"Det passer bare ind i min hverdag"
I Promissios selvbetjente genbrugsbutikker er det ikke kun indtægter og kundetal, der stiger. Det gør også friheden for både kunder og frivillige.
Af Benna Fredsgaard Merrild, marketingkoordinator
Det er onsdag aften. Du er kommet hjem fra arbejde, aftensmaden er spist, og du har ikke noget på programmet. Men en gåtur er god at slutte dagen af på, og så kan du svinge ind forbi den lokale genbrugsbutik og se, om der er kommet nye, gode varer.
Det lyder måske uvant, men det er tilfældet, hvis du bor i nærheden af Promissios genbrugsbutikker i Hjørring, Skovby, Blåvand, Aabenraa eller Tarup ved Odense, for her er der til stor glæde for både frivillige og kunder selvbetjent åbningstid, fra morgen til aften hver dag.
»Jeg elsker genbrug. Jeg kigger efter tøj og ting og noget til kreative projekter samt at sy. I dag har jeg bl.a. købt en stak symagasiner,« fortæller 16-årige Neema Berg, som i dag er på genbrugsshopping i Genbrugsen Skovby. For hende, er netop fleksibiliteten det afgørende.
»Jeg kan godt lide, at man kan komme her, når man selv har lyst og tid til det. Jeg går på efterskole og kan derfor kun komme i weekenden, og andre genbrugsbutikker lukker tidligt – så det passer mig godt, at man også kan komme om aftenen.«
Den erfaring nikker genbrugsbutikkerne genkendende til.
»Der er altid kunder, når man kommer om aftenen,« fortæller Sara Dørken Christiansen fra butiksudvalget i Skovby og fortsætter: »Der er også flere, som kommer fra andre steder lidt længere væk, fordi genbrugsbutikker jo almindeligvis lukker, når man får fri fra arbejde. De længere åbningstider giver helt sikkert flere kunder.«
En naturlig løsning for alle
Også for de frivillige har det været et vendepunkt at skifte til selvbetjent åbningstid.
»Da vi skiftede, satte det de frivillige fri. De skal ikke være der på et bestemt tidspunkt, så nu er deres frivillige arbejde i butikken mere som en fritidsinteresse, de går til, ligesom de ville have gået til paddle tennis eller til svømning,« fortæller netværkskoordinator i Promissio, Tuja Stæhr Berg, som var med til at lave skiftet.
»Nu tiltrækker vi også en anden type frivillige, typisk yngre end den gængse genbrugsfrivillige, fordi man kan komme, når man har fri fra arbejde,« fortæller Inger Bay Thunbo fra Genbrugsens butiksudvalg, der ligesom de andre i butiksudvalget også selv fortsat er på arbejdsmarkedet.
Generelt oplever de i Genbrugsen, at kunderne har vænnet sig til det nye koncept og er glade for tilliden og for at have nemmere mulighed for at genbrugsshoppe, og som Neema peger på, føles den selvbetjente løsning naturlig.
»Det er nemt at finde ud af at lukke sig ind, og det er nemt at scanne sine ting. At scanne og betale er ligesom scan-selv i supermarkedet,« siger hun, inden hun tager hjem med sine genbrugsfund under armen.
Artiklen er udgivet første gang i Promissio-bladet #2, juni 2026.