Flyet, der blev aflyst

Nu er vi endelig klar. Flybilleterne er printet ud. Kufferterne er pakket og vi skal til at afsted. Men selvfølgelig er der uventet forhindringer, som skal passeres.

Danmark Liberia Promissio

Klokken er lidt over 4. Det er tidlig morgen. Vi er i Billund lufthavn og forsøger at tjekke ind, så vi kan komme med flyet til Liberia. Nu om dage, skal det gøres på de her smarte gør-det-selv-maskiner – så behøver man nemlig kun at snakke med så få mennesker som overhovet muligt. Men den fancy maskine vil ikke tjekke os ind. Lidt irriteret prøver jeg igen – men maskinen er ikke tilfreds. Jeg kigger op på afgangstavlerne, og da opdager jeg det: Flyet er aflyst! 

Her står vi så. Næsten halvandet års forberedelse og nogle intense dage op til afgangen, også kan vi alligevel ikke komme afsted. Øv!

Men det lysner hurtigt, da vi endelig får lov til at tale med én, der ved noget. Hun fortæller os, at flyselskabet har været så flinke at planlægge en ny tur til os: Vi skal afsted i morgen tidlig. Nu skal vi finde en taxa, der kan køre os til “Hotel Propellen”, og her skal vi slappe af indtil i morgen. Alt betalt, selvfølgelig.

Nuvel. En ekstra dag er da i første omgang træls. Men der går ikke lang tid før, at lettelsens suk bliver den dominerende følelse. Ja, vi opdager faktisk, at vi har fået en gave, som vi ikke tænkte, vi havde brug for.

De sidste mange uger har været hektiske. Der har ikke været meget tid til blot at slappe af og fundere over, hvad der ligger foran os. Nu har vi fået givet 24 timer i nogle lækre omgivelser! 

Gud havde andre planer, end vi havde. Gud så noget, som vi i travlheden havde overset: Vi havde brug for hvile. En sabbat – om man vil.

Og lige nu skriver jeg på min computer i Liberia. For vi kom afsted dagen efter, og nu er vi her faktisk. Vi har set vores hus. Hilst på en masse mennesker. Blevet budt velkommen af biskop, menighed og tonsvis af andre. Vi er her, hvor vi er udsendt til at være, og lige nu er det mest af alt bare skønt.

Nu skal de næste uger gå med at flytte ind og falde til. Vænne os til tanken om, at vi ikke skal hjem herfra – for vi er hjemme.  

Oplevelsen i lufthavnen minder os om, at vi midt i det fremmede har en kendt Gud, som kender os og sørger for os, også når vi tror, vi har styr på det hele. 

Del denne side

Sissel og Thomas Nedergaard

Missionærer i Liberia

Seneste tags

Seneste kategorier