Missionær i eget land

Dr. Kebbede og hans kone er landbrugsmissionærer i Tabor menigheden i Hawassa, Etiopien

Af Marianne Bach, redaktionssekretær 1984-2016

Dr. Kebbede har en doktorgrad i landbrugsvidenskab med speciale i majsdyrkning. Før han fik den, arbejdede han med majs i 15 år på regeringens forskningsstation i Baku i Vestetiopien. Det var der han mødte sin kone, Weudito.
Men hvordan hænger det sammen at etiopiske Kebbede er missionær i sit eget land, og hvem har udsendt ham og Weudito?
- Det er en lidt lang historie, svarer Kebbede og forklarer at han studerede på et universitet i Iowa i seks år før han fik sin doktorgrad. Weudito og deres to børn blev hjemme, og Kebbede rejste til USA hvor han snart faldt til i en luthersk menighed.
- De tog rigtigt godt imod mig. Jeg blev engageret i kirkens aktiviteter og fik mange venner.
Det var svært for familien at leve adskilt i så lang tid, og da Kebbede havde været i USA i to år, besluttede menigheden at betale så han kunne få kone og børn over til sig i de sidste fire år han skulle studere. Han selv havde et stipendium, og menigheden betalte så for familiens ophold.
- Da jeg var færdig med studierne, spurgte menigheden hvad vi nu ville. Weudito og jeg svarede at vi først og fremmest ønskede at tjene Gud, og at vi helst ville gøre det i Etiopien. De spurgte om vi var sikre på det - de havde nok forventet at jeg ville søge en stor stilling et sted i USA. Da vi svarede ja, blev de meget begejstrede, og siden august 2002 har menigheden i Iowa støttet vores arbejde her.
- Vi savner intet i vores liv. Vi er glade og tilfredse med at lave det som vi føler i vores hjerter, nemlig at tjene Gud i Tabor menigheden, siger dr. Kebbede.

Bragt i DEM-Bladet Nr. 5 Oktober 2009