi vidste af det, kørte vi ind på Mana Galataa i Robe, som er Promissios compound og oprindeligt beregnet til bibelskole, dog er den desværre ikke oppe at køre på nuværende tidspunkt. 

En hjerteskærende oplevelse

Turen til det sydlige Etiopien havde til formål, at opleve og høre om en masse kvindearbejde, og hvordan det er at være kvinde i landsbyerne i Etiopien. Vi mødte mange seje og stærke kvinder! Nogle mødte vi i kvindefængslet i Robe. Dette kvindefængsel er det fængsel i Etiopien med de mest barske forhold. Det kunne vi i den grad se. Kvinderne havde meget få ting og meget lidt at give sig til, hvilket også var tilfældet, for de mange børn som var med deres mødre i fængsel. Dette skyldes, at børnene ikke har andre der kan, eller vil, tage sig af dem, derfor tager de med deres mødre. Som udgangspunkt har kvinderne ikke særlig mange penge, men flere af dem tjener penge på deres flotte håndarbejde i form af hækling eller fletning af kurve, og man kan godt forstå, hvorfor det kan sælge - WOW, det er flot! 

Kvinderne har en bygning med 2 forskellige rum, dog uden døre imellem. Her er der en del køjesenge, og nogle få madrasser på gulvet. En kvinde har én seng hver, som skal deles med deres børn, så nogle sover måske 4 personer i én seng. Bygningen ligner ikke en, der har plads til 56 kvinder og 32 børn. De bliver låst inde i bygningen fra kl 18 om aftenen til kl 06 om morgenen. Der er trods alt toiletter derinde, dog de ligger lige ved siden af sengene. Hvis nogle bliver syge eller dårlige i løbet af de 12 timer, hvor de er låst inde, er det bare ærgerligt. Uanset grunden bliver de ikke lukket ud, heller ikke selv om den gravide kvinde vi mødte i fængslet, går i fødsel. I løbet af dagstimerne, er de tvunget til at opholde sig udenfor - trods vind og vejr. Her har de en gård, hvor børnene kan lege i, og hvor der vaskes og hænges tøj op. Rundt langs hele gården har de en række, af noget der ligner telte, nok nærmere presenninger, som de kan opholde sig i, dog er de mange om at dele ét telt. 

Det er nogle meget hårde forhold, kvinderne og børnene lever under, og vi kan love jer for, at det har gjort indtryk på os. Det gjorde næsten fysisk ondt i hjertet, og tårerne pressede på i øjenkrogen, da vi var derinde. Særligt det at se tristheden i børnenes øjne gjorde indtryk. Vi kunne virkelig mærke og se på disse børn, at de ikke havde et godt liv. Men det er også forbløffende og livsbekræftende, når vi så, at børnene stadigvæk kan grine og lege🥹. Noget, der gør rigtig ondt på os, er, at flere af kvinderne sidder i fængsel uden at have gjort noget ulovligt. De er sikkert dømt helt normalt ud fra de etiopiske love, det er bare meget langt væk fra vores danske opfattelse af retfærdighed. Yadeshi (som er Promissio ansat i Etiopien) fortalte os efter besøget om en af kvinderne på 24 år, som sad i fængslet på tredje år. Hun er der, fordi hendes far havde lejet hende ud for 20.000 birr som hushjælp. Der opstod uenigheder i huset, hvor hun arbejdede, som gjorde, at hun stoppede med at arbejde der. Ejeren af huset krævede de 20.000 birr tilbage fra hendes far. Dem ville han ikke tilbagebetale, så han sagde, at de måtte gøre med hende, hvad de ville. De valgte at sende hende i fængsel, og hun fik en dom på 7 år. Hun var 21 år da hun kom i fængsel, og er så 28 år, når hun kommer ud. 

Et stort problem i dette fængsel er, at børnene derinde ikke har mulighed for at gå i skole. Fængslet er statsejet, men fængslet har ikke en bygning, hvor børnene kan modtage undervisningen i, og staten har ikke noget incitament til at bygge det.

Det er barske forhold, både her i Robe, men også i mange andre fængsler i Etiopien. Vi ville ønske, at vi kunne hjælpe dem alle, for det er hårdt at vide, hvilke vilkår de har sig. Derfor beder vi for kvinderne og børnene i fængslet, og vi vil også bede jer om at have disse kvinder og børn med i jeres bønner! 

Oplevelser i Dodola

Senere på turen kørte vi længere nordpå til byen Dodola. Her mødte vi en del andet kirkelig kvindearbejde, hvor vi hørte mange stærke og vidunderlige vidnesbyrd. Flere af de seje kvinder kommer fra en vild baggrund, enten som muslimer eller fra familier der ikke er kristne, og som smed kvinderne ud, idet de blev kristne. Det var stort for os, at høre hvor stærke og motiveret disse kvinder er, trods alt det de har med i bagagen.  

På vej tilbage fra denne kirke, kørte vi forbi et compound i Hebano, hvor både danske missionærer og vores kære Tesfaye har boet. På dette compound mødte vi mange søde og gæstfrie mennesker, og vi fik lov til at se den kirke, som en anden dansk kirke har sponsoreret - og nøj den var flot! 

I området omkring Dodola ligger byen Linsho. Her har de første missionærer fra Dansk Etioper Mission (det Promissio engang hed) arbejdet. Det var sjovt og spændende at se, særligt fordi både Tesfaye og Yadeshi har boet på compounden. De kunne fortælle mange gode historier, og det var et enormt roligt sted med den smukkeste natur.

Hjem igen 

Nu er er vi hjemme igen, og vi har fået en oplevelse til gemmeren! Det har været en livsbekræftende, primitiv, lærerig og spændende oplevelse, som vi ikke vil være foruden. Vi kommer nok aldrig til at glemme denne tur, og det gør vores kamerarulle bestemt heller ikke, med så mange billeder som vi har fået taget. 

Her i Etiopien er det slet ikke alle, der har mulighed for at uddanne sig. Mange vokser op på en gård hvor hele familien er landmænd, og det fortsætter ofte fra generation til generation. Dog har de fleste af vores elever været så heldige at modtage et legat fra blandt andet deres kirke, så de har råd og mulighed for at uddanne sig til teologer her på seminariet. 

Fordi Addis er så stor en by, som vokser så hurtigt, opleves det, at der er stor mangel på præster og evangelister, særligt ude på landet. Dette forekommer fordi det bliver svært at følge med, og det tager længere og længere tid at komme ud til de små byer på landet, når centrum udvikler sig så meget.

Undervisningen her på seminariet foregår på engelsk, men det er ikke alle, som har haft erfaring med sproget, inden de kom hertil. Særligt pigerne i Etiopien har ikke begået sig særligt meget med engelsk førhen, og det skyldes bland andet, at de ikke har haft samme mulighed for uddannelse, som drengene har. Det er nemlig typisk at tænke, at kvinderne skal blive hjemme i huset og passe på børnene, og så er det mændenes opgave, at uddanne sig, få et job, og være den der tjener penge og forsøger familien. Selvom der både er mange kvinder og mænd som uddanner sig her på seminariet, mærker vi stadig, at det syn har sat sit præg på dem, idet flere elever undrer sig over, hvorfor vi ikke har vores fars fornavn til efternavn, eller hvorfor vi ikke er gift osv. osv.

Intensive English program:

Sidste sommer startede der et nyt forløb op, som udelukkende består af læring af engelsk sproget, da mange af de studerende har rigtig svært ved engelsk. Dette forløb består af et helt års undervisningen, altså 2 hele semestre, med kun engelsk undervisning. Det klæder eleverne godt på, til at starte på teologistudiet, som foregår på engelsk. Det er netop dette forløb som vi hjælper til i, hvor vi er med til at undervise i samtale, læsning og stavning på engelsk. 

Vi er begge to blevet meget bidt af det med at undervise, og vi er rigtig glade for vores elever. Det skyldes nok også, at de er enormt venlige, taknemlige og engageret. De er både meget engageret i, at blive bedre til engelsk, men også til at lære os at kende. 

Elevernes baggrund:

Næsten alle elever kommer fra små byer langt ude på landet, som er langt langt væk fra Addis Ababa. En elev fortalte at han havde næsten 600 km herhen, og han brugte 2 dage på at komme hertil. Så de rejser langt væk fra deres koner, mænd, børn og familier, og ser dem ikke i lange perioder af gangen. For os lyder det til, at de ofrer meget for at studerer, men for dem er det en gave, og de udstråler ren taknemmelighed, hvilket vi virkelig finder beundringsværdigt. 

Eleverne her på seminariet har heller ikke nødvendigvis selv haft indflydelse på, hvad de skal læse, da de blot har fået et legat specifikt til at læse teologi her på Mekane Yesus Seminariet. Selvom det er omstændighederne, er de studerende bare taknemmelige for, at have muligheden for at læse en akademisk uddannelse og ikke blive landmænd ligesom resten af familien. Dette ligger fjernt for os, da vi lige nu står foran et hav af valgmuligheder, når det kommer til uddannelse, hvilket virkelig får os til at indse, hvor priviligeret vi i Danmark er, når vi selv kan vælge hvilken uddannelse vi vil tage, og hvornår vi vil tage den.

Eleverne bliver til vores lærer:

Selvom vi er lærerne, elsker eleverne at lære fra sig og lære os forskellige ting og sager. De lærer os både nye ord på amharisk, samt ord på sproget: “oromo”, som er et sprog der stammer fra det sydlige Etiopien. Eleverne kan gøre meget sjov ud af at lære os ord på deres sprog, særligt når vi har lidt svært ved at udtale det, men de synes også, at det er sjovt at lære udtalelser på dansk, så det hygger vi os meget med i pauserne. 

Etioperne er enormt musikalske og gode til at danse - hvilket nogle af eleverne også har været ved at lære os; netop den klassiske form for “kirkedans”, som er lidt mere livlig, end hvad vi er vant til i de danske kirker derhjemme. Dette oplevede vi også i "live action" sidste søndag, da vi tog et besøg i den lokale kirke “Shalom”, for at interagerer yderligere med vores elever, da mange af eleverne kommer i den kirke. Dog er Shalom ikke elevernes oprindelige kirke, mange af dem er nemlig særligt knyttet til de kirker, som de kommer i I deres hjembyer. Og selvom eleverne ikke er uddannet teologer endnu, er mange af dem allerede meget aktive og engagerede i kirkerne derhjemme. Flere af dem synger i koret, mens andre allerede prædiker. Det er skønt for os at se, hvor meget de brænder for at være aktive i deres kirker, og at se hvor meget det betyder for dem. 

Samtaletimerne:

En af de undervisningstimer vi er særligt glade for, er den der hedder “conversation class”. Her har vi virkelig mulighed for at komme ind på vores elever. Vi lærer hinanden bedre at kende, både på det personlige og på det åndelige plan. Samtale-timerne er også der, hvor vi virkelig får lov til, at se eleverne brillere og udvikle sig. Samtale er nemlige noget, som mange af eleverne har svært ved, og det er derfor en rigtig god øvelse for dem, som de virkelig nyder at øve sig i.

Det er særligt når vi snakker om bibeltekster, at eleverne har noget på hjerte, og det er enormt fedt og inspirerende for os at opleve. 

Alt i alt, er vi taknemmelige over, at vi får lov til at være en del af dette projekt. Vi synes det er utrolig givende for os, både på et personligt og trosmæssigt plan. Samtidig fornemmer vi også, at det er givende for de studerende og de andre lærer. 

Trætte og udmattet landede vi ved to-tiden på Promissios compound i bydelen Mekanissa. Søvnen blev ikke til det store, da vi morgen efter vågnede tidligt, af sollyset som skinnede ind af vinduet - det kunne vi dog ikke klage over, når vi kommer fra det danske vintermørke. Herefter begyndte vi vores første tid i Addis.

Den første uge: 

Weekenden blev brugt på at lære noget af byen at kende. Her blev vi vist rundt af de skønneste mennesker; Berit og Mehret-Ab, samt missionærfamilien. Derudover har der været en masse nye indtryk: alt fra de mange forskellige hilsner, etiopiernes gæstfrihed, deres store hjælpsomhed, til de mange nye lyde og omgivelser. 

Vi kom til Addis lige i tide til at opleve den store fejring af den ortodokse helligdag; "Timket". Vi tror ikke, der er nogle af os som har oplevet så mange mennesker samlet på et sted før. Dertil er det også vildt, at opleve hvordan byen uden videre lukker veje og trafik for at fejre en helligdag. Accepten og entusiasmen omkring troen på Gud og Jesus er helt klart noget, som vi beundrer omkring etiopierne og deres kuktur. 

Den første søndag her i Addis inviterende Berit og Mehret-Ab os med i den lokale kirke “Shalom”, hvilket var en fed kulturel oplevelse at få. Selvom vi ikke forstod meget, idet gudstjenesten foregik på Amharisk, var det fedt at mærke deres entusiasme og frimodighed, som vi begge mener, at vi godt kunne lære lidt af derhjemme i Danmark. Efterfølgende endte alle os fra Promissio på cafe sammen, fordi her i Etiopien lever de bestemt efter begrebet “the more, the merrier”, hvilket vi mener er virkelig hyggeligt. 

Hverdagene i den første uge stod på sprogskole, hvor vi har fået et lynkursus i Amharisk på 10 timer. Selvom det ikke er mange timer, fik vi lært rigtig meget, og det er kun vores utrolig søde og effektive lærer Belay’s fortjeneste. Vi synes virkelig det er dejligt at få muligheden for, at kunne lære mere om kulturen gennem sproget. Derudover, er det en stor fordel for os, når vi begår os ude i byen. 

Alt i alt, er vi blevet taget virkelig godt imod af både missionærfamilien og Berit og Mehret-Ab. Selvom at Tanja og Andreas kun har boet i Etiopien i 1,5 år, kan man virkelig mærke, hvordan de i høj grad har taget den etiopiske gæstfrihed til sig - og det har vi nydt godt af ;). Efter den første uge kan vi konkludere, at vi er KÆMPE fan af landet og kulturen her. Vi kan med sikkerhed sige, at det ikke er sidste gang, vi befinder os i Etiopien! 

Anden uge: 

Nu er vi ved at runde anden uge i Addis af. Denne uge har været vores første arbejdsuge, hvilket vi har glædet os meget til at komme igang med. Det hele er stadig meget nyt og spændende, men vi er vilde med det! 

Tirsdag var vores første dag med engelsk undervisning på Mekane Yesus seminariet. I vores aller første time blev vi mødt af 21 energiske og meget snaksaglige mænd, så vi fik et super godt førstehåndsindtryk af dem. Vi underviser i 3 forskelllige “fag” inden for engelsk, på 2 forskellige hold. På den måde får vi prøvet lidt af hvert, og vi bliver en del erfaringer rigere inden for lærer-faget, hvilket vi begge nyder. De studerende er super søde og imødekommende, og vi nyder, når de stopper op og snakker med os, når de ser os her på compounden. De studernede er også et meget godt eksempel på, den gæstfrihed som vi bliver mødt med over det hele i Addis! 

Vi har også haft vores første dag på ‘Deborah House’, hvilket er noget af det vi begge har glædet os rigtig meget til. Vi blev dog begge meget overrasket over, den store sprogbarriere der er mellem os og pigerne. Trods det, udviklede vi en masse smil og grin. Vi havde en hyggelig dag med både kaffeceremoni og frokost; som stod på den etiopiske nationalret: "Injera". Vi glæder os til, at komme ordentlig ind i pigernes rutiner, således, at vi kan hygge med dem og komme igang med nogle af de kreative aktiviteter, som vi har med til dem :). 

Vi glæder os til at komme igang for alvor, og til at lære mere om kulturen og de mennesker vi omgåes med. Til sidst, vil vi gerne takke Gud, for at have givet os en fantastisk start på vores eventyr her i Addis, samt takke ham for, alle de mennesker som har taget imod os med åbne arme!