Er jeg racist? – eller bare privilegeret?

Betalingskort findes i Liberia. Men det vil være synd af sige, at det er et hyppigt anvendt betalingsmiddel. Derfor er det nødvendigt at have kontanter på sig – hvorfor et besøg i banken med jævne mellemrum er obligatorisk. 

Sådant et besøg havde jeg den anden dag. 

Banken ligger i en by en times kørsel fra vores hjem i Totota. Jeg havde ikke været her før. Jeg finder banken og parkerer og bliver mismodig. Køen, der er udenfor banken, er ikke bare lang. Den er uoverskuelig. Ikke nok med den er timer lang, det er heller ikke klart, hvor den begynder! 

Banken er godt beskyttet af en stor dørmand og en metaldør. Der bliver kun lukket aldeles få ind ad gangen.

Jeg kigger på uret. “To timer.” siger jeg til mig selv, “Jeg afsætter to timer til det her, før jeg kører hjem igen.” Da opdager jeg, at jeg hverken har vand eller penge til vand med. Og selvom det ikke er bagende sol, så er det varmt nok. Jeg må bare håbe på det bedste.

Folk kigger underligt på mig, nu hvor jeg står her så pænt i køen. Nuvel. Min lyserøde hudfarve er ikke moderne hernede, men folk plejer ikke at stirre på den måde. Kvinden foran mig siger et eller andet, som jeg ikke hører i første omgang. Jeg får mig stavet igennem hendes liberianske engelsk: 

“Du kan bare gå ind”, finder jeg ud af, at hun fortæller hun mig.
“Står I andre ikke i kø?” spørger jeg.
“Jo.”
“Hvorfor kan jeg så gå ind?” 

Kvinden kigger væk og ved vidst ikke, hvad hun skal svare til det. Hun stiller sig dog til side og med sin krop kommunikerer hun tydeligt, at jeg skal gå foran hende. 

”Du kan bare gå ind!” råber en ung mand til mig. Han står lidt herfra. Jeg går hen til ham og stiller de samme spørgsmål. Med samme resultat. Men han opfordrer mig dog til at gå hen til metaldøren og dørmanden. 

Men det kan jeg da ikke… Fordi jeg er hvid, og dermed historisk set privilegieret, betyder det vel ikke, at jeg skal udnytte det – vel? Jeg er jo ikke mere end de andre.

Jeg stiller mig tilbage i køen. Og nu er det så dørmaden ved metaldøren, der vinker mig frem. Da jeg kommer hen til ham, åbner han døren, og jeg smutter ind. Det er vel nærmest uhøfligt ikke at imødekomme hans høflighed – ikke?

Jeg kommer ind i et større rum, end jeg havde forventet. Mange sidder på bænkene og venter. Deres spagfærdige siddestil fortæller, at de har været her i væsentlig længere tid end ti minutter. Jeg får nogle papirer stukket i hånden, og får dem udfyldt.

”Sæt dig her,” siger en anden vagt til mig, “når han er færdig, er det din tur.” Han peger på en mand, der bliver ekspederet. 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tænke om situationen, da jeg 7 minutter senere sidder i bilen og på vej hjem. Er jeg racist, fordi jeg tager imod de privilegier, der følger med det at være hvid? Skulle jeg have blevet i køen? Eller lod jeg mig bare tage imod deres gæstfrihed?

 

… under alle omstændigheder havde jeg jo heller ikke noget vand.

 

- Thomas

Del denne side

Sissel og Thomas Nedergaard

Missionærer i Liberia

Seneste tags

Seneste kategorier