Dét er også Afrika

Afrika er ikke længere kun lig med sult, nød og død, men også udvikling og økonomisk vækst.

Af Nanna Rindom Vad

Afrika er lige nu det kontinent der har den største økonomiske vækst. Seks af verdens ti hurtigst voksende økonomier ligger i Afrika, og udviklingen fortsætter.

Færre snotnæser og udspilede maver 

Hver tredje afrikaner tilhører i dag middelklassen som ofte består af uddannede, selvstændige erhvervsdrivende. Udover en stabil økonomi er middelklassen blandt andet karakteriseret ved at de typisk får færre og sundere børn end den fattige del af befolkningen. Det er med til at sænke børnedødeligheden markant.

Hvis tendensen med en voksende middelklasse fortsætter, kan de fleste af Afrikas 1,1 milliarder indbyggere være ude af fattigdom i 2030.

Etiopiske børns hverdag præges nu af tavlestøv og tabeller

I dag starter mere end 95 procent af alle etiopiske børn i skole. Det er fem gange så mange som i 1994.

Undersøgelser viser at Afrika i 2040 vil have verdens største arbejdsstyrke på cirka 1 milliard mennesker, og at mange af dem vil være bedre uddannede end nogensinde før.

Drukneulykker dræber flere end krig

Afrika har aldrig været så fredelig som nu. I Afrika som helhed omkommer flere ved drukneulykker end af krig og konflikt. Det gælder også i Congo hvor borgerkrigen stadig raserer.

Kenya trendsætter

Idéen om en mobilbank blev født i Kenya. Her lancerede man i 2007 verdens første mobilbank, M-Pesa, som stadig er verdens mest udbredte mobile betalingssystem. Med mobilen kan man betale alt lige fra to tomater hos købmanden, en busbillet eller en middag på en af Kenyas fancy caféer.

M-Pesa har stor effekt på økonomien i Kenya med øget lokal handel og en markant indkomststigning i det landlige Kenya. De lange køer foran skranken i banken erstattes nu af sikre, billige og hurtige mobiloverførsler, og hverdagen bliver mere produktiv og effektiv.

Mobiltelefoner redder liv

Mobiltelefoner letter ikke kun hverdagen i verdens udviklingslande - de redder også liv. I 2010 lancerede man programmet Tera som kan sende sms’er ud til en stor befolkning i udsatte situationer. 

Senest blev programmet brugt under ebolaepidemien i Vestafrika. Sms’erne når helt ud til befolkningsgrupper der ikke har mulighed for at høre radio eller se TV. I forbindelse med ebolaepidemien får man både besked om hvordan man undgår smitte, og hvad man skal stille op hvis sygdommen rammer.

-o-O-o- 

Læs mere om positive resultater i udviklingslande på verdensbedstenyheder.dk.

20. april 2015

Del denne side
Dagens bedeemne

Frede Ruby Østergård, generalsekretær