Frank har fået håb for fremtiden

Af Benna Fredsgaard Merrild, markedsføringskoordinator

Vi er i hovedstaden Monrovia i Liberia, hvor 24-årige Frank bor sammen med sine bedsteforældre. Humøret er højt og taknemmeligheden stor, for Frank afslutter sin bachelor til sommer. Med de store skoleudgifter, der er til private skoler og på universitetet, ville det have været svært for ham, hvis ikke det var for Den Lutherske Kirkes LES-program, Lutheran Educational Support Program.

Uden skoleprogrammet, ingen uddannelse

Frank voksede op med sin mor og sin storebror i Gbarnga i det nordøstlige Liberia. Deres far døde, da de var børn, og hans mor har kæmpet for at klare livet med to små drenge alene.

»Som barn sendte min mor os i den offentlige skole, hun havde ikke råd til andet, fordi hun ikke var på betalt kontrakt, men blot har arbejdet frivilligt. Men kvaliteten i den offentlige skole er ikke særlig god,« fortæller Frank. 

Der var ikke meget for ham at se frem til. Uden uddannelse ville han formentligt se ind i at være derhjemme, ikke lave noget, bare være i lokalsamfundet og overleve så godt som muligt.

Men Den Lutherske Kirkes skoleprogram blev bekendt med Franks familie og deres situation. Siden 2005 har kirken hvert år givet udsatte børn og unge tilskud til skolegang, mad og skolematerialer. Projektet blev startet af Liberia Komitéen i Gjern, og siden de i 2016 indgik et samarbejde med Promissio, har det været et fælles projekt. Kirken screener og udvælger børnene, så de, der har størst behov, får hjælp.

Frank gik i femte klasse, da han og hans bror fik plads i programmet. Frank fik mulighed for at fortsætte i gymnasiet på et stipendium fra skoleprogrammet, og han ønskede at fortsætte på en universitetsuddannelse efterfølgende, hvilket blev muligt, fordi han havde klaret sig godt igennem gymnasiet.

»Da mine venner og jeg blev færdige med gymnasiet, havde mange af mine venner været til optagelsesprøver på forskellige universiteter sidst på skoleåret. De var allerede kommet ind, mens jeg stadig ventede. Jeg tænkte, at jeg nok måtte finde et erhvervsuddannelsesprogram, hvor jeg i det mindste kunne lave noget. Jeg kunne ikke bare sidde og vente. Med Guds nåde kunne jeg måske finde et rimeligt erhvervsprogram, for jeg havde ikke mulighed for at få et andet stipendium,« husker han og fortsætter begejstret: »Så da Garmai [red. projektkoordinator på skoleprogrammet] ringede til mig og sagde, at jeg fik en plads, blev jeg ekstremt glad. Jeg troede ikke, at jeg ville få muligheden. Jeg var meget begejstret.«

Frank har som den tiende elev i programmet fået støtte hele vejen op til og med en bachelorgrad.

Drømmer om mere uddannelse

Da Frank kom ind på universitet, flyttede han fra sin mor i Gbarnga hen til sine bedsteforældre i Monrovia, hvor han stadig bor i dag, mens han læser sin bachelor i systemadministration.

»Jeg valgte IT, fordi hele verden i dag handler om teknologi. Der er behov for IT-specialister og mennesker, der er specialiserede inden for bestemte område. Og når jeg har min bachelorgrad, håber jeg på videreuddannelse.

Jeg har brug for mere viden eller måske at rejse til udlandet og få international uddannelse for at være godt rustet til arbejdsmarkedet,« fortæller Frank.

Franks opmuntrende drøm om mere uddannelse bekræfter, hvor vigtigt uddannelse er som et skridt på vejen for Liberia for at komme ud af fattigdom. Det bliver dog ikke nemt for ham. LES-programmet støtter højest op til bachelorniveau, så hvis Frank skal læse videre, skal han finde job ved siden af sit studie, som kan bidrage til at betale de høje uddannelsesudgifter.

»Med Guds nåde kan jeg fortsætte min uddannelse og en dag få job i Monrovia og blive boende her. Og så vil jeg gerne hjælpe andre mennesker og give tilbage til programmet,« fortæller Frank.

Uanset om det lykkedes ham at betale for videreuddannelse eller ej, har kirken og støtten fra LES-programmet allerede givet Frank håb for fremtiden.

»Jeg vil gerne takke Den Lutherske Kirke for at have fået mig til det sted, jeg er i dag. Gud kommer først. Uden kirken, uden Gud, kunne jeg ikke have været her, hvor jeg er i dag,« afslutter han taknemmeligt.