Af generalsekretær Kent Kjær Andersen

I begyndelsen af januar deltog jeg i Evangelisk Luthersk Lederkonference sammen med formænd og ledere fra mange andre danske kirkelige organisationer. Det var nogle gode og inspirerende dage. Ét af de emner, der dukkede op flere gange undervejs, var bagland. Men hvad betyder det egentlig? Hvad er et bagland – og hvem består det af? 

Da vi rejste hjemmefra, havde vi tænkt, at vi ville have en masse fritid. Den tid kunne vi få udnyttet ved at læse en masse bøger, træne i den tynde luft eller lære nye færdigheder. Dog blev vi overrasket over hvor meget mennesker og relationer fylder her i Etiopien. Med alle de nye venner vi har fået, har vi udfyldt alt vores fritid med dem. Og det er ikke noget vi fortryder. Vi er blevet så vant til, at hvis vi har en time hvor vi ikke skal noget, så ringer vi og laver planer med vores venner. Alle de små huller i hverdagen, hvor vi hjemme i Danmark bare ville have slappet af, fylder vi her ud med samvær og fællesskab.

Før vi tog afsted til Etiopien, fik vi en præsentation om, hvad vi kom ned til og hvordan kulturen er. Her fik vi at vide at relationer er utrolig vigtige for etiopiere og at mennesker er medicin. Det er en tanke der har været hos os hele turen igennem. Vi har set og oplevet det. Det har også ændret vores forhold til, hvordan vi slapper af. I starten var vi gode til at trække os og have alenetid, men nu fylder vores relationer så meget, at det også er blevet en måde at slappe af på. Vi er blevet vant til en hverdag hvor der hele tiden sker ting. Det er nok også en af de ting vi tager med hjem. Tanken om mennesker er medicin. I den lille uge vi har tilbage skal vi for sidste gang på deborah og seminaret. Ugen er fyldt med afsked, pakning og de sidste par oplevelser, vi kan få presset ind. 

Alt vi har lært

Vi har brugt masser af tid på Deborah i løbet af de 3 måneder. Vi har mødt de sødeste piger, som har taget en livsvigtig beslutning om at transformere deres liv til det bedre. Det har lært os at det aldrig er for sent at ændre retning, rette op på sine fejl og at handle når man får muligheden. Deres transformation er stor og enormt svær, og det giver os mod på selv at tage beslutninger der kan være svære. At komme hos pigerne sætter ens egne bekymringer i perspektiv.

Til hverdag kan det være svært at se hvad forskel man gør, når man mest ser pigerne som ens veninder, man hygger med og hjælper til med hverdagspligter. Men det er lige præcis det de sætter pris på, at vi kommer fra et land så langt væk fra dem og vil bruge tid med dem. Vi ser dem, værdsætter dem og vil hjælpe dem på vej videre. Det er så bekræftende for os, når vi får sådan noget at vide. At få at vide at vi er værdsatte. Vi har lært så meget fra disse piger, specielt taknemmelighed og ikke at tage ting for givet.  

På seminaret og i outreach projektet med børnekirke har vi brugt en masse tid på undervisning. Det var noget nyt for os begge, men det har gået så godt. Hvor har vi lært meget af det, og at se ens undervisning bærer frugt er helt fantastisk. Når vi har conversation class med eleverne, går undervisningen virkelig begge veje. De får lært en masse engelsk og fordi samtalerne ofte omhandler tro, lærer vi også en masse om Gud. Alle vores elever er så kloge og vil så gerne lære fra sig. 

Taknemmelig

Efter vores ophold her kan vi begge to  mærke at vi er blevet stærkere i vores tro. De er meget stærke i deres tro hernede, specielt bøn er de gode til. Det er også noget vi er blevet bedre til. Både at bede på engelsk, spontant og til undervisningen. 

Hvor er vi velsignede og taknemmelige for alt hvad vi har oplevet. Både de hårde sandheder vi har set og de fantastiske ting vi har oplevet. Vi har oplevet addis fra både dens gode og dårlige sider og det ser vi som en succes. Vi er helt forelsket i dette land, og drømmer allerede om at komme tilbage. 

Vi vil forevigt huske denne rejse og er utrolig taknemmelige for at have muligheden for at komme afsted. Vi vil altid tænke tilbage på Etiopien som landet med de venligste mennesker og landet der bliver ved med at berige os.

Men når jeg ser på de resultater, vi har opnået i skolesystemet indenfor de sidste 6 år, er det tydeligt, at vi har nået mere, end vi havde turdet håbe på.  

Et koncept, der virker 

I løbet af årene har vi forsøgt med forskellige former for kurser, men indenfor de sidste to år er vi landet på et koncept, der hedder TTT, Teaching, Training, Together, som har vist sig at have en positiv effekt for både lærere og elever. TTT-træningen tager fat i de grundlæggende strukturer, så man som underviser får de basale ting på plads: planlægning af undervisningen, lektionsforberedelse, klasseledelse, evalueringer, samarbejde på tværs af klasser m.m.  

Man arbejder først med skolens ledelse og viser dem, hvor vigtige de er for arbejdet, samarbejdet med forældre, personalet og den landsby, skolen ligger i. Herefter inddrages resten af personalet i et tre-ugers kursus fordelt ud over skoleåret. Når man har arbejdet med sin viden i praksis indenfor to år efter, kurset er færdigt, får man sit diplom. 

Alt ændres ikke på én dag, men med tålmodighed og små skridt er det lykkedes os at ændre mange ting til det bedre i undervisningen og give kirkens skoler et akademisk løft. Og når man spørger lærerne i dag, kan de godt se, at kurserne har været gode. Ledelse og personale har lært, hvor vigtigt det er at skabe en gennemgående struktur for al deres virke, og hvordan de gør det, og allerede nu klarer eleverne sig bedre til forskellige prøver. Jeg er overbevist om, at hvis skolesystemet kan få økonomisk støtte til TTT-træning, er det vejen frem i mange år fra nu.  

Chancen for et bedre liv 

Jeg har afsluttet min tid i Liberia, og jeg er taknemlig for alt det, jeg fik lov til at være en del af. Det er med en vis stolthed, jeg kan sige, at jeg har bidraget til et meget vigtigt stykke arbejde for kirkernes skoler, som på sigt vil give børn og unge mulighed for at få en bedre uddannelse og derved få chancen for at skabe sig et bedre liv.  

Tak til alle jer, der har gjort denne opgave mulig igennem Promissio. 

Indlægget er bragt første gang som artikel i Promissio-bladet #3, november 2025.

Jeg nåede at være ansat i 10 dage, inden jeg på min 11. dag rejste til Etiopien. En fantastisk mulighed for at lære partnere, ansatte i Etiopien og landet at kende fra begyndelsen af. 

Uanset hvilket land i verden man besøger, så vil det altid opleves anderledes. Jo længere væk man kommer fra sit hjemland, desto mere fremmed kan kulturen virke til at begynde med. Alt det, man er vant til, kan virke så langt væk. Men det er Gud ikke. Gud forstår at arbejde i enhver kultur, og så er det bedst at følge med. 

I Etiopien kører man tæt! Det handler om at være så tæt på den forankørende, at der ikke er plads til, at nogen kan klemme sig ind foran. Måske også lige tæt nok for de fleste danskeres smag.  

På en af de første dage i Addis Ababa kom vi til at holde bag en lille bil med en bagrudesticker med skriften: "Do you follow Jesus this close?" - Følger du Jesus lige så tæt? Det kan godt være, at det er en god idé at holde afstand i trafikken, men Jesus - Ham må du gerne trække helt op i bagsmækken af. Så tæt som muligt!   

Måske det ikke passer så godt ind i din kultur, tradition eller tid at være så opmærksom på Jesus, at der ikke er nogen eller noget, der klemmer sig ind foran, men det er jo, hvad Jesus opfordrer os til at gøre. I Danmark, Etiopien, Liberia og i resten af verden. Så kort sagt: Følg Jesus, som kørte du bil i Etiopien. 

Artiklen er bragt første gang som leder i Promissio-bladet #3, november 2025.

Vi rejste sammen med den danske gruppe, som var på en 10-dages tur med Promissio, og det var dejligt at kunne tale dansk igen midt i alt det nye og fremmede. Flyveturen var kort og i et meget lille fly, som landede i den nok mindste lufthavn, vi nogensinde har set.

Fra lufthavnen tog vi direkte vidre med vores egen lille bus, der kørte os til “Mana Galataa” Promissios dejlige, rolige og grønne sted i Robe. Her skulle vi bo de næste par dage. Vejret var perfekt, og allerede fra første øjeblik føltes det som et sted, man kunne trække vejret dybt og bare nyde øjeblikket.

Efter en lækker morgenmad gik vi i gang med at pakke kufferter fyldt med tøj, legetøj og hygiejneartikler, som skulle med ud til de fængsler vi skulle besøge. Gruppen havde samlet så meget hjemmefra, og det føltes meningsfuldt at stå der og gøre klar til at dele ud af det hele.

Fængselsbesøg

Vores første stop var et kvindefængsel – et sted, der gjorde stort indtryk. De levede under forhold, der var meget anderledes, end vi kender dem hjemmefra, og det satte mange tanker i gang. Kvinderne boede tæt sammen i en stor sovesal, og flere havde deres børn hos sig, fordi der ikke var andre til at tage sig af dem. Det var hårdt at se børn vokse op inden for fængsels væggene.

I fængslet var der både en moské, en ortodoks kirke og en protestantisk kirke. Det var specielt at opleve, hvordan tro og håb udfoldede sig på tværs af forskelligheder og inde bag tremmer, hvor man ville tænke at tro og håb var langt væk. Men tvært imod så var det noget de prioriterede højt. Den ortodokse kirke var smukt udsmykket med billeder, tæpper og farver, mens den protestantiske var enkel, ydmyg og slidt, men trods det var der stadig en stemning af fællesskab og styrke. I fængslet boede ca. 60 kvinder og 20 børn – og blandt dem var der meget få protestanter.

Da vi trådte ind, blev vi mødt af smil og varme. Vi havde små bolcher med, og det var rørende at se, hvordan noget så simpelt kunne skabe glæde. Mange ville gerne snakke, og selvom sproget nogle gange var en udfordring, forstod man hinanden gennem grin, kropssprog og øjenkontakt.

Senere besøgte vi også et mandefængsel, hvor vi igen oplevede den samme kontrast mellem udfordrende forhold og et stærkt håb midt i det hele. Her var også den protestantiske kirke den mindst vedligeholdte. Trods det var det fascinerende at mærke, hvor meget troen og fællesskabet betyder for de indsatte.

Promissio arbejder tæt sammen med lokale frivillige, som gør en kæmpe indsats for at støtte fængslerne og de mennesker, der bor der. Det var inspirerende at se, hvordan deres arbejde virkelig gør en forskel – selv i de mindste detaljer.

Fra Islam til kristendom

Området i Bale er enormt muslimsk domineret; omkring 90% er muslimer, mens de resterende 10% er fordelt til ortodoks kristne og protestanter. Derfor er de kristne protestanter hernede rimelig undertrykte, og der er ikke gode muligheder eller forudsætninger for kirke, som vi også så i fængslet for både kvinderne og mændene.

Noget der derfor også har gjort stort indtryk på os, er nogle af de vidnesbyrd, vi har fået fortalt af et par tidligere muslimer, som er konverteret til kristendommen. Både en enlig mor med to børn, og en mandlig evangelist.

Evangelisten mødte Jesus i en drøm, Han viste sig for ham i smuk og strålende pragt, så evangelisten knap nok kunne se på Ham. Jesus’ hænder skinnede klart, og Han sagde “Dette er mine hænder, der holder dig.” Evangelisten så så, at Jesus holdte både ham og hele menneskeheden i sine hænder.

Evangelisten er taknemmelig for, at Jesus selv kom til ham og viste sig for ham, for han er ikke sikker på, han havde været kristen, hvis en tilfældig mand kom op til ham og fortalte om Jesus.

Fælles for de to etiopiere, der aflagde vidnesbyrd er, at de har ofret deres relation til hele deres familie og slægtninge for at følge Jesus, da familien har udstødt dem. Men de har begge en stor brand for Jesus og lader sig begge fortælle, at efter de har konverteret til kristendommen, oplever de en enorm fred, som de ikke havde før. De oplever, at de er blevet ført ud af mørket og frem i lyset. Det var vidunderligt at mærke på dem, at Helligånden havde bosat sig i dem, og man kunne tydeligt mærke den fred, de havde fortalt os om.

Evangelisten og den enlige mor ønsker forbøn for både dem selv og alle andre kristne i området. For deres fremtid og sikkerhed, og at Gud må give dem styrke til at sprede hans ord og til at gennemgå de problemer, det medfølger at være kristen i det muslimsk dominerede område, som Bale er. Vi beder også om forbøn for alle muslimerne i området, om at flere må komme til tro på Jesus. 

Etiopiens idylliske natur

En af dagene kørte vi også til byen Dodola, hvor Promissios arbejde startede - en 3 timers bustur hver vej gennem de fantastiske Bale bjerge. Naturen her var helt igennem idyllisk. Vi fik lov at se det helt stereotype Afrika, med små lerhytter og stråtagshytter, hvor børnene var hyrder ude i markerne og bjergene for geder, køer og får, imens de bar en pisk. På vejene gik æsler med fuld oppakning, mens børn i alle aldre red på heste bagved og ledte æslerne på rette vej. Vi kunne ikke begribe, at man kunne bo så flot et sted i sit eget lille landbrugssamfund.

Vi er meget taknemmelige over at kunne få lov at komme lidt uden for storbylivet i Addis Ababa, og se hvad Etiopien ellers har at byde på af smuk natur og hyggelige landsbyer. Vi er blevet bekræftet i, at etiopiernes nysgerrighed og imødekommenhed ikke kun gælder i Addis - den er lige så stor her i Bale-området og ude på landet. Og det har vi nydt rigtig godt af.

Dette udsagn kommer fra den skotske lærer og evangelist Oswald Chambers og blev nævnt af oplægsholderne på det todages kursus, som IMS arrangerede for 130 præster og evangelister fra hovedstaden Addis Ababa og omegn. Oplægsholderne var et britisk ægtepar, som selv har været missionærer i tre forskellige afrikanske lande. De ser det nu som deres livsopgave at udruste dem, der sender missionærer fra Afrika.

Gennem tankevækkende og ransagende undervisning fik vi indblik i, hvordan skiftet i dag går fra at sende missionærer fra vestlige lande til i stedet at sende tusindvis af missionærer fra det globale syd. Men de fleste sendes stadig til områder, hvor der allerede er etablerede kirker, mens 86% af muslimer, buddhister og hinduer aldrig får muligheden for at møde en person, der følger Jesus, fordi ingen sendes til dem.

Ud over undervisning og diskussioner hørte vi også fra tre af de store sendemenigheder, som tilsammen har påtaget sig at sende og forsørge 11 af de cirka 20 IMS-langtidsmissionærer, der er blevet udsendt de seneste 10 år. Dette er en model, IMS nu forsøger at bruge mere og mere: at en eller flere menigheder eller provstier påtager sig den økonomiske del af at sende missionærer.

Ved afslutningen af kurset blev der uddelt et evalueringsskema, som deltagerne skulle udfylde, og flere har ytret ønske om yderligere oplæring i deres menigheder.

Bed sammen med os om, at det kan føres ud i livet og føre til konkrete resultater, og at mange flere missionærer kan blive rekrutteret og sendt til de mindst nåede områder rundt om i verden, så tallet 86% kan mindskes!

Så ofte som vi kan, tager vi med vores kære kontaktpersoner Berit og Mehret-Ab i Shalom-kirken, som ligger 10 min gang fra vores bolig. Her kommer en del af de studerende fra seminaret vi underviser på - blandt andet også nogle af vores egne skønne elever.

Gudstjenesten er dejlig højlydt, både gennem lovsang, bøn og prædiken. Prædikanten er entusiastisk og opildner menigheden i sin bøn og prædiken. Berit og Mehret-Ab oversætter prædiken for os, og selvom det kun er pointerne undervejs vi får med, får vi alligevel en masse ud af prædikenen, og er fascinerede over dens teologiske dybde og gode bibeltekster. Præsten formår nemlig at citere mindst 5 steder i Bibelen, som han springer rundt i. Vi er helt vilde med, at han bruger Bibelen så meget - det gør at vi bliver langt klogere på Bibelen, og ser den røde tråd, der er gennem Bibelens mange bøger.

Bøn i kirken

Selve gudstjenesten starter kl. 10, men fra kl. 9-10 er der en times drop-in-bøn, hvor man kan sætte sig på en stol i kirken og bruge tid på Gud i bøn. En ting, vi har lagt mærke til skiller sig ud fra den danske kirke, er bøn. I den etiopiske kirke er bøn en langt højere del del af gudstjenesten. Bønnerne er længere og hyppigere end vi er vant til, og så er menigheden integreret ved at svare “Amen” til bestemte ting i bønnen. 

De svarer altid “Amen” når man enten takker Gud for noget, eller der bliver sagt en velsingelse over nogen/noget - hvilket fylder meget i en bøn. Desuden er det i deres kultur vigtigt at liste bibelske historier op i bøn, for at understrege hvor stor Gud er. “Vi takker dig Gud, dig som var både Abraham og Isaks Gud, dig som reddede Noah og hans familie igennem syndfloden, dig som reddede Israels folk ud fra Egypten…”

Denne form for bøn løfter fokusset væk fra os selv, og op til Guds storhed. Det får os til at reflektere over, at det er den selvsamme Gud, der gjorde alle de store ting, som vi beder til.

Gennem alle disse oplevelser af bøn i den etiopiske kirke, er bøn noget, som har fået større betydning for os, og som vi håber at kunne tage med os til Danmark. Selvom kirken foregår anderledes hernede, er det dejligt at mærke, at vi alle er fælles om at prise Gud og lære om ham.

Youth Group

Vi har gennem det meste af vores tid i Etiopien deltaget i en youth group, hver søndag aften. Det er i en stor Mekane Yesus kirke, tæt på det område vi bor i, som er lige på kanten til at være på størrelse med en Mega Church - synes vi ihvertfald selv. Her samles ca. 50 unge hver søndag aften for at prise Gud. Mange af disse unge bruger altså hele deres søndag på kirke. De tager til gudstjeneste med deres familie om morgenen, og om aftenen kommer de tilbage med deres venner til youth group.

Vi blev introduceret til ungdomsgruppen gennem en af vores gode venner, vi har fået her i Addis Ababa. Han har vist os en masse lokale steder og tager os med til alt muligt spændende. Vi er blevet gode venner med hans vennegruppe og tilbringer meget tid med dem. Vi bager danske kager til dem, lærer dem danske spil og viser dem ægte dansk hygge. De viser os til gengæld hele byen, tager os med til bazarer og hjælper os med at slagte en høne… ja, det har vi simpelthen også gjort! Men ikke mindst har de vist os deres vidunderlige youth group. Det foregår lidt anderledes end de danske ungdomsgrupper, da den her youth group i Etiopien minder mere om en gudstjeneste end et møde til en dansk ungdomsgruppe.

Vi mødes til youth group kl. 17 og starter med en masse bøn og lovsang som varer ca 1 time. Vi har fået kendskab til et par amhariske lovsange herigennem, og det er bare skønt at få udvidet sin horisont i lovsang og musik. Herefter begynder prædiken, som er ca. 45 minutter efterfulgt af bøn, meddelelser og afslutning. Dog foregår det hele på amharisk, så alene forstår vi ikke så mange andre ord end “Gud, tak og amen”, men vores venner er heldigvis så søde at oversætte for os undervejs. Vi får overraskende meget ud af prædikerne, både gennem oversættelsen men også gennem følelser. Det er nemlig tydeligt at mærke, hvor meget de brænder for troen og for at sprede budskabet om Jesus. Og hvor er de bare gode til det!

Efter afslutningen på youth group er der ikke kaffe og kage, som vi er vandt til i Danmark. I stedet for, går man den lange tur tilbage til området Mekanisa, hvor mange bor, hvor man kan snakke og få dybe samtaler, den hyggelige gårtur hjem. På disse gåture har vi fået hilst på mange, og det er en gåtur, vi sætter stor pris på.mingle lidt og lære nye at kende. Vi går ofte hjem sammen i en stor gruppe og har masser tid til at snakke både om prædiken og alt muligt andet. 

Vi er meget taknemmelige over den varme velkomst, vi har fået i ungdomsgruppenog at de fortsat ønsker vores tilstedeværelse og fortsat vil bruge energi på at oversætte for os. Vi er også taknemmelige over at have mødt så sød en flok mennesker og kan få lov til at kalde dem vores venner.

Vi er endelig begyndt på vores arbejde i en outreach kirke i Lebu. Her taler folket oromo, som er et af de andre 86 sprog, der tales i Etiopien. Da det er amharisk vi ihærdigt prøver at lære, forstår vi ikke så meget, og de forstår ikke os. Dog havde vi heldigvis en oversætter med os til vores første besøg i lørdags, som var til stor hjælp.

Kirken afholder nemlig ”søndagsskole” om lørdagen for omkring 30 børn i området, hvor vi skal undervise børnene i engelsk og i Guds ord. Børnene var meget disciplinerede, og var meget bedre til at huske hvad vi lærte dem, end vi forventede. Der var selvfølgelig også plads til en pause med lidt sjov og leg med en masse sæbebobler - og vi havde en FEST med de sæbebobler. Udearealet blev fyldt med glædesråb fra børnene (også fra de voksne).

Da vi efterfølgende fortalte om Guds ord, blev vi betaget af børnenes interesse og disciplin. Når vi beder for dem, lukker de alle øjnene - selv de 3-årige - og siger i kor ”Amen”, hver gang man takker Gud for noget. De har virkelig hjertet på rette sted, og har en dejlig nysgerrighed på os og undervisningen. Vi beder for Guds velsignelse over for de børn og kirken.

Da vi skulle ud til outreach kirken, var vi ikke helt 100% afklarede i, hvad vi gik ind til, og vi fandt først ud af i taxaen på vej derhen, at vi faktisk stod for hele lørdagsprogrammet. I Danmark er vi vant til, at alt bliver struktureret og nøje tilrettelagt, når man planlægger noget. I Etiopien er det derimod mere løst og man tager tingene som det kommer. Så ofte hernede må vi improvisere og justere lidt, og det lærer vi også meget af. Det er en helt anden måde at arbejde på, og det er bare en del af den etiopiske charme!

Vores hverdag på Deborah

Vi har de seneste uger besøgt Deborah hver tirsdag og torsdag. Før vi kom ud til pigerne for første gang alene, var vi nervøse. Både fordi der var en sprogbarriere og fordi vi gerne ville blive gode venner med pigerne. Men første gang vi kom derud forsvandt alle vores nerver og forventninger, for vi blev hurtigt omringet af kærlighed og tryghed, så vi følte os hurtigt hjemme. 

Pigerne på Deborah har deres rutiner og hverdag i huset, og det er vi blevet en del af. Vi hjælper med at lave frokost, hvor vi altid får injera med forskellige wats (retter til injeraen). Vi snitter, skræller og skærer eller popper popcorn, så vi lærer også en masse nye retter vi kan tage med os hjem. Det er ofte over de små opgaver, når vi står side om side om samme opgave, at vi får knyttet et bånd til pigerne. Her får vi ofte grint over, hvor dårlige vi er til at skrælle kartofler, eller griner over de amhariske slangs som pigerne lærer os. Vi hjælper også til med at lave kaffe, og det er jo en stor ting her. Der holdes en kaffeceremoni, som består af 3 runder kaffe, man starter med første runde som kaldes Abol, det er også den stærkeste. Anden og tredje runde bliver mildere og kaldes tona og baraka. 

Kreativitet knytter bånd 

Udover at hjælpe med de huslige pligter kommer vi også med kreative projekter. Indtil videre har vi lavet smykker af perler, og så har vi haft en masse garn og strikke- og hæklepinde med, så der er blevet strikket og hæklet i massevis. Både vi og pigerne elsker det. Vi har stadig masser af andre aktiviteter og ideer til hvad vi kan hygge om de næste par gange, så der er altid noget nyt at se frem til. For mange af pigerne får deres indre barn lov til at komme ud, når de får lov til at fordybe sig i kreative projekter, da deres barndom/ungdom er blevet stjålet fra dem, med det arbejde de har lavet førhen. Vi kan se at de hygger sig med alle disse aktiviteter og det styrker specielt vores forhold til dem. At sidde og fordybe sig i kreative projekter, det kan skabe stærke bånd og det kan mærkes. 

Mange af pigerne har svært ved engelsk, da de ikke har gået meget i skole, hvis overhovedet. Vores tid på Deborah går derfor også med lidt engelsk undervisning. Det er sjældent, at alle pigerne er hjemme samtidigt og derfor er det lidt forskelligt hvem vi underviser fra gang til gang. Der er selvfølgelig nogle der er bedre end andre og derfor gør vi også brug af lidt forskellige metoder. Nogle har brug for at få udvidet deres ordforråd og andre skal øve sproget gennem samtale. Vi er glade for at vi kan gøre en forskel og lære med dem. For vi lærer også lidt amharisk tilbage.

I Etiopien viser man at man holder af folk ved at lægge armene rundt om hinanden og gennem fysisk berøring. Det er noget vi lægger meget mærke til på Deborah og hvor er det dejligt selv at mærke og vide at man er værdsat af pigerne. Man kan virkelig mærke, at de gerne vil os, og vi vil også dem. Det er så bekræftende at se pigerne fyldt med glæde og smil og tilpas i et hus hvor de hører hjemme. Vi er taknemmelige for at være en del af dette og se deres udvikling og være med til at skabe hyggelige stunder og minder med dem.

WSG’s arbejde

Win Souls for God har også meget andet arbejde end Deborah-hjemmet. De har adskillige skoler rundt omkring, og vi var så heldige at få lov at besøge én af skolerne ”Gurara Freedom School”, der lå tæt på Deborah. Her fik vi en rundvisning af alle de søde ansatte, imens børnene sov middagslur. Nogle sov på madrasser, andre hvilede bare hovedet på skolebordet i klasselokalet. De ansatte har skabt sig en vidunderlig atmosfære på skolen, og man mærkede tydeligt, at de holder af at arbejde der, og være sammen med børnene.

Vi takker Gud for, at der er nogle mennesker så dygtige som de ansatte hos WSG, der har lyst til at arbejde for og med de her skønne piger på Deborah, og har skabt nogle gode og trygge rammer for dem. Lederne af Deborah ønsker vores forbøn for pigerne og for deres arbejde, og at Gud fortsat må vejlede dem i deres arbejde i WSG. 

Vi har et par timer om ugen med en klasse der har et intensivt engelsk program og her hjælper vi til med at styrke deres læse-, lytte- og samtale evner. 

Aftenen inden vi skulle undervise for første gang, sad vi nervøst og forberedte alt materiale og var usikre på niveauet. Da det var første gang vi begge skulle prøve at undervise, og så i et helt nyt land, var vi spændte og nervøse. Vi har heldigvis en lille klasse, så nervøsiteten faldt lidt af os fra start og vi begyndte undervisningen. Efter de første par timer har vi fået et godt billede af klassens niveau og har tilrettelagt vores undervisning efter det. Vi kan se at vores nye metoder er meget mere effektive end vores grønne start, og det er rigtig tilfredsstillende at se ens arbejde begynder at virke og bære frugt.

Vi kan allerede mærke at eleverne brænder for at dele Guds ord, men at sprogbarrieren er et kæmpe benspænd for dem, så vi er taknemmelige for at kunne hjælpe med at styrke deres engelske færdigheder. Vi ser frem til at nå endnu længere med vores klasse og med vores egne undervisningsevner. For ikke mindst lærer eleverne fra os, men vi lærer også meget om os selv og vores egne færdigheder ved at undervise.

Udover vores intensive klasse, har vi også få timer om ugen med en “advanced class”. Med dem har vi samtale timer, så de får styrket deres engelske sprog. Her er klassen dog slet ikke tæt på lille, der er 53 elever, dog er vi også 4 lærere sammen om klassen. Vi går sammen i mindre grupper og snakker hver time om forskellige emner. Det kan være alt fra ens rejse med Gud til sociale medier. Sammen med denne klasse kan vi virkelig mærke at læringen går begge veje, for de er så kloge på Gud, Bibelen og morale. Mange elever er virkelig velovervejet og kommer med så gode svar, så vi lærer lige så meget tilbage som de lærer engelsk. 

En festlig helligdag

Udover vores arbejde har vi selvfølgelig også oplevet lidt mere af Addis Ababa og dens kultur. Fredag aften d. 26. september var vi ude på gaden og se festelighederne fra den etiopisk ortodokse helligdag “Meskel”. Rundt omkring i hele storbyen tændtes der adskillige små og store bål (ligesom til Sanks Hans) som de ortodokse kristne danser omkring.

Vi tog med Berit og Mehret-Ab ud på hovedgaden ude foran vores compound, hvor der blev tændt ét af de mange bål. Idet bålet blev tændt, ankom et stort kor iklædt smukke hvide kjoler. De spillede på trommer og sang sange omkring helligdagen, imens de dansede festligt rundt om bålet med høje glædesudråb. Generelt er de etiopisk ortodokse enormt gode til at være festlige i deres fejringer af helligdage og divsere. Det var skønt at opleve, og vi havde en helt fantastisk aften. Vi var meget facinerede af, hvor festlige de var!

Mødet med Gud hos etiopiere

Derudover får vi fortsat mødt utrolig mange søde mennesker. De sidste to søndage har vi  besøgt en Youth Group i vores lokale Mekane Yesus kirke med andre unge etiopiere. Her mærkede vi igen etiopiernes varme og gæstfrihed. De andre unge ville meget gerne lære os at kende, ligesom vi ville lære dem at kende. Her var der også smuk lovsang med fuld band og en dygtig prædikant (prædikenen foregik dog på amharisk, men vores sidemakkere ville heldigvis gerne hjælpe med at oversætte). Noget der var tydeligt for os, var de unges brænd for Gud. De elsker at bede, og nogle møder ind 1 time før Youth-gruppens start for at bede, og når de lovsynger, er det de færreste der sidder ned. Det er meget inspirerende at være vidne til, og får en til at reflektere over vigtigheden af bøn, lovsang, Guds ord og at bruge en masse tid med Gud. Det er noget, vi kan lære meget af.

Vi føler os meget taknemmelige over vores relationer hernede og det netværk vi har fået os. Vi glæder os enormt meget til at lære Deborah-pigerne og de teologistuderende endnu bedre at kende, og blive en del af deres hverdag. Og selvfølgelig - at opleve meget mere af vidunderlige Addis!

Kurset er tilrettelagt, så deltagerne får viden til både Hoved, Hjerte og Hænder – et såkaldt 3H-program. Mange har ofte teologisk viden, når de kommer, men meget af den er akademisk, så ud over sådanne fag lærer de også om vigtigheden af deres hjerte-forhold til Gud. "Vi gemmer ofte Gud væk og taler om vind og vejr, men Gud beder os om at tage Ham op af lommen og dele Ham med andre. Men så er det vigtigt, at vi kender Ham og Hans ord først," blev der sagt om vigtigheden af at have et nært og personligt forhold til Gud, så vi med frimodighed kan dele Ham med andre – hvad enten det bliver i Afrika eller Europa.

Derudover fik de også praktiske færdigheder, såsom hvordan man lærer et andet sprog, sikkerhed og sundhed, vedligeholdelse og mobile løsninger til vand, strøm osv. Her bidrog Hans Over Birkeland fra Norsk Luthersk Misjonssamfund med meget praktisk viden.

Ud over mange dygtige etiopiske og et par udenlandske undervisere, bidrog to danskere med meget nyttig undervisning: Ruth Osmundsen, som arbejder for det danske KFS her i Etiopien, underviste i antropologi og verdensbilleder, og Olau Thomassen bidrog via Zoom fra Danmark med undervisning i, hvordan man forstår et vestligt sekulært samfund fra et afrikansk perspektiv.

Vi er fuldt ud klar over, at et tre ugers kursus ikke er tilstrækkeligt til at tilegne sig al den viden, man bør have, før man rejser ud som udsendt. Men samtidig har IMS økonomiske udfordringer, efter den etiopiske valuta blev devalueret til omkring det halve sidste sommer. Vi håber at kunne give kandidaterne lidt opfriskning, inden de rejser, samt følge op på det faglige, mens de er udsendt.

Der er meget, der skal falde på plads, før de kan rejse, men vi håber at kunne sende dem ud indenfor det næste år.

Takke- og bedeemner:

• Tak for disse 13 dedikerede etiopiske kandidater og deres dygtige undervisere
• Bed for den videre proces, som ofte indebærer lang forberedelse før udsendelse
• Bed for IMS-kontoret og planerne for det kommende arbejdsår
• Bed for varig fred i Etiopien

Mødet med en ny kultur:

De første uger begyndte vi med et kort introforløb, som vi nu har færdiggjort. Første uge gik med at møde de mange nye mennesker, vi er landet blandt, prøve at få hverdagen til at fungere i en ny kultur og lære byen lidt at kende. Vores hjem de næste tre måneder er Promissios gæstebolig, som ligger i en dejlig og tryg compound. Det er en idyllisk og frodig grøn oase midt mellem storbyens højhuse og støj. Mekane Yesus seminaret ligger også her i compounden, hvor vi skal undervise "Intensive English Program", et lille hold, der kan starte et år før teologistudiet med intensivt engelskundervisning, så de er bedre forberedt på teologistudiet, hvor meget af undervisningen foregår på engelsk.

Anden uge bestod hovedsageligt af et 10 timers lynkursus i amharisk på en sprogskole, hvor vi havde den sødeste lærer, Tarhas. Hun brugte meget pædagogiske metoder med legetøjsdyr og dukker, og det virkede ret godt. Det føltes lidt som at være tilbage i første klasse og lære alt fra bunden, men Tarhas var meget tålmodig med os, og vi fik lært en masse. Nu skal vi bare blive ved med at øve os - så skal vores amharisk nok blive godt.

Vi har været enormt positivt overraskede over den etiopiske kultur. Etiopierne udstråler en stor varme og hjælpsomhed, når man møder dem, og vi føler os meget velkomne i deres kultur, på trods af vores mange forskelligheder. Når vi går på gaden, er de meget nysgerrige og vil gerne snakke med os. Man bliver hurtigt inviteret på kaffe af de mennesker, vi har lært at kende.

Vores første tid hernede har også budt på nytåret 2018, da Etiopien følger en anden tidskalender end os. Derfor har der været en festlig stemning i byen, og vi har fået brugt den amhariske hilsen ”Melkam Addis Amet!” (godt nytår) en hel del. Nytårsdag blev vi inviteret på middag hos Berit og Mehret-Ab, som serverede injera for os – Etiopiens nationalret, som de fleste spiser hver dag. Vi blev endnu en gang positivt overraskede! Vi var vilde med det og har siden bestilt injera et par gange på restauranter. Det er stærk mad, men vi er ved at mestre det og har lært at spise det med fingrene.

Dagen efter vores ankomst tog vi med Berit til Deborah Centeret, som er et rehabiliteringscenter for tidligere prostituerede piger/kvinder. Vi skal besøge centeret et par gange om ugen. Vi var forberedte på en stor sprogbarriere, da de ikke taler engelsk, og vi ikke taler amharisk endnu. Men vi blev overraskede over, hvor mange grin, smil og krammere, vi kunne udveksle. Det bliver et sted, vi ser frem til at besøge hver uge.

Mødet med den etiopiske kirke:

Kulturen er også meget anderledes i kirkerne. Den første søndag tog vi med Berit og Mehret-Ab i kirke, hvor vi blev mødt af meget højlydt, men smuk lovsang, en energisk og råbende præst samt klap og dans. Energiniveauet er langt højere end det, vi er vant til, og man kan ikke andet end at smile af den gode stemning og blive rørt over etiopiernes tydelige passion og kærlighed til Gud. Vi prøvede ihærdigt at følge med i prædikenen, der foregik på amharisk, mens Berit og Mehret-Ab løbende oversatte for os. Efterfølgende hilste vi på de forskellige mennesker i kirken, som Berit og Mehret-Ab kender (de kender utrolig mange søde mennesker).

Den anden søndag besøgte vi en outreach-kirke, hvor gudstjenesten foregik på oromo (endnu et af Etiopiens 86 sprog). Vi vil besøge denne kirke et par gange for at hjælpe med deres børneprogram. Kirken var meget lille, og ligesom i den første kirke, forløb gudstjenesten højlydt med dans og klap. Byen Addis vokser ekstremt hurtigt, og der er derfor mangel på kirker i udkanten af Addis. Derfor er dette outreach-program blevet startet med det formål at bygge flere kirker i udkanten af byen, så flere kan komme i kirke, da den protestantiske kirke også vokser hurtigt. De ønsker vores forbøn for at få ressourcer og muligheder til at bygge disse kirker og for Guds vejledning i deres arbejde. Vi takker Gud for, at der er mennesker her, der brænder for at skabe disse kirker, så befolkningen har mulighed for at komme i kirke og dyrke deres relation til Gud sammen med andre.

Vi har haft en vidunderlig start hernede i Addis gennem alle disse oplevelser, og vi ser frem til mange flere, når vi nu starter officielt på vores program i denne uge. Vi føler os trygge og taknemmelige med en masse varme og gæstfrie mennesker omkring os, og vi kan allerede nu mærke, at dette bliver en oplevelse for livet.

Det etiopiske år afsluttes med måneden Pagume, som kun varer 5 eller 6 dage, før vi går ind i det nye år den 12. september. I år går vi altså fra 2017 til 2018, da den julianske kalender er 7 år bag den gregorianske kalender, som vi bruger i Europa. (Året har 12 måneder med 30 dage, og den 13. måned består altså af 5 eller 6 dage).

Derfor havde vi en særlig samling for Mekane Yesus-kirkens internationale missionsselskab, IMS, deres månedlige bønnegruppe i lørdags, hvor omkring 60 personer fra forskellige menigheder i Addis var samlet. De fleste er missionsrepræsentanter fra deres menighed, samt andre trofaste bøns-kæmper, som mødes hver måned for at bede for missionsarbejdet.

Efter cirka tre timer i bøn, var det tid til andagt, og til sidst fik vi en opdatering fra IMS-lederen, Rev. Tilaye Daba, som i juli var på besøg hos de etiopiske missionærer i det nordlige Kenya. Han fortalte om, hvordan flere mennesker er kommet til tro på Jesus i de områder, hvor missionærerne arbejder. Nogle er blevet helbredt for fysiske og mentale sygdomme, andre er kommet til tro – enten som enkeltpersoner eller som hele familier.

Samlingen blev afsluttet med fælles frokost, hvor nye relationer blev skabt, og gamle blev genopfrisket.

Vi i IMS takker Gud for disse mennesker, som så trofast beder for missionsarbejdet.

Vær gerne med til at bede for en af de kvindelige etiopiske missionærer, som kæmper med rygproblemer i 45 graders varme, samt for et af landene i Centralafrika, hvor der er politisk uro. Som man siger: »Bøn behøver hverken pas, visum eller arbejdstilladelse«, så hvem som helst kan deltage – når som helst og hvor som helst.

“Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.”  (1. kor 15,58)

Vi har gjort hvad vi kunne for at lykkes her, og Gud lover os, at det ikke er spildt. Vi kan da også se meget positivt fra vores tid. Vi har lært utrolig meget i disse to år.  Vi er blevet mere grundfæstede i vores tro og tillid til Gud. Vi er blevet styrket i udholdenhed og vokset sammen som familie. Vi har fået mange relationer, som har betydet meget for os, og vi håber da også at vi har betydet noget den anden vej. Vi har ikke reddet verden, men mindre kan også gøre det. Vi har været tro mod os selv og vores kald, og så må resten være op til Gud. 

Nu ser vi frem mod Danmark. Med lige dele forventning og ængstelse. Vi er i Guds hænder, og han må kalde os hen, hvor han vil. Det er på en gang skræmmende at overgive kontrollen til Gud men også trygt. For Gud er god og han ved bedst! 

Udsagnet kommer fra en af vores etiopiere fra Mekane Yesus kirkens missionsselskab, IMS, da jeg spurgte ham, hvordan klimaet var for tiden i det centralafrikanske land, hvor han og familien er udsendt. Og han sagde det næsten med en slags entusiasme, for normalt ligger temperaturen på 44-45 grader. Jeg tænker: Wow, det er barskt! De har ikke aircondition i huset, kun en loftventilator, som ikke kan sænke temperaturen ret meget. Derfor sover de udenfor, på verandaen, når det er allerværst – særligt i den periode, hvor temperaturen ligger på 47-48 grader.

Mange udsendte har fortalt nogle ret morsomme historier om, hvordan de let bliver forvirrede og glemmer ting. Historier, som bekræfter det, som forskningen har vist, at ja – høj varme har stor indflydelse både på vores humør og på hjernens aktivitet.

Der er udsendte, som har lagt sammenlagt, nyvasket tøj i køleskabet. Andre har glemt, hvor de har lagt nybagt injera (den etiopiske pandekage, man spiser med stærk sauce), og senere finder de den oven på skabet i soveværelset. Der er kvinder, som har taget to forskellige sko på og gået på markedet. Det er den ”morsomme” del, som vi kan grine af.

Men varmen er ikke kun for sjov. De kan ikke sove om natten, de sveder både dag og nat, og de skal drikke mange liter vand (som køleskabet har svært ved at holde koldt, især når strømmen går). Børnene får udslæt på kroppen af varmen, og hele samfundet går nærmest i stå på de varmeste dage – det er også en del af deres hverdag.

En af vores udsendte fortalte, at det første han gjorde, da de flyttede dertil, var at plante flere træer i gården – og nu kommer deres muslimske venner og naboer og sætter sig i skyggen sammen med dem, når det bliver uudholdeligt at være inde i huset.

Ud over de mange omstillinger der er ved at forlade sit eget land og sin kultur; lære et nyt sprog, opdrage børn i en anden kultur, mødet med åndelige kræfter, de ikke tidligere har stødt på; så har disse udsendte nogle ekstra ”varme” byrder, de må bære.

Vær med til at bede for dem om ekstra tålmodighed og godt helbred.

Kurset blev holdt af Marina Prins fra Sydafrika, en dygtig kvinde med over 30 års erfaring indenfor faget, og vi var i alt 25 deltagere.

Andre udtalelser reflekterede, at dette for mange var et paradigmeskift:

• »Vi har sovet længe, dette er en øjenåbner, som et vækkeur.«
• »Missionærbørnene er ofte ikke taget med i betragtning. Nu forstår vi, at det er vigtigt, at de bliver godt taget vare på, så de ikke en dag forlader deres tro på grund af forkerte prioriteringer eller manglende opfølgning.«
• »Fokusset på hele familien var nyttigt! Jeg har ikke tænkt på, at det er vigtigt at tage godt imod de udsendte, når de er kommet hjem efter afsluttet tjeneste.«
• »Vi ser nu, at vi har mange ting, der skal på plads, før vi kan begynde at sende missionærer; før de rejser, mens de er ude, og efter de er kommet tilbage.«
• »Dette er et kursus, alle ledere i kirker og sendeorganisationer bør tage!«
• »Det er ikke tilfældigt, at vi er på dette kursus. Gud vil fortsat bruge os i arbejdet med at sikre, at de udsendte fra Etiopien bliver taget godt hånd om!«

Fra Mekane Yesus Kirkens Missionsselskab, IMS, var det et af bestyrelsesmedlemmerne, Tadelech Loha, og mig, der deltog. Det var nyttigt at deltage på kurset sammen med hende, og på den måde kunne vi se, hvor langt vi er kommet i denne proces, og hvad vi kan gøre for yderligere at styrke vores arbejde. Vores håb og bøn er, at det gode arbejde, der nu er startet, vil komme vores nuværende og fremtidige udsendte i IMS og andre etiopiske udsendte til gode!

Som Christian Cultural travellers, har vi virkelig oplevet Etiopien og den etiopiske kultur på et dybere niveau. Vi er så taknemmelige for, at vi er kommet helt tæt ind på kulturen, igennem de mennesker vi har omgåes med. Vi har fået en masse minder, oplevelser og erfaringer med i bagagen, fordi som CCT’er får du hele pakken, og det har gjort stort indtryk på os. Vi har oplevet alt fra det fattige landsbys miljø i det sydlige Etiopien til de ekstraordinære turistattraktioner og flotte skyskrabere. Begge dele har gjort indtryk på os, og givet os en masse minder. Vi har også oplevet, at hverdagen bliver taget med et smil, fra de helt igennem taknemlige mennesker vi har omgåes med i hverdagen, hvilket vi har lært en del af. Vi har lært det af vores sprudlende og energiske elever samt de livsglade piger på Deborah. Ikke mindst har vi også oplevet en kultur, hvor tid og planlægning ikke har den store betydning. Dette har betydet at dagene sjældent har set ens ud, hvilket også har været en god og lærerig udfordring for os. 

Alt i alt har vi oplevet, så mange forskellige ting både i arbejdstid og fritid, og alle oplevelser er vi utrolig taknemmelige for! 

Meningsfyldte tårer

Det sværeste ved at være afsted i Etiopien, er helt klart at sige farvel. De sidste 4 dage har afsked fyldt en del. Vi har skulle sige farvel til mange forskellige mennesker, som vi virkelig har knyttet et stærkt og meningsfyldt bånd.  

I mandags havde vi en helt særlig afsked med Deborah-pigerne i vores stue. Mens det stod ned i stænger udenfor, og strømmen var gået, delte vi og pigerne en masse søde ord til hinanden, og wow hvor var det et smukt øjeblik. Det satte også gang i tårerkanalerne hos os, fordi det var SÅ rørende, og fordi vi virkelig er kommet ind under huden på hinanden. Det har været skønt, at være en del af deres familie, og en del af dem vil altid forblive i vores hjerter. Særligt da vi skulle til at sige noget til pigerne og bede højt, trillede tårerne i vandfald. Det skyldes, at det var et helt særligt og rørende øjeblik, og fordi pigerne virkelig har betydet noget for os, og fordi vi kan mærke, at vi har gjort en forskel for dem. Selvom det var et trist øjeblik, havde vi haft en fantastisk sidste dag med Deborah hjemme i vores have. De nød det virkelig! Der blev lejet og spist en masse god mad, og ikke mindst udvekslet en masse smil og grin.

Dette er ikke den eneste gang at de meget betydningsfulde, rørte og taknemmelig tårer faldt ned af vores kinder. Det er sket cirka hver dag i denne uge, for hver gang vi har skulle sige farvel til nogle mennesker. Omend det var vores elever, Tesfaye og Getachew eller familien Bruun samt Berit og Mehret-Ab.

Det har ikke været sjovt at sige farvel, men det er kun fordi, at vi har nydt vores ophold i Etiopien så meget, og fordi vi virkelig holder af de mennesker, som vi har haft vores hverdag med!

Et ordentligt tak

Til sidst vil vi gerne sige kæmpe stort TAK til Promissio, for at have valgt os som dette forårs CCT’er, og ikke mindst for at have gjort denne oplevelse mulig for os. Vi er taknemmelig for alle de skønne ansatte som Promissio har i Etiopien, for de er god nok nogle skønne, og helt igennem fantastiske mennesker. Hverken vores ophold eller Promissio ville være det samme uden.  

Vi er generelt set bare virkelig taknemmelige, for alle de mennesker vi har mødt, både Deborah-pigerne, de studerende, familien Bruun, Berit og Mehret-Ab og alle de andre vi tilfældigt har mødt og faldt i snak med på compounden eller ude i byen. Alle har været med til, at give os en uforglemmelig oplevelse som Christian Cultural Travellers. Vores ophold er desværre allerede slut, da vi lige nu sidder i lufthavnen, og selvom tiden var knap, har vi virkelig nydt de sidste dage, hvor vi har suget alt til os. 

Tak til alle jer der har fulgt med på vores rejse, og læst trofast med. Den støtte har også været dejlig at mærke. Til allersidst, vi vil gerne sige tak til Gud, for at have været med os igennem hele opholdet, og for at have vist hans kærlighed på tværs af kultur, sprog og lande. 

Turistattraktioner

Unity Park er en kæmpe park i midten af Addis Ababa. Parken byder både på museer, flotte skulpturer og en lille zoologisk have med nogle eksotiske dyr, som vi forbinder med Afrika. Selvom dette er en fantastisk og en anbefalelsesværdig seværdighed, er det samtidig også mærkeligt og vildt, at opleve noget så ekstraordinært og flot være midt inde i byen, når der på den anden side af væggene er tiggere og en barsk fattigdom. Denne fattigdom er noget af det, som vi har haft rigtig svært ved, at forholde os til her i Addis. På den ene side har vi lyst til, at give noget til alle vi møder, fordi det er SÅ forfærdeligt og hjerteskærende at se, hvor lidt de har, særligt når det er børnene der tigger. På den anden side ved vi, at hvis man først giver til en, så kan man give til alle. Desværre rækker vores pengepung ikke til, at kunne give til alle dem der lever i fattigdom her i Addis. Vi prøver at give lidt mad ud til nogle, og ellers donerer vi til kirken, fordi der ved vi, at pengene bliver brugt til noget godt.

Blot 40 minutter i bil fra hvor vi bor, ligger Entoto Mountain. Selvom vi stadig er indenfor bygrænsen til storbyen Addis, byder Entoto på natur og lidt renere luft. Efter næsten 3 måneder omgivet af bygninger, støv og os fra de mange biler, var det helt fantastisk at opleve grønne træer og ren luft endnu længere oppe i højderne. Netop naturen, stilheden og idyllen er en kæmpe kontrast til byen fyldt med mennesker, trafik støj og bygninger samt den konstante ombygning og udvikling af byen. Vi elsker storbyen med de mange caféer og de mange imødekommende mennesker, dog indså vi, at vi har savnet naturen, og det glæder vi os også en smule til, at komme hjem til i Danmark. 

Noget andet vildt er, at hvis du kører bare en time ud af byen fra Addis, kommer du til Bishofto. Bishofto er endnu en stor kontrast til storbyen Addis Ababa. Bishofto er dette skønne og meget fredelige område med 7 forskellige søer. Omkringliggende de forskellige søer er flere forskellige hoteller og resorts, som flere bruger til at komme væk fra byen og tage en lille ferie. Bishofto havde den smukkeste natur, og så var det en helt anden del af Afrika. Det var næsten som om, at vi kom fra ét afrikansk land til et andet på blot den ene times køretur. Addis er jo fyldt med kæmpe store skyskrabere og fine hoteller samt shoppingcentre, men Bishofto er denne skønne natur ude på landet. Der er dyr på vejene og folk kører rundt i TukTuk’er, og så er der faktisk også en del varmere. Det var en stor kontrast til Addis, ikke mindst på grund af deres natur og “ude på landet kultur”, men særligt også fordi, at mange af disse resorts og feriesteder, er ikke for en almen borger i Etiopien. Det var nemlig de rigeste af de rigeste, der holdte til der, fordi priserne var helt i top. Men alt i alt var Bishofto et skønt sted, og vi vil helt klart tage dertil igen, hvis vi rammer Etiopiens gader igen i fremtiden.

En smule lokal 

I takt med at vi ser flere og flere af de seværdigheder Addis tilbyder turister, bliver vi også mere og mere taknemmelige for, at vi ikke blot oplever Addis som turister, men som CCT’ere. Vi får nemlig en unik mulighed for, at omgåes med de lokale og hører deres historier, og se bagsiden af det glansbillede, man kan opleve af Addis som turister. Vi er taknemmelige for, at vi ikke kun møder de rige kvarterer, og med dem der hører til der, men at vi faktisk får et møde med de lokale, som også kommer fra en hård baggrund. Vi er glade for, at vi får lov til, at opleve hele Addis og hele Etiopien, med alle dets sider; både de gode og de knap så gode. Denne mulighed har givet os et helt andet perspektiv på livet, og vi kan med garanti sige, at vores taknemmelighed for Danmark og de vilkår samt muligheder vi har derhjemme, er vokset ufattelig meget. Derudover er vi enormt taknemmelige for, alt det vi har fået lov til at opleve og se af byen, både gode og barske sider. Disse oplevelser havde vi ikke ellers fået i Etiopien, hvis ikke vi var CCT’er. 

Og jo selvfølgelig er det også nogle gange frustrerende med manglende planlægning. Som når min undervisning pludselig bliver aflyst pga. et arrangement, jeg ikke har hørt om. Eller når vi om torsdagen får invitation til en reception om lørdagen, som det forventes at vi kommer til. Mange ting kunne da være mere effektive, hvis det blev planlagt lidt bedre. Men alt det kan jeg jo ikke ændre på. Så i stedet vil jeg nyde at være i nuet og se den gave det også er. Også vores børn må lære det. Da vi en weekend planlagde at tage til et hotel med swimmingpool, så glædede de sig længe og meget. Men da vi kom hen til hotellet, var det lukket. Så måtte vi finde på noget andet. Det var skuffende, men så tog vi i en park i stedet med en legeplads. Og weekenden efter lykkedes det at komme i swimmingpool. Alle planer, store som små, har den samme parentes (om Gud vil). ”Et menneske kan udtænke gode planer, men Herren afgør, hvad der sker med dem.” (Ords. 16,9). I Etiopien er det en meget konkret hverdags-erfaring på godt og ondt. 

Men disse ord er jo i virkeligheden lige så sande i Danmark, selvom de nogle gange kan blive begravet i forudsigelighed. Vores planer er i sidste ende altid i Gud hænder, og Gud ske tak og lov, for han vil os det bedste!

Denne sandhed hjælper mig til ikke af bekymre mig så meget. For fremtiden er uvis og ude af min kontrol. Jeg kan selvfølgelig tage visse forholdsregler, men jeg kan ikke planlægge mig ud af fremtidens mulige ulykker. Så det er nyttesløst at bekymre mig. I stedet vil jeg stole på, at Gud giver mig styrke til at imødekomme de udfordringer som helt sikkert kommer!  Derudover forsøger min mand og jeg også at planlægge vores liv, så vi er fleksible. Sådan helt lavpraktisk, planlægger vi aldrig 100 % af vores tid til SKAL-opgaver, men giver luft til de uforudsete ting. Vi prøver på ikke begge at have meget vigtige ting på samme tid, så den ene kan gå fra hvis det bliver nødvenligt.

Og så nyder jeg mine små glæder i hverdagen. Særligt mine lørdage uden de helt store planer. Måske vi skal invitere en veninde på besøg på lørdag? Eller måske vi bare skal blive hjemme og slappe af? Vi får se, det er kun torsdag i dag, så der er lang tid til lørdag 😊 

Meget af tiden på Deborah går ellers med, at vi hjælper til med de forskellige huslige pligter der er. Vi er ofte med til at lave mad, og her har vi lært meget nyt. Vi har lært at lave noget af deres traditionelle mad. Til deres nationalret “injera” spiser de forskelligt tilbehør, og noget af det har vi har lært at lave. Det er blandt andet en slags sovs kaldet “shiro” og grøntsager dertil kaldet “artakilt”, som pigerne glædeligt har lært os at lave. Derudover har vi lært, at lave det bestemte slags brød de spiser, som også ses på de billeder og videoer i bunden. Mens vi laver mad, lærer vi mange nye ord på amharisk, og vi lærer pigerne nye ord på både engelsk og dansk. Det kan vi have det vældig sjovt med, og bruge en masse tid på. 

De andre huslige pligter vi hjælper til med er blandt andet at vaske op, som selvfølgelig foregår i hånden og udendørs. Derudover hjælper vi af og til med at fylde de mange vandtanke op, hvis det lige passer med, at vi er der den ene gang om ugen, hvor der kommer vand. Vi har tidligere hjulpet lidt til med at gøre rent og ommøblerer, da det er forholdsvist nyt, at de er i det nuværende hus. Dette skyldes det såkaldte “flodprojekt”. Dette projekt går ud på, at staten bliver nød til at rive huse ned og flytte folk, for at de ikke bliver oversvømmet, fordi floden breder sig så meget. Derfor blev Deborah Centret pludselig nød til at skifte adresse sidste år, hvilket er lidt en skam. Vi har nemlig fået fortalt og vist billeder af, hvor skønt et sted det var før med et dejligt udeareal og en flot natur. Det kan de desværre ikke prale af nu, da de opholder sig i en høj bygning, med en baggård af mursten. Netop derfor, har vi hjulpet lidt til med at flytte rundt og få gamle møbler ud samt nye møbler ind. Efter vi er kommet på Deborah i 2 måneders tid, kan vi nu mærke, at de er ved at være faldet godt på plads i det nye hus, hvilket er både dejligt for dem og os. 

Søsterskab

Når pigerne bor på Deborah ser de som udgangspunkt ikke deres familie, mange af dem bor langt væk, og flere af pigerne, har ikke set deres familier i flere år. Dette er super trist for dem, men heldigvis er det ikke den eneste familie de har. Pigerne har nemlig skabt et helt specielt søsterskab på Deborah Centret. Det er så skønt at mærke, hvordan de føles som en stor ny familie, særligt når de ikke ser deres egne familier. De er så kærlige overfor hinanden og ikke mindst over for os. Det tog ikke mange besøg før de kaldte os deres søstre og sagde “i love you” når vi tog hjem. 

Det fællesskab som pigerne har bygget op, er noget helt særligt, og det er simpelthen så dejligt at mærke, hvordan de oplever omsorg og kærlighed samt giver det til hinanden, når de ikke har haft det de foregående år, før de kom til Deborah. Noget af det vi tror, der gør, at deres fællesskab er så specielt, er at de ved, at de alle sammen har samme barske baggrund.

Så selvom pigerne har haft en rigtig hård og svær baggrund, kan de stadig have det rigtig godt i dag, hvilket også skyldes den store hjælp de får på Deborah, som blandt andet indebærer psykologhjælp. 

Historien bag

For at give jer et lille indblik i, hvad det er disse piger kommer fra, vil vi fortælle jer om baggrundshistorien for hvorfor en af pigerne er endt på Deborah.

Pigen er kun 14 år gammel, dog startede hendes historie for cirka 6 måneder siden. Hun boede ude på landet i en lille landsby med sin familie, og havde egentlig et nogenlunde liv. Dog var hendes familie lidt fattige, og det var her problemet startede. Hun havde nemlig hørt fra sin veninde, at storbyen Addis Ababa, var et perfekt sted at tjene sine penge. Hendes veninde var nemlig selv taget til hovedstaden for at tjene penge, og hun fortalte at det var en strålende idé at komme dertil. Den kære pige var kun 14 år gammel og stolede på sin veninde, for hun vidste ikke bedre. Hun tænkte, at hvis hun tager til Addis Ababa, kan hun tjene en masse penge, og så kan hun sende penge hjem til familien, og på den måde gøre dem glad, og hjælpe til derhjemme en hel del.

Hun tager den lange rejse ind til byen, og finder sin veninde. Men da hun kommer frem, er det ikke helt, hvad hun er blevet lovet. Hendes veninde trækker hende med ind på barer og klubber, hvilket ikke er hvad hun troede, hun skulle. På den måde, kommer hun ind i dette rigtige dårlige miljø, og bliver trukket endnu længere ned i det, og derfor ender hun på gaden som prostitueret. Hun ender med at få en pimp, som på en måde ejer hende. Han er i hvert fald den der ender med at tjene penge på, at hun går i seng med andre. Flere dage fortsætter med prostitution for pigen, og flere overgreb fandt sted.

Pigen oplevede mange forskellige slags overgreb i løbet af denne tid som prostitueret. Hun oplevede både, verbale, fysiske og seksuelle overgreb. En dag kommer hun hen til sin pimp for at give de penge hun har tjent i løbet af dagen, men da han ikke er tilfreds med resultatet, begynder han at banke hende. Hele hendes verden føles så uoverskuelig, og hun sætter sig ned på gade, og begynder at græde. Det er så her, hvor vores kære Amare og Ealed finder hende. De spørger hende, hvor hun er ked af det, og hun fortæller dem hele hendes historie. Amare og Ealed fortæller hende så om Deborah Centret, hvad det er for et sted, og tilbyder hende at komme med. Nogle piger er lidt skeptiske når de først hører om Deborah Centret, fordi de jo er blevet svindlet førhen. Men pigen her, sagde ja med det samme, og tog med dem. 

Denne 14-årige pige har nu været på Deborah Centret i snart 3 måneder. Lige nu bruger hun hver dag på Deborah Centret, men planen er, at hun skal starte i skole til sommer. Amare og Ealed har flere gange overvejet at finde hendes familie, og tage kontakt til dem, for dem savner pigen selvfølgelig. Men det er ikke nødvendigvis en god idé, for de vil gerne sikre sig, at hun ikke ender på gaden igen.  

Dette er en forfærdelig historie, og det er kun en af de mange forfærdelige baggrunde som pigerne kommer med. Heldigvis bliver de hjulpet rigtig meget på Deborah Centret. Vi kan virkelig mærke hvilken helt anden livsglæde, de har fået sig af at komme på Deborah Centret. Pigerne får også hjælp til deres fremtid i form af skole og uddannelse. Det går heldigvis den rigtige vej for dem.

Sendes afsted med tårer

I lørdags var vi med til noget helt særligt. Vi deltog nemlig i et arrangement på Deborah Centret, som handlede om, at vi skulle sende 5 piger godt afsted, da de skal væk fra Deborah, fordi de er færdiguddannet, og har fået sig et job samt et sted at bo sammen. Hele hovedformålet var, at vi skulle bede for pigerne. Bede for deres fremtid og at de måtte komme godt afsted. 

Vi startede med at spise sammen, og her var det ikke kun os der deltog, en gruppe på 7 piger fra Skrødstrup efterskole var også på Deborah, da de er på studeitur. Her var Lisbeth og Tuja fra Promissio og efterskolelæren Kirstine også med. Vi var derfor en stor og god gruppe samlet, hvilket bare gjorde det endnu mere festligt. Festlighederne kunne mærkes, da pigerne havde lavet et stort festmåltid til os. 

Efter spisningen fik vi hørt om hvad flere af pigerne lavede, og hvad de synes var det bedste ved at på Deborah. Det blev selvfølgelig oversat fra amharisk til engelsk af vores kære Amare fra Win Souls For God. Det var skønt at høre lidt historie fra pigerne, særligt fordi, vi mødte et par nye ansigter. To af pigerne var helt nyankommet på Deborah, og to andre piger har vi ikke mødt før, fordi de har været på arbejde, når vi har været der i hverdagen. 

Efter det store festmåltid og lidt historiefortælling, var det tid til at bede for pigerne. Her satte pigerne sig i midten, og vi lagde alle en hånd på dem. Så blev der bedt i lange baner på Amharisk, og de fik sunget en sang på Amharisk også. Selvom vi ikke forstod mange ord, forstod vi, at det var meget betydningsfuldt og ikke mindst rørende. Det at vi kunne stå samlet der og ønske en god fremtid for pigerne, velvidende om hvilken barsk fortid de kommer fra, og at vi så kunne gøre det hele i troen på Gud, er jo bare så fantastisk og smukt. Det var bestemt også et rørende øjeblik. Da vi var færdige med at bede, stod Ealed med tårer trillende ned af kinderne, men med et smil på læben. Amare smilede også stort med våde øjne, hvilket gjorde at vi begge kneb en lille tårer eller tre. Der blev udvekslet mange lange og gode kram til alle, og ordet “tak” blev sagt til både os og dem. Da vi skulle sige farvel til pigerne for at tage hjem, havde vi næsten ikke lyst, for der på Deborah var i et rum, som bare var fyldt af kærlighed og glæde, det var rørende. Det var simpelthen et særligt minde, som nu ligger i vores hjerter, og nok heller ikke et, vi ligefrem glemmer. 

Selvom vi kommer til at savne pigerne, er vi glade for at kunne sige, at der nu bliver plads til 5 nye piger på Deborah Centret, som kan reddes fra gaden. Det er fantastisk for os, at få lov til at opleve, at pigerne kommer videre, og ender nogle rigtig gode steder.  

Eventyret startede tidligt lørdag morgen, hvor vi blev hentet af de 2 lokale Promissio medarbejdere; Tesfaye og Getachew. Efter at have pakket bilen, kørte vi mod lufthavnen for at hente Tuja, hvor vi efterfølgede begav os ud på den 8 timer lange køretur til byen Robe. 

Turen til Robe

De morgentrætte øjne fik ikke meget hvile i bilen, da vi oplevede  store kontraster fra storbyslivet i Addis, ikke lang tid efter vi havde passeret bygrænsen. Det var næsten som om, at vi var i et helt andet land! Vi passerede landsbyer fyldt med lerhytter med stråtag, samt dromedarer og geder der løb over vejen. På landevejen var det ikke bilerne der havde førsteret, det var dyrerne og vognene med enten æsler eller heste for træk. Udover de mange dyr og alternative boligsituationer, forstod vi også for første gang, at vi egentlig lever ret højt oppe. Vi kørte gennem den smukkeste natur og gennem flotte og store bjerge, og så kørte vi gennem nationalparken i Bale regionen, hvor vi nåede op i over 3500 højdemeter! 

Selvom en 8 timers køretur egentlig virker som lang tid, fløj tiden afsted. For tiden går altid hurtigt, når man er i godt selskab. Køreturen var flydt med sjov og spas, hvor især Helena og chaufføren Getachew lavede sjov med hinanden, hvilket gav et godt grin til alle andre i bilen. Før vi vidste af det, kørte vi ind på Mana Galataa i Robe, som er Promissios compound og oprindeligt beregnet til bibelskole, dog er den desværre ikke oppe at køre på nuværende tidspunkt. 

En hjerteskærende oplevelse

Turen til det sydlige Etiopien havde til formål, at opleve og høre om en masse kvindearbejde, og hvordan det er at være kvinde i landsbyerne i Etiopien. Vi mødte mange seje og stærke kvinder! Nogle mødte vi i kvindefængslet i Robe. Dette kvindefængsel er det fængsel i Etiopien med de mest barske forhold. Det kunne vi i den grad se. Kvinderne havde meget få ting og meget lidt at give sig til, hvilket også var tilfældet, for de mange børn som var med deres mødre i fængsel. Dette skyldes, at børnene ikke har andre der kan, eller vil, tage sig af dem, derfor tager de med deres mødre. Som udgangspunkt har kvinderne ikke særlig mange penge, men flere af dem tjener penge på deres flotte håndarbejde i form af hækling eller fletning af kurve, og man kan godt forstå, hvorfor det kan sælge - WOW, det er flot! 

Kvinderne har en bygning med 2 forskellige rum, dog uden døre imellem. Her er der en del køjesenge, og nogle få madrasser på gulvet. En kvinde har én seng hver, som skal deles med deres børn, så nogle sover måske 4 personer i én seng. Bygningen ligner ikke en, der har plads til 56 kvinder og 32 børn. De bliver låst inde i bygningen fra kl 18 om aftenen til kl 06 om morgenen. Der er trods alt toiletter derinde, dog de ligger lige ved siden af sengene. Hvis nogle bliver syge eller dårlige i løbet af de 12 timer, hvor de er låst inde, er det bare ærgerligt. Uanset grunden bliver de ikke lukket ud, heller ikke selv om den gravide kvinde vi mødte i fængslet, går i fødsel. I løbet af dagstimerne, er de tvunget til at opholde sig udenfor - trods vind og vejr. Her har de en gård, hvor børnene kan lege i, og hvor der vaskes og hænges tøj op. Rundt langs hele gården har de en række, af noget der ligner telte, nok nærmere presenninger, som de kan opholde sig i, dog er de mange om at dele ét telt. 

Det er nogle meget hårde forhold, kvinderne og børnene lever under, og vi kan love jer for, at det har gjort indtryk på os. Det gjorde næsten fysisk ondt i hjertet, og tårerne pressede på i øjenkrogen, da vi var derinde. Særligt det at se tristheden i børnenes øjne gjorde indtryk. Vi kunne virkelig mærke og se på disse børn, at de ikke havde et godt liv. Men det er også forbløffende og livsbekræftende, når vi så, at børnene stadigvæk kan grine og lege🥹. Noget, der gør rigtig ondt på os, er, at flere af kvinderne sidder i fængsel uden at have gjort noget ulovligt. De er sikkert dømt helt normalt ud fra de etiopiske love, det er bare meget langt væk fra vores danske opfattelse af retfærdighed. Yadeshi (som er Promissio ansat i Etiopien) fortalte os efter besøget om en af kvinderne på 24 år, som sad i fængslet på tredje år. Hun er der, fordi hendes far havde lejet hende ud for 20.000 birr som hushjælp. Der opstod uenigheder i huset, hvor hun arbejdede, som gjorde, at hun stoppede med at arbejde der. Ejeren af huset krævede de 20.000 birr tilbage fra hendes far. Dem ville han ikke tilbagebetale, så han sagde, at de måtte gøre med hende, hvad de ville. De valgte at sende hende i fængsel, og hun fik en dom på 7 år. Hun var 21 år da hun kom i fængsel, og er så 28 år, når hun kommer ud. 

Et stort problem i dette fængsel er, at børnene derinde ikke har mulighed for at gå i skole. Fængslet er statsejet, men fængslet har ikke en bygning, hvor børnene kan modtage undervisningen i, og staten har ikke noget incitament til at bygge det.

Det er barske forhold, både her i Robe, men også i mange andre fængsler i Etiopien. Vi ville ønske, at vi kunne hjælpe dem alle, for det er hårdt at vide, hvilke vilkår de har sig. Derfor beder vi for kvinderne og børnene i fængslet, og vi vil også bede jer om at have disse kvinder og børn med i jeres bønner! 

Oplevelser i Dodola

Senere på turen kørte vi længere nordpå til byen Dodola. Her mødte vi en del andet kirkelig kvindearbejde, hvor vi hørte mange stærke og vidunderlige vidnesbyrd. Flere af de seje kvinder kommer fra en vild baggrund, enten som muslimer eller fra familier der ikke er kristne, og som smed kvinderne ud, idet de blev kristne. Det var stort for os, at høre hvor stærke og motiveret disse kvinder er, trods alt det de har med i bagagen.  

På vej tilbage fra denne kirke, kørte vi forbi et compound i Hebano, hvor både danske missionærer og vores kære Tesfaye har boet. På dette compound mødte vi mange søde og gæstfrie mennesker, og vi fik lov til at se den kirke, som en anden dansk kirke har sponsoreret - og nøj den var flot! 

I området omkring Dodola ligger byen Linsho. Her har de første missionærer fra Dansk Etioper Mission (det Promissio engang hed) arbejdet. Det var sjovt og spændende at se, særligt fordi både Tesfaye og Yadeshi har boet på compounden. De kunne fortælle mange gode historier, og det var et enormt roligt sted med den smukkeste natur.

Hjem igen 

Nu er er vi hjemme igen, og vi har fået en oplevelse til gemmeren! Det har været en livsbekræftende, primitiv, lærerig og spændende oplevelse, som vi ikke vil være foruden. Vi kommer nok aldrig til at glemme denne tur, og det gør vores kamerarulle bestemt heller ikke, med så mange billeder som vi har fået taget. 

Coaching handler om at stille de rette spørgsmål, så den, man coacher, selv kommer frem til en god løsning og dermed får et ejerskab af den løsning, de når frem til. I den etiopiske kultur er dette stadig et nyt koncept, da de fleste, der søger samtale eller hjælp, ofte forventer, at den, de henvender sig til, har løsningen på alle problemerne.

Gennem det, der kaldes East Africa Sending Office, som er et fælles kontor for flere etiopiske missionsselskaber, har nogle af IMS’s missionærer fået en coach, og håbet er, at vi efterhånden kan tilbyde dette til alle.

Dette var den tredje LCN-konference i Addis, og 160 personer deltog i konferencen, fra mange forskellige organisationer og religiøse baggrunde. Et team af etiopiske ledere begyndte planlægningen af konferencen i december sidste år og formåede at skabe et arrangement af høj kvalitet med temaet "At bygge en blomstrende coaching-kultur i Etiopien!"

Konferencen inkluderede:

• Fire plenumsessioner med internationale foredragsholdere fra USA og Sydafrika
• Ti praktiske workshops om forskellige coaching-emner

 Mange kommenterede den store variation af deltagere fra myndigheder, NGO’er og forskellige sektorer i samfundet, og det var interessant at møde mennesker fra andre baggrunde end sin egen.

Vi takker Gud for dette flotte arrangement, der har bragt værdien og forståelsen af coaching til mange nye mennesker!

Det tolkede jeg sådan, at jeg skulle blive sognepræst i Danmark. At det i praksis betød at blive udsendt med Promissio, gik først op for os for to år siden på vej hjem fra Promissios 75 års jubilæum.

At tjene i Mekane Yesus-kirken gennem seminariet - og så tjene som præst i en international menighed i Mekane Yesus-kirken hænger for mig naturligt sammen. Flere af mine studerende er allerede præster - eller bliver præster efterfølgende. Derfor er det en vigtig dimension i tjenesten.

Det er ingen hemmelighed, at det tog mere end et år, fra menigheden kaldte mig, til jeg blev ordineret. Så den umiddelbare følelse var lettelse - og så må glæden vokse med tiden.

Jeg blev både ordineret og indsat under samme handling. Så det første, jeg gjorde i søndags, var at indstifte nadveren. Det føltes mest af alt naturligt at træde ind i noget, jeg har forberedt mig på de sidste mange år.

At folk nu begynder at tiltale mig som qes, præst, det skal lige vende mig til (og også holde den rette grimasse).

Her i Etiopien er det slet ikke alle, der har mulighed for at uddanne sig. Mange vokser op på en gård hvor hele familien er landmænd, og det fortsætter ofte fra generation til generation. Dog har de fleste af vores elever været så heldige at modtage et legat fra blandt andet deres kirke, så de har råd og mulighed for at uddanne sig til teologer her på seminariet. 

Fordi Addis er så stor en by, som vokser så hurtigt, opleves det, at der er stor mangel på præster og evangelister, særligt ude på landet. Dette forekommer fordi det bliver svært at følge med, og det tager længere og længere tid at komme ud til de små byer på landet, når centrum udvikler sig så meget.

Undervisningen her på seminariet foregår på engelsk, men det er ikke alle, som har haft erfaring med sproget, inden de kom hertil. Særligt pigerne i Etiopien har ikke begået sig særligt meget med engelsk førhen, og det skyldes bland andet, at de ikke har haft samme mulighed for uddannelse, som drengene har. Det er nemlig typisk at tænke, at kvinderne skal blive hjemme i huset og passe på børnene, og så er det mændenes opgave, at uddanne sig, få et job, og være den der tjener penge og forsøger familien. Selvom der både er mange kvinder og mænd som uddanner sig her på seminariet, mærker vi stadig, at det syn har sat sit præg på dem, idet flere elever undrer sig over, hvorfor vi ikke har vores fars fornavn til efternavn, eller hvorfor vi ikke er gift osv. osv.

Intensive English program:

Sidste sommer startede der et nyt forløb op, som udelukkende består af læring af engelsk sproget, da mange af de studerende har rigtig svært ved engelsk. Dette forløb består af et helt års undervisningen, altså 2 hele semestre, med kun engelsk undervisning. Det klæder eleverne godt på, til at starte på teologistudiet, som foregår på engelsk. Det er netop dette forløb som vi hjælper til i, hvor vi er med til at undervise i samtale, læsning og stavning på engelsk. 

Vi er begge to blevet meget bidt af det med at undervise, og vi er rigtig glade for vores elever. Det skyldes nok også, at de er enormt venlige, taknemlige og engageret. De er både meget engageret i, at blive bedre til engelsk, men også til at lære os at kende. 

Elevernes baggrund:

Næsten alle elever kommer fra små byer langt ude på landet, som er langt langt væk fra Addis Ababa. En elev fortalte at han havde næsten 600 km herhen, og han brugte 2 dage på at komme hertil. Så de rejser langt væk fra deres koner, mænd, børn og familier, og ser dem ikke i lange perioder af gangen. For os lyder det til, at de ofrer meget for at studerer, men for dem er det en gave, og de udstråler ren taknemmelighed, hvilket vi virkelig finder beundringsværdigt. 

Eleverne her på seminariet har heller ikke nødvendigvis selv haft indflydelse på, hvad de skal læse, da de blot har fået et legat specifikt til at læse teologi her på Mekane Yesus Seminariet. Selvom det er omstændighederne, er de studerende bare taknemmelige for, at have muligheden for at læse en akademisk uddannelse og ikke blive landmænd ligesom resten af familien. Dette ligger fjernt for os, da vi lige nu står foran et hav af valgmuligheder, når det kommer til uddannelse, hvilket virkelig får os til at indse, hvor priviligeret vi i Danmark er, når vi selv kan vælge hvilken uddannelse vi vil tage, og hvornår vi vil tage den.

Eleverne bliver til vores lærer:

Selvom vi er lærerne, elsker eleverne at lære fra sig og lære os forskellige ting og sager. De lærer os både nye ord på amharisk, samt ord på sproget: “oromo”, som er et sprog der stammer fra det sydlige Etiopien. Eleverne kan gøre meget sjov ud af at lære os ord på deres sprog, særligt når vi har lidt svært ved at udtale det, men de synes også, at det er sjovt at lære udtalelser på dansk, så det hygger vi os meget med i pauserne. 

Etioperne er enormt musikalske og gode til at danse - hvilket nogle af eleverne også har været ved at lære os; netop den klassiske form for “kirkedans”, som er lidt mere livlig, end hvad vi er vant til i de danske kirker derhjemme. Dette oplevede vi også i "live action" sidste søndag, da vi tog et besøg i den lokale kirke “Shalom”, for at interagerer yderligere med vores elever, da mange af eleverne kommer i den kirke. Dog er Shalom ikke elevernes oprindelige kirke, mange af dem er nemlig særligt knyttet til de kirker, som de kommer i I deres hjembyer. Og selvom eleverne ikke er uddannet teologer endnu, er mange af dem allerede meget aktive og engagerede i kirkerne derhjemme. Flere af dem synger i koret, mens andre allerede prædiker. Det er skønt for os at se, hvor meget de brænder for at være aktive i deres kirker, og at se hvor meget det betyder for dem. 

Samtaletimerne:

En af de undervisningstimer vi er særligt glade for, er den der hedder “conversation class”. Her har vi virkelig mulighed for at komme ind på vores elever. Vi lærer hinanden bedre at kende, både på det personlige og på det åndelige plan. Samtale-timerne er også der, hvor vi virkelig får lov til, at se eleverne brillere og udvikle sig. Samtale er nemlige noget, som mange af eleverne har svært ved, og det er derfor en rigtig god øvelse for dem, som de virkelig nyder at øve sig i.

Det er særligt når vi snakker om bibeltekster, at eleverne har noget på hjerte, og det er enormt fedt og inspirerende for os at opleve. 

Alt i alt, er vi taknemmelige over, at vi får lov til at være en del af dette projekt. Vi synes det er utrolig givende for os, både på et personligt og trosmæssigt plan. Samtidig fornemmer vi også, at det er givende for de studerende og de andre lærer. 

I det nye nummer af Promissio-bladet finder du vores projektkatalog. Her kan du læse om alle de projekter, Promissio er involveret i. Vi samler ind til dem. Vi støtter dem med forskellige ressourcer. Vi bakker dem op.  

Jeg spurgte ham, hvordan det var at komme fra Gedeo og arbejde blandt Guji-folk, når der har været så mange konflikter netop mellem de to folk. Det er en af de mange etniske konflikter, som både landet og kirkerne er ramt af. I første omgang bekræftede han bare, at der havde været konflikter. Men da vi var færdige med vejledningen, fortalte han, at over 100 kirker i Gedeo for bare to år siden var blevet brændt ned af Guji-folk, og at mange Gedeo folk var blevet dræbt. En af de dræbte var hans egen far! Hans eget hus var også blevet brændt ned til grunden.  Alligevel fortsætter han sit arbejde blandt Guji-folkene.

Meget tankevækkende – den næste student, som kom for at få opgavevejledning, ville skrive om Gudina Tumsas arbejde for menneskerettigheder. Gudina Tumas var generalsekretær for Mekane Yesus kirken tilbage i 70’erne og blev dræbt af det kommunistiske styre i Etiopien. Grunden til, at studenten ville skrive om det, var, at han syntes, evangeliske kristne i dag kan lære noget af Gudina Tumsa på det område – især i forhold til de mange overgreb, som finder sted rundt omkring i landet. Sådan som de har oplevet det i Gedeo-området. 

Kirkens og de kristnes udfordringer er forskellige, i Danmark og Etiopien. Men vi er overalt kaldet til at virkeliggøre Guds tanker for den verden, vi lever i. Også der hvor det koster.

Trætte og udmattet landede vi ved to-tiden på Promissios compound i bydelen Mekanissa. Søvnen blev ikke til det store, da vi morgen efter vågnede tidligt, af sollyset som skinnede ind af vinduet - det kunne vi dog ikke klage over, når vi kommer fra det danske vintermørke. Herefter begyndte vi vores første tid i Addis.

Den første uge: 

Weekenden blev brugt på at lære noget af byen at kende. Her blev vi vist rundt af de skønneste mennesker; Berit og Mehret-Ab, samt missionærfamilien. Derudover har der været en masse nye indtryk: alt fra de mange forskellige hilsner, etiopiernes gæstfrihed, deres store hjælpsomhed, til de mange nye lyde og omgivelser. 

Vi kom til Addis lige i tide til at opleve den store fejring af den ortodokse helligdag; "Timket". Vi tror ikke, der er nogle af os som har oplevet så mange mennesker samlet på et sted før. Dertil er det også vildt, at opleve hvordan byen uden videre lukker veje og trafik for at fejre en helligdag. Accepten og entusiasmen omkring troen på Gud og Jesus er helt klart noget, som vi beundrer omkring etiopierne og deres kuktur. 

Den første søndag her i Addis inviterende Berit og Mehret-Ab os med i den lokale kirke “Shalom”, hvilket var en fed kulturel oplevelse at få. Selvom vi ikke forstod meget, idet gudstjenesten foregik på Amharisk, var det fedt at mærke deres entusiasme og frimodighed, som vi begge mener, at vi godt kunne lære lidt af derhjemme i Danmark. Efterfølgende endte alle os fra Promissio på cafe sammen, fordi her i Etiopien lever de bestemt efter begrebet “the more, the merrier”, hvilket vi mener er virkelig hyggeligt. 

Hverdagene i den første uge stod på sprogskole, hvor vi har fået et lynkursus i Amharisk på 10 timer. Selvom det ikke er mange timer, fik vi lært rigtig meget, og det er kun vores utrolig søde og effektive lærer Belay’s fortjeneste. Vi synes virkelig det er dejligt at få muligheden for, at kunne lære mere om kulturen gennem sproget. Derudover, er det en stor fordel for os, når vi begår os ude i byen. 

Alt i alt, er vi blevet taget virkelig godt imod af både missionærfamilien og Berit og Mehret-Ab. Selvom at Tanja og Andreas kun har boet i Etiopien i 1,5 år, kan man virkelig mærke, hvordan de i høj grad har taget den etiopiske gæstfrihed til sig - og det har vi nydt godt af ;). Efter den første uge kan vi konkludere, at vi er KÆMPE fan af landet og kulturen her. Vi kan med sikkerhed sige, at det ikke er sidste gang, vi befinder os i Etiopien! 

Anden uge: 

Nu er vi ved at runde anden uge i Addis af. Denne uge har været vores første arbejdsuge, hvilket vi har glædet os meget til at komme igang med. Det hele er stadig meget nyt og spændende, men vi er vilde med det! 

Tirsdag var vores første dag med engelsk undervisning på Mekane Yesus seminariet. I vores aller første time blev vi mødt af 21 energiske og meget snaksaglige mænd, så vi fik et super godt førstehåndsindtryk af dem. Vi underviser i 3 forskelllige “fag” inden for engelsk, på 2 forskellige hold. På den måde får vi prøvet lidt af hvert, og vi bliver en del erfaringer rigere inden for lærer-faget, hvilket vi begge nyder. De studerende er super søde og imødekommende, og vi nyder, når de stopper op og snakker med os, når de ser os her på compounden. De studernede er også et meget godt eksempel på, den gæstfrihed som vi bliver mødt med over det hele i Addis! 

Vi har også haft vores første dag på ‘Deborah House’, hvilket er noget af det vi begge har glædet os rigtig meget til. Vi blev dog begge meget overrasket over, den store sprogbarriere der er mellem os og pigerne. Trods det, udviklede vi en masse smil og grin. Vi havde en hyggelig dag med både kaffeceremoni og frokost; som stod på den etiopiske nationalret: "Injera". Vi glæder os til, at komme ordentlig ind i pigernes rutiner, således, at vi kan hygge med dem og komme igang med nogle af de kreative aktiviteter, som vi har med til dem :). 

Vi glæder os til at komme igang for alvor, og til at lære mere om kulturen og de mennesker vi omgåes med. Til sidst, vil vi gerne takke Gud, for at have givet os en fantastisk start på vores eventyr her i Addis, samt takke ham for, alle de mennesker som har taget imod os med åbne arme! 

Det var utroligt dejligt at se, hvordan for eksempel to af kvinderne mødtes på ny. De havde gået sammen på bibelskole i det sydlige Etiopien for over 20 år siden og havde ikke mødt hinanden siden. Den ene bor nu i Østafrika, den anden i Centralafrika, og da mødet var slut, dukkede både deres mænd og flere af de andre mænd op på skærmen for at hilse på resten af gruppen.

En af deltagerne giftede sig for 4 måneder siden med en af vores enlige udsendte til et land i Centralafrika. Hun venter nu på visum for at kunne genforenes med sin mand der. For hende var det spændende at se sine fremtidige kolleger og tale med dem.

Kvinderne har det til fælles, at de befinder sig i et fremmed land, har forladt familie og venner og ofte kæmper med at finde sig til rette i et ekstremt klima, ny kultur, anderledes mad og hjemve.

Vi håber, at møderne i bedegruppen kan blive et sted, hvor kvinderne lærer hinanden bedre at kende, deler sorger og glæder, lærer fra Guds ord, beder for hinanden og lærer af hinandens liv.

Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke.
Matt. 16, 18. 

Peterskirken er bygget over apostlen Peters grav. Det er tankevækkende at stå i kirken med al dens pragt og overdådighed og tænke på, hvem Peter egentlig var. Hvem var den klippe, hvorpå Jesus byggede sin kirke? 

Simon Peter var en simpel fisker, der måske hverken kunne læse eller skrive, og som i hvert fald ikke havde erfaring i menighedsplantning, organisationsudvikling eller ledelse.  

Peter var i stedet ivrig, og han tog Jesu ord for pålydende. Da Jesus kom vandrende på søen, bad Peter hurtigt om at blive kaldt ud på bølgerne, og han adlød Jesu kald og gik derud. Her lærte han nok også en lektie: det handler om at se på Jesus, ikke på bølgerne. I Gethsemane trak han sværdet og huggede øret af en soldat. Der er ingen tvivl om, at Peter havde gå-på-mod og tro på Jesus. 

Peter var også ham, som fornægtede Jesus. På trods af, at Jesus selv havde forudsagt det, var Peter overbevist om, at det aldrig kunne ske. Men kort tid efter svor han i ypperstepræstens gård tre gange, at han ikke kendte Jesus.  

For mig står Peterskirken som en manifestation af, at Gud bruger, hvem han vil i sin frelsesplan. Det handler ikke om kvalifikationer eller andet hos os mennesker, men det handler om, at den, som den almægtige Gud kalder, udruster han til sin tjeneste. 

Når Gud kalder til tjeneste - og det gør han stadig - så lad os svare: “Herre jeg vil gerne tjene, tjene dig og dig alene. Tag og brug mig som du vil.” 

/Søren Fibiger Olesen, konstitueret generalsekretær

Men hvis man nu løfter blikket over hverdagens travlhed, så er hele projektet et kæmpe bønnesvar. Vores kollega Berit fortæller at de for mange år siden foreslog, at man gav de studerende intensivt engelsk undervisning inden de starter på teologi. Det er løbende blevet foreslået gennem årene, men der har ikke været villighed og penge til at lave den prioritering. Den nuværende leder af seminariet Dr. Bruk har kæmpet en brav kamp, for at det kunne ske. Og når jeg ser tilbage på forløbet, bliver jeg slået af forundring over, hvad der er lykkedes. Det er selvfølgelig ikke givet, at det kommer til at fortsætte. Det er trods alt kun et pilot-projekt. Men fremtiden lægger vi i Guds hænder.

Og så nyder jeg det gode i nu’et. At få lov til at arbejde i et team. Dele hverdag, arbejds-glæder og udfordringer med mine tre kolleager. Det er en kæmpe gave. At se de studerendes taknemmelighed, gå-på-mod og glæde over at lære. Det er godt at løfte blikket over travlheden og glæde sig over alt det gode Gud gør.