Til bryllup i Liberia

Da Oretha en dag på OVC-kontoret løftede sløret for, at vi kunne komme med til et ægte liberiansk bryllup inden for den nærmeste fremtid, var det bare med at bide på krogen og takke ja. Efterfølgende må vi erkende, at der er en del forskelle på den måde, liberianerne holder bryllup på, og den måde det foregår i Danmark.

Gennem vores tid her i Liberia har vi indtil videre gjort en enorm stor indsats for at sætte os ind i den liberianske kultur,og prøve på at lære og forstå mange af de ting, der foregår.

Noget af det fedeste er at komme rundt både i hovedstaden Monrovia og “out country” og opleve forskellige ting, møde de indfødte og suge til sig af nye indtryk. Da lederen Oretha så en dag på OVC-kontoret løftede sløret for, at vi kunne komme med til et ægte liberiansk bryllup inden for den nærmeste fremtid, var det bare med at bide på krogen og takke ja. Nu hvor bryllup er sådan en stor ting derhjemme, synes vi begge det kunne være fedt at se, hvordan sådan et foregår her i Liberia.

Skræddersyede kjoler i familiens mønster

Temafarverne for festen var pink og hvid. Garmai var også inviteret og ville tage os med derhen. Det var Orethas søn, som skulle giftes den 24. oktober, så hun og Garmai havde haft enormt travlt weekenden op til med alle forberedelserne. Der var gjort klar til et “European wedding”, som de kaldte det, og ikke et helt traditionelt bryllup. 

En dag på OVC-kontoret ugen op til brylluppet kom der en skrædder med nogle “lapaer” (stykker stof) og tog nogle mål på os. Nu skulle vi have syet nogle ægte liberianske kjoler til anledningen. Det var enormt spændende, men vi følte slet ikke, vi havde tid nok til ordentligt at beslutte og gennemtænke, hvordan vi gerne ville have dem til at se ud. Sådan er det, når man rimelig spontant bliver inviteret med til et bryllup. Da vi spurgte om prisen fik vi at vide at det var en gave til os. Det var vi selvfølgeligt meget beæret over at modtage.

Til bryllupper i Liberia er tøjet generelt koordineret ud fra hvilken relation, man har til brudeparret. For at indikere det havde man tøj lavet af en bestemt “lapa” på. Vi fandt ud af, at vi skulle have samme “lapa” på som gommens side af familien, og Garmai ville have “lapa” på både fra gommens side og hiv/aids-organisationen mixet i en kjole.

Bryllupper er dyre

Bryllupper er ofte enormt dyre her i landet og kræver en masse penge. For at få råd til den overdådige bryllupsfest, man drømmer om, bliver man nødt til at spørge efter økonomisk hjælp langt ud i leddene af familierne for at finde sponsorer. Det virker umiddelbart også til, at der ligger meget prestige i at holde så stor og dyr en fest som muligt for at vise sig lidt frem udad til.

Glæde, dans og helt vildt mange mennesker

Efter en del optakt til brylluppet blev det endeligt søndag og tid til at tage afsted. Vi trak i de fine liberianske kjoler og tog spændte afsted uden helt at vide, hvad vi gik ind til. Vi blev samlet op af Garmai i en “commercial car”. Selve vielsen blev holdt i A.G. Church, Duazon, Marigibi County. Det er den kirke, som bruden plejer at komme i.

Da vi kom til stedet, var der så proppet med mennesker, at folk blev nødt til at stå udenfor under en presenning og følge med i begivenhederne igennem døren. Nysgerrige børn fra lokalområdet kiggede også med i alle festlighederne igennem vindueshullerne. Folk var generelt enormt fine og festligt klædt på i dagens anledning i alle mulige mønstre og farverDer var også en enormt god stemning i kirken med live band og deltagelse fra brudens kor.

Noget af det, som fascinerede os mest, var den måde, folk ikke var bange for at udvise deres umiddelbare glæde og begejstring på. Dette gjorde de i form af klappen, hujen og dansen, imens de nærmeste pårørende til brudeparret kom dansende ind i kirken op af den røde løber.

Vielsen foregik som planlagt, parret fik sagt ja til hinanden, givet hinanden ring derpå og skrevet under på papirerne. Derefter var alle gæsterne inviteret med til receptionen, der lå indenfor en gåafstand derfra.

Maden blev pakket i taskerne

Receptionen foregik i et stort lokale med en noget så overdådig udsmykning med diverse plastikblomster, æresport, engangsklæder og bånd i pink og hvidt. Lige så fint der så ud, da vi kom, lige så skrækkeligt så det også ud, da vi gik derfra igen nogle timer senere. I Liberia kommer gæsterne åbentbart mest for maden, for vi så, hvordan folk pakkede resterne af maden i taskerne for at tage det med hjem.

Det virkede ikke til, at man var særlig opmærksom på de indslag der blev holdt. Folk snakkede bare henover og virkede ikke til rigtigt at lytte efter, hvilket vi ikke helt forstod hvorfor.

Vifter med brudeparrets ansigter på

Der var også en kongestol til brudeparret og et langt højbord til de nærmeste pårørende. Brudebuketten blev kastet og parret fik smagt på bryllupskagen. Et gennemgående tema for dagen både til vielsen og receptionen var den ulidelige varme og tætte luft grundet mangel på udluftning og ventilation, når man var samlet så mange mennesker så tæt sammen. Alle sad og svedte helt vildt, og viftede med hvad man nu lige havde i hånden for at få noget mere luft. Arrangørerne kom så rundt og uddelte vifter og nøgleringe til folk med brudeparrets navne og ansigter på. 

Alt i alt havde vi en super spændende og indholdsrig dag. Vi må også erkende, at der er en del forskelle på den måde, de holder bryllup på, og den måde det foregår i Danmark. Også selvom det ikke engang var et helt traditionelt liberiansk bryllup, vi var med til. 

Tags

Del denne side

Sara Vogt Hansen

Sara er Christian Culture Traveler i Liberia sammen med Christina Rønne Sørensen fra september til december 2021. Her er de frivillige i LCL (the Lutheran Church in Liberia), hvor de hovedsageligt skal tage del i OVC-projektet, der hjælper udsatte børn, samt være hjælpelærere på en af kirkens skoler.

Seneste kategorier