Lys i mørke

Af Lisbeth Benthin Plougmann, international koordinator

Det 209 meter høje CBE-tårn i Addis Ababa forvandles om aftenen til et stort lysshow, mens byens store boulevarder oplyses af flotte palmeformede lysmaster.

Men der er skygger bag de flotte lysende facader.

Man skal ikke køre langt væk fra de oplyste boulevarder, før man møder små blikskure og indser, at uligheden er stor, og at selv med palmeformede lysmaster er der mange mørke afkroge i byen.

Onsdag aften forlod jeg de oplyste boulevarder for at tage med Win Souls for God på outreach. De tager ugentligt på gaden for at snakke med prostituerede og tilbyde dem et hjem på Deborahhjemmet. Arbejdet på Deborah har altid haft en stor plads i mit hjerte, og om muligt fik det en endnu større plads efter timerne bag i bussen.

Vi kørte af bargaderne, hvor hver bygning trods alt er oplyst som på boulevarderne, men vejene er smallere og de mørke afkroge i flertal. De første gadestrøg havde politiet formentligt tømt for piger, for vi kørte i lang tid uden at se nogle. Men pludselig rundt om et gadehjørne stod de med et par meters mellemrum. Nogle af dem i dialog med kunder, mens andre stod afventende. Alle unge. Og alle i færd med at forsøge at skaffe sig et sted at være for natten i et håb om at undgå nattens kulde og mørke og samtidig tjene nok til at kunne få mad dagen efter.

Jeg sad på bussens bagsæde med mit lyse hår dækket af hættetrøjen og med foldede hænder for pigerne og de kommende samtaler om en lysere fremtid, mens WSGs ansatte frimodigt gik ud af bussen og nærmede sig fire piger, der stod lidt tilbagetrukket fra vejen.

Et par af pigerne satte i løb af frygt for, at det var politiet, der var på vej, men de blev nysgerrigt stående lidt på afstand med måbende blikke, mens WSG tog sig tid til at forklare dem, at de på Deborah kan få et hjem og mulighed for en lysere fremtid, hvor nætterne ikke skal tilbringes på gaden og rundt hos sexhungrende mænd.

Alle fire piger tog imod invitationen om at komme med hen og se Deborah og høre mere om deres muligheder for uddannelse. Mit amhariske rækker ikke længere end til at hilse og takke, men deres kropssprog talte tydeligt; de kunne ikke forstå, hvad de oplevede, og stemningen i bilen var præget af lige dele forventning og vantro. WSG-folkene brugte turen igennem de små gader til at fortælle mere om Deborah og den potentielle forandring, pigerne kan opleve, og én af pigerne udbrød: ”I må være engle”.

Mens pigerne kæmpede med at forstå deres held, kæmpede jeg med tårerne i et forsøg på at forstå det mørke, de lever i.

Da vi åbnede porten ind til Deborah, kom der små udbrud fra pigerne. Udbrud af forundring. Et par af de nuværende Deborah-piger var stadig vågne og tog imod med åbne arme. Under rundvisningen påpegede husmoren på Deborah, at de hver især stod overfor et valg.

De fire piger fik valget om at blive sovende allerede i nat, og de løftede alle brynene, mens én udbrød: ”Det her er ufatteligt!” Ingen af dem var klar til at træffe så stor en beslutning, men de fandt alle deres telefoner frem for at udveksle numre.

På tilbagevejen af de små gader blev der hvisket stille blandt pigerne. Den stille hvisken blev afbrudt af et telefonopkald, som bragte os alle brat tilbage til virkeligheden; den ene af pigerne var ønsket af en kunde, og hun bad om at blive sat af og forsvandt hurtigt ud i mørket. Hun var ellers én af de to, som tydeligt ytrede, at hun var klar til at komme til Deborahhjemmet allerede dagen efter.

Vi satte de sidste piger af på et uoplyst gadehjørne, og de satte i løb.

På vejen retur mod Promissios hus sad vi mest i tavshed. Jeg skimtede af flere omgange det godt 200 meter høje tidligere omtalte tårn, der står som et stolt vartegn for Addis, og som i de sene aftentimer virkelig gør opmærksom på sig selv med dets farverige lyskombinationer.

Jeg håber så inderligt, at pigerne fra nattens outreach skal få lov at møde et endnu større lys og en bedre fremtid igennem Deborah. Vi ved endnu ikke, om de vender tilbage og har lyst til at bo der, men vi ved, at vi i går aftes fik lov at pege dem i retning mod en lysere fremtid, og nu kan vi blot bede om, at Jesus skal få lov at være deres største lys.