Inspirationsrejse til Etiopien

Sammen med Promissio inviterer kirkelivet i Haderslev og omegn på inspirationsrejse til Etiopien fra d. 10.-22. februar 2027 under overskriften: Menneskemøder, tro og kontraster.

Tag med på en rejse, hvor vi ikke blot ser Etiopien. Vi møder det.

Med over 75 års erfaring i landet er Promissio den perfekte rejsefælle, når kirkelivet i Haderslev og omegn inviterer dig med bag facaden i Etiopien. Det bliver en oplevelse fuld af kontraster; fra Addis Ababas pulserende liv med skyskrabere og tæt trafik til den sydlige Etiopien med anderledes natur, traditionelle huse og æsler på de røde jordveje. 


Rejsedatoer: 10.-22. februar 2027.

Gå til tilmelding nederst på siden.

Det kan du glæde dig til:

Hjemlige rammer i en imponerende storby: Addis Ababa er bygget i bjerge, og det mærker du, når vi bevæger os gennem byen. Vi bor centralt i bydelen Mekanisa i hyggelige gæstehuse, hvor Promissios lokale ansatte tager sig af os, og vi hjælper hinanden. Vi skal nyde storbyens glæder, restauranter, butikker og få indtryk af det liv, der leves. En af dagene tager vi til et udsigtspunkt på bjergsiden, hvor vi får et formidabelt udsyn over byen.

En kirke i brand: Mekane Yesus: Vi skal møde verdens hurtigst voksende lutherske kirke, Mekane Yesus-kirken. Her deltager vi i en højlydt og hjertevarm gudstjeneste i en nyplantet menighed og hører om glæden ved at række ud i byens yderområder. Du vil også møde dedikerede etiopiske missionærer, der brænder for, at mennesker både i og uden for Etiopien skal lære Jesus at kende, og kristne, der deler deres vidnesbyrd om et tidligere liv i mørke og omvendelse til tro på Jesus.

Mennesker, der gør indtryk: I Addis Ababa besøger vi Deborah-hjemmet og møder nogle af de unge piger, der har forladt en hård tilværelse som sexarbejder og nu bygger en ny fremtid med værdighed. Vi møder inspirerende mennesker fra organisationen Win Souls for God og hører, hvordan en lille gruppe teenagere for 25 år siden skabte den organisation, der i dag hjælper byens mest udsatte mennesker. Vi oplever ægte etiopisk gæstfrihed, når nogle af de mennesker, vi møder, inviterer os hjem og byder på kaffe.

Naturen og historiens vingesus i Syd: Vi flyver til Robe i Sydetiopien og bor på Mana Galataa, Promissios eget ressourcecenter. Her besøger vi menigheder, der lever som mindretal i et muslimsk domineret område og hører om de udfordringer, der følger med. Om muligt, lejer vi en lokal bus og tager på tur til Linsho, stedet hvor Promissios første missionærer arbejdede. Vi kører gennem de over 3 km høje Bale Mountains, hvor vi på vejen bl.a. ser bavianer og vortesvin. 

En oplevelse for alle sanser: I Etiopien er vi i ca. 2300 meters højde det meste af tiden. Temperaturen er behagelig, luften er tyndere, og solen er ekstra stærk. Du vil mærke den kølige bjergluft om natten og duften af krydderier, røgelse og kaffe om dagen. Vi skal opleve traditionel etiopisk kaffeceremoni og smage nationalretten Injerra be wot, som spises med fingrene. 

Inspiration og deling af tro: Tro og refleksioner er en naturlig del af vores samvær; i samtaler med hinanden og med de folk, vi møder, i spontane øjeblikke, hvor ordene måske kommer til kort, sanserne arbejder, og barriererne nedbrydes. Vi runder dagene af med andagt, bøn og sang, desuden deler vi kort dagens højdepunkter med hinanden, afhængig af hvordan trætheden har sat sig i os. 

Praktiske informationer:

  • Dato: 10. – 22. februar 2027
  • Pladser: Maks 22 deltagere
  • Sprog: Dansk rejseleder og lokal oversættelse hele vejen
  • Indkvartering: Simple ”standard range” gæstehuse. Vi bor to og to, og de fleste værelser deles om bad/toilet. Autentisk og hyggeligt.
  • Pris: Forventet ca. 22.000 kr. For unge under 25 år er prisen ca. 18.000 kr. Prisen inkluderer fly, transport i Etiopien, alle hovedmåltider, drikkevand, entréer, obligatorisk forsikring og forberedelsesdag. 
  • Det står du selv for: Din egen transport i Danmark, vaccinationer anbefalet af din læge, lommepenge og andre personlige udgifter.
  • Transport: Etiopien er et enormt land, hvorfor der er en vis mængde transporttid, som vi udnytter til at lade de mange indtryk lande, i samtale med sidemakkeren eller i den stille eftertanke.
  • Fysik: Det er vigtigt, at du har et godt helbred og en almindelig god fysik.
  • Rejseledere: Erik Holmgaard, sognepræst, og Tuja Stæhr Berg, netværkskoordinator i Promissio
 
 

Hvad skal du være opmærksom : 

  • Etiopien er et land, hvor infrastrukturen ikke fungerer, som vi er vant til. Der kan derfor forekomme strømafbrydelser og andre medfølgende gener. Du må derfor ikke have en tilstand med dit helbred, hvor du er afhængig af elektriske apparater, f.eks. Cpap for søvn apnø. 
  • Vi anbefaler, at du bliver vaccineret før rejsen. Du kan læse, hvilke vaccinationer der anbefales påblivvaccineret.dk. Malaria profylakse er ikke nødvendigt i de områder, som vi befinder os i. 
  • Dit pas skal være gyldigt mindst 6 måneder efter hjemkomsten. 
 

Vil du med på en rejse, der rykker?

Du kan se frem til en tur, der giver stof til eftertanke – også længe efter, vi er landet i Danmark igen. Du bliver en del af et varmt rejsefællesskab, hvor vi følges ad med godt humør og en fleksibel indstilling. I et land som Etiopien kan planer ændre sig, og vi tager de uforudsete oplevelser og programændringer med et smil – ofte er det i de uplanlagte og spontane øjeblikke, at de stærkeste indtryk opstår.

Vi tager dig i hånden hele vejen, informerer dig frem til rejsen og inviterer til en forberedelsesdag, så du er helt tryg, velinformeret og har mødt dine rejseledere og de andre deltagere inden afrejsen.

Kontakt Erik Holmgaard (erik.promissio@gmail.com, 2290 2205) eller Tuja Berg (tuja@promissio.dk, 2452 5021) for at høre mere. 

Tilmelding