Fængslet lærte Yadeshi at trække vejret i bøn

Af Benna Fredsgaard Merrild, marketingkoordinator 

Når man møder Yadeshi Alemu i dag, er det svært at forestille sig, hvilke prøvelser hun har gennemgået. Hun er 67 år, leder Promissios ressourcecenter Mana Galataa i Bale, Etiopien, og udstråler en ro og styrke, som stammer fra hendes urokkelige tro på Gud. Den har hun haft med sig fra barnsben, hvor hun voksede op i det vestlige Etiopien i en fattig familie. 

Gud var med i fængslet 

Som voksen blev Yadeshi lærer og giftede sig og flyttede til Bale. Med tiden fik de otte børn - fem biologiske og tre de tog til sig. De manglede mad, tøj og meget andet, og midt i det blev Yadeshi mod sin vilje udpeget som leder af kommunisternes kvindegruppe. 

Da det kommunistiske derg-regime faldt i 1991, kom hun og mange andre i fængsel på grund af politiske anklager. Hun var uskyldig, men var fanget i et system uden retssikkerhed og uden udsigt til en retfærdig retssag – og til frihed. 

»Det var næsten ubærligt,« siger hun stille. »Min mand forlod mig og rejste, imens jeg sad inde, og mine børn, de yngste var kun tre og fire år, var efterladt alene med hinanden og min døvstumme svigermor.«  

Det første fængsel Yadeshi sad i, var tæt på hendes børn, og hun hjalp dem så godt, hun kunne ved at sende penge videre til dem. Hun fik lidt betaling for at hjælpe fanger og politiet med f.eks. håndarbejde, ansøgninger og andet papirarbejde. 

Hun fik hurtigt et godt forhold til politifolkene, som benyttede sig af hendes evner og til gengæld gav hende nogle privilegier. 

»De lod mine børn besøge mig hver weekend. Jeg fik også lov at sove i en seng og læse i min bibel. Det måtte fangerne ellers ikke dengang. Det var et problem i forhold til de andre fanger, men med tiden blev vi venner.« 

Yadeshi smiler, mens hun fortæller om de goder, hun blev velsignet med, for hun bliver nødt til at glemme alt det hårde.  

»Hvis jeg husker alle de problemer, jeg stod overfor i fængslet, kan jeg ikke tale. Jeg husker en dag, hvor mine børn kom og sagde: ’Vi fik ikke aftensmad i går, fordi vi ikke havde noget, og naboen sagde nej til at give os kål fra deres have.’ De havde ikke kunnet sove hele natten. Hvis jeg ikke havde været kristen, ville jeg have taget mit eget liv den dag,« fortæller Yadeshi tydeligt berørt og fortsætter: »Næste morgen viste Gud mig fremtiden. Han viste mig, at jeg en dag ville blive løsladt. At jeg ville kunne støtte dem igen, at det ville få en ende.« 

»Halleluja, jeg er løsladt!« 

Efter seks år i fængsel blev en retssag indledt. Hun og andre fanger blev flyttet til et andet fængsel længere væk fra hendes børn. Det var hårdt, men det var også her, at Yadeshi begyndte at håbe. Hun ventede og ventede og ventede. Efter ni år kom dagen. Hun troede, hun skulle til et helt almindeligt retsmøde. 

»Det var min tur til at lede bøn for fangerne den dag, så jeg sagde til dem: ’Vær venlig at lede bønnen for mig, indtil jeg kommer tilbage fra mødet. Men når jeg kommer tilbage, bliver jeg løsladt.’ Jeg sagde det for sjov, og de grinede. I retten læste de en masse op om vores sag, og pludselig sagde de: ’Nogle af jer bliver løsladt i denne uge.’ Da mit nummer blev kaldt, kiggede jeg bare op og takkede Gud deroppe,« husker Yadeshi. 

Smilende fortæller hun om, hvordan hun vendte tilbage til fængslet med et: »Halleluja, jeg er løsladt. Halleluja, jeg er løsladt,« inden hun dagen efter rejste hjem. 

Et liv i tjeneste for Gud 

Selvom det var fantastisk at være fri og være sammen med sine børn igen, var livet uden for murene ikke let. Hun måtte starte forfra med en lav løn og bygge sit liv op igen. Hun søgte med det samme til kirken og bad om lov til at tjene i kirken og i fængslet. 

»Jeg afgav et løfte til Gud, mens jeg var i fængsel: ’Åh Gud, hvis du løslader mig fra dette fængsel, vil jeg tjene i fængslerne åndeligt.’ Og Gud gjorde, hvad han ville. Jeg blev fri,« fortæller Yadeshi.  

Hun har holdt sit løfte. I dag besøger Yadeshi fanger, prædiker, trøster og hjælper med at skaffe mad og tøj. Hun lever enkelt, uden rigdom, men med en dyb glæde. 

»Hvis jeg ikke havde været i fængsel, kunne jeg have mistet min Gud. Jeg var ung, smuk, uddannet – alt kunne være gået galt. Men Gud lærte mig mange ting i fængslet. Selv hvis jeg ikke havde noget at spise, havde jeg noget at takke for – at jeg overlevede natten, at jeg startede en ny dag, at jeg havde et håb for fremtiden. Bøn blev som at trække vejret for mig, det gav mig styrke. Sådan er det stadig i dag. Indtil jeg går hjem til Gud, tjener jeg ham og hans folk,« smiler Yadeshi.