Dansk missionærpar vender tilbage til Etiopien

Selvom adressen i mere end 11 år har været dansk, så har parret Lotte og Bjarne Carlsen hele tiden haft Etiopien i deres hjerter. Promissio er derfor glade for at annoncere, at de er antaget som missionærer fra sommeren 2019.

Promissios bestyrelse har antaget Lotte og Bjarne Carlsen som missionærer i Etiopien fra sommeren 2019 til 2023. Hverken stillingsbetegnelsen eller Etiopien er fremmed land for ægteparret, som fra 2003-2006 var udsendt til landet af Promissio (dengang Dansk Ethioper Mission).

Siden da har mange unge som gamle i Danmark mødt Lotte Carlsen som guide på talrige rejser til Etiopien i kraft af sin stilling som netværkskoordinator i Promissio. Siden 2008 har hun blandt andet stået i spidsen for flere hundrede højskoleelever fra Børkop Højskole, som har besøgt Etiopien på studieture.

”Vi er meget glade for at kunne sende Lotte og Bjarne ud med placering i Østbale. Vi tror på, at de med deres erfaring og engagement kan være en god hjælp for kirken til at nå længere ud med evangeliet i dette område. Samtidig giver det os mulighed for at styrke den kommende bibelskole Global Discipleship Training i Robe, som også er en vigtig indsats for både Promissio og kirken,” udtaler Promissios formand Per Rasmussen.

Lotte og Bjarne Carlsen er antaget til udsendelse til Promissios mangeårige partner Mekane Yesus-kirkens Wabe Batu-synode med planer om at bosætte sig i regionshovedstaden Robe, hvor Promissio også er i gang med at bygge et ressourcecenter til sin kommende bibelskole Global Discipleship Training. Planen er, at både Lotte og Bjarne Carlsen skal tilknyttes arbejdet i synoden på forskellig vis og i forskelligt omfang, samt have kontakt til byens studerende. Lotte Carlsen skal fortsat varetage en række af de opgaver i Promissios netværksarbejde, som hun også varetager i dag. Der arbejdes på, at Bjarne Carlsen bliver tilknyttet det lokale universitet som underviser.

”Vi rejser ud, fordi vi har Etiopien, dets folk og Mekane Yesus-kirken i vores hjerter, og så ønsker vi, at mennesker i Østbale skal kende Jesus. Og som flødeskummet på passionen er vores begges eventyrlyst,” siger Lotte og Bjarne Carlsen.

Parret har tre sønner i alderen 17-25 år, som bliver boende i Danmark.

Promissio søger fortsat missionærer til Etiopien. Se mere her.

For yderligere information kontakt generalsekretær Frede Ruby Østergård på frede(at)promissio.dk eller 7356 1261.