Ungdomskultur i Etiopien: Mennesker er medicin

Af Sarah Hougaard og Emma Jespersen, Christian Culture Travellers i Promissios volontørprogram i efteråret 2025 

Noget af det første, vi lagde mærke til i Etiopien, var, at relationer fylder meget. Allerede i vores første dage oplevede vi en åbenhed og varme blandt de unge, som fik os til at føle os velkomne. De var sociale, nysgerrige og oprigtigt interesserede – ikke kun i hvor vi kom fra, men også i hvem vi var.  

Fællesskabet var stærkt, inkluderende og kropsligt. De viste hinanden og os omsorg gennem fysisk nærhed – de lagde armene om hinanden, gik tæt og tog sig af hinanden. Det mærkede vi både blandt venner og blandt pigerne på Deborah-hjemmet. Samtidig var de meget omsorgsfulde. Der var aldrig én, der gik alene til en taxi efter mørkets frembrud, og de lod ofte hinanden vide, når de var kommet hjem. 

De unge i Addis var ofte aktive sammen: caféer, bowling, gokart, parker, fodbold, volley og ture. Det minder om danske unges liv, men forskellen er, at i Etiopien vælger de næsten altid fællesskabet frem for alenetid. Venskaber er ikke bare “noget, de har”, men noget de aktivt lever i og for. Det skulle vi vænne os til. Men efterhånden begyndte vi selv at hungre efter konstant at være sammen med venner. Havde vi én times pause, skrev vi straks rundt for at ses eller gik ud i håb om at møde nogen, vi kendte.  

Tid og tro er anderledes 

Noget af det, der overraskede os mest, var, hvor modne mange unge virker. De har en stor ro i sig selv og er bevidste om retning i livet. Mange går tidligt i gang med uddannelse og arbejde, mens stress-kulturen, som vi ofte oplever i Danmark, ikke er dominerende. Selv om de arbejder meget – ofte fra 8-17 og nogle gange også lørdage – er de ikke på samme måde pressede af tiden.  

I Danmark passer vi på tiden og planlægger langt frem. I Etiopien er tiden mere fleksibel. De unge var næsten altid i gang, men de havde ikke en fuld kalender. Aftalerne kom spontant hen ad vejen. Desuden kom de ofte for sent, ikke af ligegyldighed, men fordi tiden kommer til dem. Relationer prioriteres over punktlighed og planer. 

Vi oplevede heller ikke et præstationssamfund. Stress og angst blev ikke omtalt i sociale sammenhænge, og selv midt i eksaminer og opgaver hørte vi ikke brok eller bekymring. Vi spurgte jævnligt en af vores kære venner, når vi så ham: »Hvordan har din uge været? Har den været travl?« Selvom vi vidste, at han sad midt i en eksamensperiode med store projekter og derudover skulle lede søndagens ungdomsgruppe, svarede han: »Den har været helt fin, jeg synes ikke, jeg har for travlt, nej. Hvordan går det med dig?«  

Tro fylder også enormt meget i de unges hverdag. I sproget nævner de ofte Gud, for eksempel når de hilser: »Hej, hvordan går det?«, »Det går godt, takket være Gud.« Og som afsked: »Farvel, må Gud velsigne dig.« De brugte det meste af søndagen i kirken til gudstjeneste og senere til ungdomsgruppe, og de tog tit hen til kirken for at hænge ud, spille lovsang og bede – indimellem med overnatning, hvor man sang og bad det meste af natten. 

Bøn, bibel, kirke og fællesskab fyldte meget, og det kunne vi mærke var sundt. Det har inspireret os til at dyrke troen og relationerne mere herhjemme.  

Mennesker er medicinen 

Også de etiopiske unge bliver mere og mere bevidste om verden omkring dem gennem sociale medier. Det gjorde, at vi var på bølgelængde med dem. Vi kunne dele viden om situationer i omverdenen og havde forståelse for hinandens liv. Samtidig ved vi, at globalisering og sociale medier har været med til at skabe det præstationssamfund, som vi ser i Danmark.  

Vi håber, at de unge etiopiere bevarer det, der gør deres kultur så stærk: fællesskab, nærvær, spontanitet og tro. Mennesker skal fortsat være medicinen. Det tror vi, er den bedste kur. 

Før rejsen forbandt vi det at være ung med frihed, valg og selvudfoldelse. Nu ser vi i højere grad ungdom som noget, der også handler om ansvar, relationer og fællesskab. Vi har selv fået mere mod på at tage ansvar, og det har været befriende og inspirerende at se unge, der ikke konstant jagter det næste, men som er til stede i nuet og i hinanden.