Kokossa lovsynger Herren

Af Marianne Bach, kommunikationssekretær fra 1984-2016

Klokken 7 ruller firhjulstrækkeren ud i Dodola by med missionær Per Rasmussen ved rattet. Ved siden af ham sidder Mulugeta Shewarega. Han er præst og leder af Wabe Batu Synodens afdeling for mission og teologi, og så kender han vejen til Kokossa. På bagsædet sætter Anne Grete Rasmussen og jeg os godt til rette.
Vi skal køre i to timer, for kun det første lille stykke vej er asfalteret. Derefter bumper vi af sted i adstadigt tempo på stenet og hullet jordvej. Den rødbrune vej snor sig ud og ind og op og ned i det kuperede landskab, og hvert sving åbenbarer en ny, overdådig udsigt for os. Her er grønne dale, nøgne klipper, floder og ranke eukalyptustræer, spredte hytter og små landsbyer, blå himmel og lave skyer, køer, geder og morgenkolde mennesker.

Levende gudstjeneste
Fremme i Kokossa synes Mulugeta at vi skal få os lidt morgenmad. Det kan vi sagtens nå, siger han, for klokken er kun 9.15.
Efter kaffe og røræg triller vi en time senere videre mod kirken. Den lokale evangelist havde ellers anbefalet Per at lade bilen stå ved den lille cafe, og snart forstår vi hvorfor: Foran kirken er vejen ét stort, opkørt muddderhul. Per får dog listet bilen ind i vejsiden, og vi hopper længdespring over det værste pløre. Svup, og så er den sko ikke ren mere. Fra kirken strømmer lyden af lovsang ud mod os, men ældsterådet fører os ind i et lille, mørkt rum i nabobygningen. De vil byde os velkommen, og Per skal lige skifte til sin pæne jakke og præsteskjorten, for han skal prædike.
Inde i kirken sidder koret og omkring 50 børn og voksne da gudstjenesten rigtigt begynder 10.30. Efterhånden kommer der flere, og til sidst er vi vel 250 mennesker, og kirken er fyldt. Mulugeta fortæller at menigheden i Kokossa har omkring 100 nadverberettigede medlemmer, og at kirken ofte er for lille.
Menigheden beder, og koret synger mens en kvinde går frem og lægger en kunstfærdigt pyntet beholder foran prædikestolen. Den rummer den mælk som er hendes offergave. Ved siden af ligger et bundt stængler fra insetpalmen, også en offergave. Dagens tekst læses højt, og Per prædiker om officeren der bad Jesus om at helbrede hans syge tjener. Prædikenen tolkes undervejs til oromo. Det taler de fleste her i Kokossa hvor der dog også er mange sidamafolk.
Efter velsignelsen synger koret igen mens der er kollekt. De unge i koret danser og hopper højt mens de synger, flere i menigheden gør det samme, og støvet fra det hødækkede lergulv hvirvles op i store skyer. Kvinder slår i med tungetriller, og intens glæde fylder rummet. Menigheden lovpriser Gud.
Nu er det tid at holde auktion over offergaverne. Evangelisten holder tingene op så alle kan se dem, og folk begynder at byde. Mælk, insetstængler og fire æg bliver solgt – og nogle af varerne bliver endda solgt to gange fordi køberen giver dem tilbage til auktionen. Pengene går til evangelistens løn. Han får 350 birr om måneden. Efter tiende er der 315 birr eller 100 kr. tilbage til ham og hans højgravide kone, og de kæmper hårdt med økonomien.

Farvel til Kokossa
Klokken nærmer sig 12.30 da vi igen står i solen uden for kirken. Vi taler med folk og holder nysgerrige børn i hånden. Snart begynder Mulugeta dog at blive lidt rastløs. Det ser ud til regn, synes han, og han vil gerne af sted før vejen bliver alt for pløret. Så vi siger farvel og kører fra byen med omkring 20.000 indbyggere.
Det regner ikke rigtigt, kun lige nok til at vinduesviskerne må køre nogle gange over forruden. Bilen bumler og vugger, øjenlågene bliver tunge … og pludselig kører vi på det lille stykke asfaltvej ned mod Dodola. Klokken er 15, solen skinner, og jeg er næsten vågen og en stor oplevelse rigere da vi drejer ind på kirkens grund i Dodola.

14. maj 2013