Partnerskab går begge veje

Den 26. november 2013 underskrev Den lutherske Kirke i Liberia og Dansk Ethioper Mission en ny partnerskabsaftale ved en ceremoni med godt 30 deltagere i Monrovia. 

Af Anne Grete Rasmussen, missionær i Etiopien af flere omgange 1982-2014

Per og jeg besøgte Liberia i november for at være med til underskrivelsen af en ny partnerskabsaftale mellem Dansk Ethioper Mission og Den lutherske Kirke i Liberia. Vi fik en hjertevarm modtagelse, og det var en rigtig god oplevelse at fornemme de nære relationer mellem DEM og kirken i Liberia som har arbejdet sammen siden 1980.

Nyt syn på partnerskab

Det særlige ved den nye partnerskabsaftale er at den ikke er så ensidig som tidligere aftaler med hensyn til at vi i Vesten skal hjælpe resten af verden.
Den nye aftale siger derimod at partnerskabet går begge veje, og at vi derfor også i DEM og i vores kirke i Danmark har forventninger til at vi ”får noget ud af” samarbejdet. Dermed falder den nye partnerskabsaftale i tråd med det der også var temaet på Verdensmissionskonferencen i Sydafrika i 2010. Det gør aftalen enestående også i forhold til de aftaler kirken i Liberia har med andre partnere.
Måske er det derfor pressen mødte op da kirken og DEM underskrev den nye partnerskabsaftale i Monrovia. Ceremonien blev optaget til nationalt tv og radio og sendt samme aften og næste dags morgen. Og både Per og biskoppen blev interviewet til radioen.

Kristus binder os sammen

Ceremoniens indledende salme slog tydeligt fast at der ikke er forskel på øst og vest, nord og syd, for alle er vi ét i Kristus. Han er den som binder os sammen på tværs af alle ydre forskelle.
- Mens vi bliver gamle sammen i vores fællesskab med Gud og med hinanden, fornyes vi dog dag for dag, sagde Isac Dowai som førte os godt gennem ceremonien.
- Vi ved at dette er et vigtigt dokument, men vi kender ikke det fulde omfang af hvad det kan føre til fremover. Vi arbejder videre med frimodighed fordi vi ved at Gud har villet dette. Vi kan være hinandens øjne, ører, mund, fødder og hjerter der hvor vi er, og på den måde videregive Jesu kærlighed, sagde biskop Daniel Jensen Seyenkulo.
Hvad får vi i Danmark ud af den nye aftale?, spurgte journalisten Per i det efterfølgende interview.
En af de ting vi helt sikkert får ud af det, er at kirken kommer til at modtage danske volontører. På den måde kommer danske unge til at opleve den globale kirkevirkelighed som vi jo i Danmark bare er en lille del af. De tager deres erfaringer med hjem til Danmark og deler dem med andre. På sigt kan det også tænkes at unge liberianere kommer nogle måneder til Danmark.
- Nu er partnerskabsaftalen underskrevet, nu skal den leves ud!, sluttede biskoppen.

Læs partnerskabsaftalen

23. januar 2014

Promissio hed før Dansk Ethioper Mission (DEM).