Deborah-hjemmet blev Zemenays mirakel

Af Benna Fredsgaard Merrild, markedsføringskoordinator

Af alle de piger, der gennem tiden har haft ophold på Deborah-hjemmet, er ingen vendt tilbage til gaden. Alle er kommet godt ud på den anden side, også Zemenay, hvis store smil vidner om den gennemgribende helingsproces, hun har været igennem.

Red Light var en særlig form for rædsel

Zemenay voksede op i det sydlige Etiopien. Et afsides og landligt område, hvor isolation og mangel på ressourcer gjorde livet til en daglig kamp for hendes forældre. Derfor tog hun som ung til Addis.

»Jeg fulgte min storesøster, som havde bedt mig om at komme, men livet i byen blev endnu hårdere end livet på landet. Fordi jeg ikke ville være en byrde for min søster, blev jeg presset ud i et desperat hjørne,« fortæller Zemenay.

Hun endte i Red Light, og det var en særlig form for rædsel at leve i. Verbal og fysisk vold, sult og udnyttelse blev en del af hendes hverdag. Efter to lange år hørte Zemenay om Deborah-hjemmet, men hun troede ikke på, at det fandtes. Kun et par måneder senere mødte Zemenay medarbejderne fra hjemmet, og de overtalte hende til at flytte ind.

»Fra det øjeblik blev mine forventninger fuldstændig overgået. Deborah var en verden, som intet jeg nogensinde havde kendt,« husker Zemenay og fortæller: »At lytte til historierne fra de andre piger var i sig selv terapi; det gav mig håb om, at forandring var mulig. De åndelige aktiviteter kombineret med psykosocial støtte blev fundamentet for min helingsproces. Det føltes som endelig at løbe ind i de åbne arme på en ventende Himmelsk Far.«

I dag lever Zemenay drømmen

Under sit ophold blev Zemenay dygtig til at hækle, og hun uddannede sig i hårpleje og skrædderi. De nyerhvervede færdigheder gav hende selvsikkerhed og troen på en fremtid, og da hun var klar til at flytte ud, blev hun udvalgt til et træningsprogram på et internationalt hotel. Det førte til en vellønnet fuldtidsstilling, hvor hun fortsat arbejder.

»Jeg har opnået en drøm: Jeg har hentet min søster fra landet, så hun nu bor sammen med mig i hovedstaden og går i skole. I dag overlever jeg ikke bare – jeg trives som en stærk, selvstændig, ung kvinde, der fuldt ud nyder livet,« siger Zemenay med strålende øjne.

Taknemmeligheden er ikke til at tage fejl af.

»At finde Deborah var et mirakel i mit liv. Med urokkelig tålmodighed og kærlighed blev de ansatte på Deborah Guds egne hænder, der tålmodigt guidede min forvandling. Jeg er evigt taknemmelighed til Gud for Hans ubeskrivelige nåde og kærlighed, som rakte ud og reddede mig,« afslutter Zemenay.

Zemenays billede er sløret og hendes navn ændret for at beskytte hende. Redaktionen kender hendes rigtige navn.

Artiklen blev første gang udgivet i Promissio-bladet #2, juni 2026.