En gang kollega, altid en del af familien

Sådan føltes det, da jeg med mine forældre besøgte en af min mors tidligere kollegaer på vores tur til Hawassa.

Da det kom på plads, at jeg skulle til Etiopien med Promissio, bestemte mine forældre sig hurtigt for, at hvis det kunne lade sig gøre, ville de komme ned og besøge mig, da vores familie var udsendt af Promissio for ca. 7 år siden, og de også gerne ville ned og se, hvordan landet har udviklet sig siden dengang. Det kunne de godt, og det blev arrangeret, at de ville komme på besøg to uger i april. Da de kom herned, gik turen også nogle dage til Hawassa, da det var der de boede og havde deres dagligdag. Et af målene for denne tur var at komme i kontakt og mødes med min mors tidligere kollega. Han havde fået at vide, at vi kom til byen, men vi havde ikke kunnet lave en aftale om at mødes, så da vi var ankommet til Hawassa, tog vi ned på en cafe i byen, som vi vidste han kendte, og mor ringede til ham og fortalte ham, hvor vi var, og at han var velkommen til at komme og få en kop kaffe.

Det blev en rigtig god stund, og vi fik lov til at høre, hvor langt hans børn var kommet i skolen – det var tydeligt at mærke, at han var stolt – og at hans familie generelt havde det godt, og vi fortalte også ham, hvordan det gik hjemme i Danmark. Da han nu engang er Etiopier, og de er et meget gæstfri folk, inviterede han os på frokost dagen efter, og da det passede os perfekt, takkede vi ja og fik aftalt et tidspunkt, hvor han ville hente os, så han kunne vise os hen, til der hvor han bor. Han havde nemlig fået bygget et nyt hus og var flyttet, siden vi boede hernede, så vi ville ikke selv kunne finde hen til hans hjem.

Som tiden jo gør hernede, fløj den afsted og næste dag kom hurtigt. Mors kollega kom og hentede os, og da ingen af os havde bil, havde han arrangeret en bajaj, der kunne køre os og en motorcykel, som han kunne side bagpå og vise vejen for bajajen. (En bajaj er en lille taxi, som mange nok vil kende ved navnet tuctuc, men hernede kalder de det en bajaj). Efter en god tur ankom vi til hans hus, der var bygget flot op i Etiopisk stil, ikke en hytte, men et firkantet hus, hvor skelettet er trærafter og så er væggene lavet af ler og beklædt med cement og taget er selvfølgelig blikplader. Det var et flot hus, og der var endda også en have, hvor de havde en brønd og nogle falske bananpalmer, som de bruger til deres mad. Vi blev budt velkommen og fik hilst på nogle af hans børn – og mor syntes, at de var vokset vældig meget, siden sidst hun havde set dem, men det er jo godt nok, for der var jo også gået 6-7 år. Da vi kom indenfor, kom hans kone og gav os den varmeste velkomst med smækkys og en varm omfavnelse. Det var helt tydeligt, at de var glade for at se os, og især mor, da det jo var hende, han havde arbejdet sammen med, mens vi boede hernede, og derfor også hende familien kendte bedst.

Så stod den på frokost, og det var det fineste af det fineste, der blev serveret: Injerra med doro wat (en stærk sovs med kylling og hele kogte æg), en katoffel-kål wat, kitfo (råt kød og altid lidt et dilemma, da man kan risikere at få dårlig mave af rå kød, men da de næsten kun spiser kød til fester og særlige lejligheder, er det en fin spise) og wassa, der er lidt svært at beskrive, men det er lavet på rødderne og stammen af den falske bananpalme, der bliver hakket i stykker og pakket ind og så lagt væk et stykke tid for at fermentere. Der var rigtig meget mad, og hernede er det ikke sådan at man tager en portion, spiser op og så tager man en til portion. Nej, hernede fylder de ens tallerken fuldstændig op, og så kommer de løbende og fylder på, så man slet ikke kan nå at spise op, før man er fuldstændig stopmæt. Det var helt tydeligt, at det var vigtigt for hans kone, at vi kunne lide maden, og hun kom jævnligt for at se om vi nu havde nok på vores tallerkener, eller om der var noget vi manglede, og hver gang at far og jeg fik fyldt lidt op på vores tallerkener, fik mor næsten dobbelt så meget. Deres gæstfrihed viste tydeligt, at vi ikke ”bare” var gæster, og at mor ikke ”bare” havde været en kollega, men at vores besøg virkelig betød noget for dem. En af de yngste piger kom også meget høfligt hen og spurgte sin far, hvem af os, der var hans gamle kollega, for hun kunne ikke huske mor, da hun havde været for lille dengang, men hun ville alligevel gerne vide det, og da vi skulle afsted sagde hans kone, at vi da bare kunne komme tilbage til Hawassa for at bo, så det virkede mere som om, at mor var et familiemedlem, der var kommet på besøg end en gammel kollega. Det var virkelig en oplevelse for sig at besøge dem og opleve så stor en gæstfrihed for os alle tre, for jeg havde jo så godt som ingenting med dem at gøre, da vi boede her, men jeg er mors datter, så der var slet ingenting der, og jeg følte mig slet ikke malplaceret.

Som prikken over i’et blev vores besøg sluttet af med, at mors kollega bad – han takkede for, at vi var kommet, alt det Gud havde givet dem gennem bekendtskabet med mor, og for at vi havde kunnet mødes og bad for, at vi fortsat måtte have en god tid i Etiopien, og så gik turen hjemad igen, hvor vi brugte resten af dagen på at slå mave efter den dejlige mad.

Tags

Del denne side

Sara Rasmussen

CCT