Min danske jul i Botswana

Jeg vil gerne fortælle hvordan jeg selv fejrede jul i Afrika. Det gjorde jeg da jeg var tretten år gammel. Og fjorten, femten, seksten, sytten og atten. I et land der hedder Botswana. 

Af Jakob Swartz, sekretær for international mission

Botswana ligger i det sydlige Afrika, og det meste af landet er ørken. Men der hvor det ikke er ørken, er landet frodigt med et fantastisk dyreliv. Jeg har tit set løver, elefanter og gazeller når vi har været ude at køre en tur.

Botswana ligger i det sydlige Afrika. På den anden side af jordens midte, ækvator. Det vil sige at juleaften faktisk er om sommeren, midt i den varmeste tid. Faktisk starter vores sommerferie juleaften. Så det var en ekstra god grund til at vi glædede os til jul.

Min far var præst i den lokale kirke. Min mor arbejdede for at hjælpe folk der var syge med aids. De var ansat af Promissio.

Der var to store spørgsmål til vores første juleaften i Botswana: 1. Hvordan skulle vi få et juletræ? Og 2: Ville gaverne fra mormor nå frem med posten inden jul?

Fordi Botswana er tørt og varmt, vokser der ingen grantræer. Så vi måtte tænke anderledes for at få et juletræ.

Lillejuleaften kørte far, mor, jeg og mine tre små søskende ud i bushen i vores Toyota firehjulstrækker. Spændte på at finde et afrikansk juletræ kørte vi fra asfaltvejen og ad en lille sandvej.

”Ser I noget?”, spurgte far fra førersædet. Vi spejdede gennem vinduerne efter en planter der kunne sprede julehygge i vores stue. Noget der var slankt og flot. Måske oven i købet grønt. Men helt sikkert et træ med plads til gaver under.

Far stoppede bilen ved en busk. Jeg kiggede rundt for at se hvad han havde fået øje på. For han kunne da ikke mene at vi skulle have den busk med hjem? Den havde jo torne!

Men far og mor var enige om at det var den flotteste juletræsbusk de havde set, så far tog den orange sav frem og frigjorde busken fra roden – mens jeg spekulerede på om der nu også var plads til gaver under træet.

Ikke fordi jeg havde så mange ønsker. Det er lettere at finde på noget at ønske sig i Danmark. For der får vi kataloger fra BR der giver os rigtigt mange ideer til hvad vi skal ønske os, hvis vi ikke selv kan finde på. I Botswana fik vi ikke reklamer. Så var det svært at finde på noget at ønske sig.

Jeg håbede dog stadig på at mormors pakke med gaver ville komme med posten.

Lillejuleaften forvandlede vi tornebusken til et juletræ. Vi klistrede og flettede og limede mens sneen faldt udenfor.

Nej, det sneede selvfølgelig ikke. Men en volontør havde taget en dåse kunstig sne med til os. Hun sprayede et flot snelandskab på vores stuevindue. Jeg er sikker på at vores afrikanske naboer undrede sig gevaldigt over hvad det hvide stads var. For det har aldrig sneet i Botswana.

Juleaftensdag tog vi til engelsk international gudstjeneste. Der var ikke gudstjeneste i vores lokale kirke, for i Botswana er det 1. juledag der er den store dag. Der fejrer man Jesu fødselsdag ved at være sammen i kirken.

Ved gudstjenesten mødte jeg nogle af mine amerikanske og engelske venner. De var lidt misundelige fordi vi får gaver allerede om aftenen. Det er deres tradition at vente til om morgenen den 25. december.

Min mor havde købt en kalkun i supermarkedet. Faktisk kunne vi købe ret mange varer i supermarkedet. De blev importeret fra nabolandet Sydafrika. Min far havde endda fundet syltede sild! Han elsker syltede sild. Men han blev skuffet, for sildene var alligevel blevet dårlige i dåsen. Jeg var ligeglad, for jeg kunne ikke lide sild.

Under julemiddagen med den røde juledug, som mor havde taget med fra Danmark, måtte vi vælge mellem at være kølige eller have levende lys på bordet. Mor havde også skaffet lange stearinlys der stod midt på bordet. De var lidt bøjelige i varmen, så hvis vi tændte den vifte der ellers køler os ned, blev lysene skæve. Vi kunne altså ikke have både vifte og lys tændt samtidig. Så under hovedretten svedte vi med tændte lys, og viften kølede os mens vi jagtede mandlen i ris a la manden.

Det var en dejlig juleaften. Vi dansede om juletræstornebusken, far læste juleevangeliet, og vi delte en pose haribo slik fra Danmark, en særlig nydelse. Og jeg er sikker på at naboerne, hvis de kunne se igennem den kunstige sne på vinduet, undrede sig gevaldigt over de ritualer som den nye præstefamilie udførte med lys på tornebusken juleaften.

Mormors pakker nåede ikke frem. Dem fik vi først til påske. Det passede måske også meget godt. For påsken er en meget større fest i kirken i Botswana. Langfredag er der bøn i kirken en stor del af natten. Og påskemorgen mødes menigheden ved en flod mens det stadig er mørkt. Gudstjenesten begynder mens lyset kryber ind i verden, og mens vi hører evangeliet om Jesu opstandelse, kan vi se den store runde sol stå op.

(På billedet er jeg sammen med mine forældre og søskende. Det er mig yderst til højre.)

Hvordan fejrer man jul andre steder i Afrika?

Promissio arbejde også i to andre lande i Afrika: Etiopien og Liberia. Hvordan de fejrer jul der, kan du læse om anden og tredje søndag i advent.

-oOo-

Ovenstående er en del af en serie om jul i Afrika: Ved de overhovedet det er jul? Se introduktionen her.

30. november 2014

Del denne side
Dagens bedeemne

Frivillige medarbejdere i genbrugsbutikkerne