Svend Erik troede, han havde fundet sit kald – indtil han fik et nyt: »Jeg fik det lige i smasken«

En ildrød annonce i det hedengangne DEM-blad vendte Svend Erik Petersens liv på hovedet. Bedst som han kendte sin livsvej, blev det tid til noget helt nyt.

Af Anika Thorø Weber, journalist

Det var, som om alt faldt fra hinanden en eftermiddag i september måned i 1988 - og samtidig faldt alle brikkerne på plads.

Efter en lang arbejdsdag stod den 39-årige gymnasielærer Svend Erik Petersen hjemme i sin stue i Ringkøbing, træt og lidt knotten efter dagens strabadser. Ved hans side stod konen Lisbeth og pegede på bordet foran ham.

»Du kan tage med mig Afrika,« sagde hun henkastet og vendte blikket mod Promissio-bladets forgænger, DEM-bladet, der lå foran dem.

Indrammet i en ildrød farve stod der: »Lærer søges til bibelskole og præsteseminarium i Botswana«.

»Det var som at få et kald lige i smasken. Det begyndte at gnave indeni,« siger Svend Erik.

Vendt på hovedet

Det lå ellers ikke i kortene, at Svend Erik skulle rejse med sin kone og fem børn til det sydligste Afrika. Svend Erik elskede sin hverdag som lærer på Det Kristne Gymnasium, og hele familien havde fundet sig til rette i byen mod vest.

»Jeg troede, jeg skulle være på gymnasiet, til jeg blev gammel, men sådan skulle det åbenbart ikke være,« siger den nu pensionerede lærer.

Den ildrøde annonce blev ved med at gnave i hans sind, og inden længe fulgte bemærkelsesværdige oplevelser, der pegede ham i én retning: Botswana.

»Det kunne ikke være tilfældigheder. Jeg havde oplevelsen af, at Gud kaldte på os, og så måtte vi jo gå,« siger Svend Erik.

Et forandret menneske

Svend Erik og familien fik i alt fem år i Botswana som de første Promissio-missionærer i landet. Her blev Svend Erik lærer på præsteseminariet og bibelskolen ”Spætten” lidt uden for hovedstaden Gaborone, hvorfra han var med til at forme de teologer, der den dag i dag er præster overalt i landet.

»Det var en spændende tid, men også hård. Der var meget at lære – og meget at lave,« siger Svend Erik.

Han er dog ikke i tvivl om, at han og familien gjorde det rette ved at følge Guds kald.

»Botswana var med til at forme os til dem, vi er i dag. Det, jeg lærte, bruger jeg stadig,« siger han.

 

Lyt med - og få resten af Svend Eriks historie
Svend Erik Petersens fem år i Botswana satte tydelige spor i ham - og han
er ikke alene. Også mange andre Promissio-missionærer har oplevet et
livsforvandlende møde, mens de var udsendt. De historier kan du høre i Promissios podcastserie. Find dem der, hvor du lytter til podcasts eller lige her.