Gud kalder os hjem til Danmark
Da vi blev sendt ud ved en smuk udsendelsesgudstjeneste for snart to år siden blev der snakket meget om kald. Kald fra Gud. Kald til at tjene. Kald til Etiopien. Alt sammen godt og rigtigt. Og det bliver ikke annulleret af, at vi nu kaldes hjem til Danmark.
Vi havde godt nok planlagt efter at være her i fire år, og vi havde også håbet på mere. Der er en følelse af noget ufærdigt, og vi forstår ikke helt hvorfor vi skal hjem nu. Men vi øver os i at stole på at Gud har styr på det. Måske vi en dag kommer til at forstå, men lige nu må vi gå i tillid til, at Gud har et kald til os i Danmark. Og vi må tro på at vores to år i Etiopien ikke har været spildt.
“Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren.” (1. kor 15,58)
Vi har gjort hvad vi kunne for at lykkes her, og Gud lover os, at det ikke er spildt. Vi kan da også se meget positivt fra vores tid. Vi har lært utrolig meget i disse to år. Vi er blevet mere grundfæstede i vores tro og tillid til Gud. Vi er blevet styrket i udholdenhed og vokset sammen som familie. Vi har fået mange relationer, som har betydet meget for os, og vi håber da også at vi har betydet noget den anden vej. Vi har ikke reddet verden, men mindre kan også gøre det. Vi har været tro mod os selv og vores kald, og så må resten være op til Gud.
Nu ser vi frem mod Danmark. Med lige dele forventning og ængstelse. Vi er i Guds hænder, og han må kalde os hen, hvor han vil. Det er på en gang skræmmende at overgive kontrollen til Gud men også trygt. For Gud er god og han ved bedst!
