Tænk tilbage på den første gang du…

De fleste ting falmer efter lidt tid. Når vi får lov til at få eller opleve noget, som er helt fantastisk, kan begejstringens glæde ofte være kortvarig. Sådan er det nok også med det kristne budskab.

Jeg tror, det gælder for langt de fleste, at første gang man hører noget, som er helt fantastisk, så skal man lige høre det én gang til. Mange af os har en indbygget skepsis-refleks overfor alt, der lyder for godt til at være sandt, tror jeg. 

Og så er der alt det fantastiske, som vi har levet med i mange år. Dét, som er blevet en del af dagligdagen. Vi kan glemme at være taknemmelige for alt det, vi har. Alt det, hvis årsag bedst kan beskrives som et mirakel. 

Eksempel: Da jeg blev kærester med Sissel (mirakel!), havde jeg svært ved at forstå og helt tro på det – og ikke mindst om det nu ville vare ved. Og nu, hvor vi har været gift i nogle år, er den berusende glæde mere dæmpet.

 

… og hvor vil jeg så hen med dette?

 

Hæng i! 

 

Den anden dag underviste jeg om luthersk teologi på det teologisk seminarium i Gbarnga (ca. en times kørsel fra vores hjem). I klassen sad der kristne fra mange forskellige kirkeretninger. Jeg havde nu 90 minutter (!!) til at gennemgå det væsentligste i den lutherske teologi, hvorfor det hele i bund og grund kom til at handle om Jesus. 

Det meste af det, jeg sagde, havde de hørt før. Måske med undtagelse af nogle nuancer. Men ellers, intet nyt under solen.  

Lige indtil retfærdiggørelseslæren.
Altså, det der med, at vi bliver erklæret for at være ligeså retfærdige som Jesus, hvis vi er døbt og tror på Jesus. 

“Når vi altså tror på Jesus, tæller synden ikke længere.” sagde jeg, mens jeg skyndte mig at få skrevet det op på tavlen; det her er vigtigt.
“Så mener du, at dén synd, vi gjorde før vi blev kristne, ikke længere tæller?”, spørger en kvindelig studerende.
“Jeg mener dem alle sammen! Ingen synd, som vi har gjort eller vil gøre, tæller længere og den har ingen betydning for vores frelse”, klargjorde jeg.
“HVAAD?!”, udbrød flere af de studerende i et forundringskor.

 

Udbruddet var forventeligt. Det er lige så selvfølgeligt for de fleste af mine studerende, at vi bliver frelst på baggrund af vores gode gerninger, som det for danskere er selvfølgeligt, at vi bliver frelst ved tro! 

Deres reaktion har jeg ikke mødt i Danmark. Og jeg tror ikke, det er fordi, vi danskere har forstået meningen med Jesu død og opstandelse bedre end de studerende i Liberia. Nej, jeg tror det er fordi, at vi er blevet vant til budskabet. Det er ikke længere så vildt, at Gud har gjort alt, så vi ikke skal gøre noget, for at blive frelst. Det er blevet hverdag for os. Og gad vide om vi overhovedet forstår det, sådan rigtigt i vores hjerter? – og ikke bare med vores rationelle hoveder…

Måske skulle vi blive mere som de liberianske studerende. For grunden til, at de reagerede med et “HVAAD?!”, er fordi, de ved, at Kristendommen har noget med deres konkrete liv at gøre. Og når de får at vide, at ingen synd har betydning for den måde Gud ser os på, så reagerer de, fordi det har direkte konsekvenser for deres dagligdag.

 

/Thomas

Del denne side

Sissel og Thomas Nedergaard

Missionærer i Liberia

Seneste tags

Seneste kategorier