Så er jeg endelig landet i Liberia

Overordnet har folk været super imødekommende og venlige overfor os, hvilket har været super rart, når sproget nogle gange kan være lidt en udfordring.

Så kom dagen endeligt, hvor vi skulle ud at rejse. Torsdag aften den 16. september startede rejsen først imod Kastrup lufthavn. Jeg blev kørt pænt til stationen og fik taget afsked med hele familien. Først dér begyndte det så småt at gå op for mig, hvad det egentligt er, jeg har sagt ja til. Det var første gang, at jeg på den måde er ude at rejse på egen hånd, så alt var nyt og spændende.

En lidt anden standard

Vi skulle mellemlande i Paris og derefter til Roberts Lufthavn i Monrovia. Da vi landede blev vi taget super godt imod af Elisabeth, hvorefter vi blev kørt til kirkens compound. Trætte og udmattede blev vi indlogeret i vores lejlighed med lidt primitive forhold i forhold til dansk standard, men fine forhold i forhold til en liberiansk standard. Det vil sige uden garanti for rindende vand altid og kun strøm, når generatoren er tændt på bestemte tidspunkter af døgnet – hvis det lige huskes. Christina og jeg er dog ikke i tvivl om, at vi nok skal komme til at få det godt og hyggeligt der.

Gudstjeneste som i USA

Vi blev lynhurtigt sat ind i tingene og grebet af den afrikanske stemning. Idet man træder udenfor porten til kirkens compound, ser man kvinder komme bærende med ting på hovedet i farverige klæder, og man hører og bemærker straks den hektiske trafik på gaderne. Søndagen efter vi ankom, var vi med til vores første gudstjeneste i St. Peters Lutheran Church, der var meget amerikansk inspireret. Festlig og fyldt med gospelmusik, ligesom jeg havde forestillet mig, det ville være hjemmefra. 

Chili er måske ikke lige mig …

Den første uges tid i Liberia har været fyldt med oplevelser og en masse nye indtryk. Vi tog med Elisabeth på lærerkursus i Totota, hvor lærerne blev undervist i, hvordan man lærer eleverne at læse og skrive, børnerettigheder samt at holde god ro og orden i et klasseværelse. Vi smagte rigtig afrikansk mad i form af ris og suppe fyldt med chili, som jeg dog må erkende, ikke er noget for mig.

Senere på ugen var vi på camp i Handii med youth gruppen fra den lutherske kirke. Her blev dystet i forskellige ting som fodbold, volleyball, kickball og bibelquiz. De unge gik meget op i konkurrencerne, så tonen gik ofte højt, og der blev tit diskuteret frem og tilbage omkring regler osv. Overordnet har folk været super imødekommende og venlige overfor os, hvilket har været super rart, når sproget nogle gange kan være lidt en udfordring hernede, når man prøver at kommunikere med folk, til trods for at det er engelsk, man som udgangspunkt taler her i Liberia.

 Hilsen Sara

Tags

Del denne side

Sara Vogt Hansen

Sara er Christian Culture Traveler i Liberia sammen med Christina Rønne Sørensen fra september til december 2021. Her er de frivillige i LCL (the Lutheran Church in Liberia), hvor de hovedsageligt skal tage del i OVC-projektet, der hjælper udsatte børn, samt være hjælpelærere på en af kirkens skoler.