Gud er alle steder

CCT’erne Leon og Christoffer er hjemme i Danmark efter tre måneder i Etiopien. Og de er ikke de samme, som da de rejste af sted.

Det er en kold dag i slutningen af november. Skyerne hænger tunge og grå over Aarhus, og støvregnen falder over parkeringspladsen, hvor to unge mænd skuttende haster ind ad fordøren til Menighedsfakultetet. Der er ikke umiddelbart meget at bemærke ved de to udover den brune glød i huden, som vidner om, at de ikke kan have været længe i det grå og lyssky Danmark.

De unge mænd hedder Christoffer og Leon, og de er næsten lige landet efter at have tilbragt efteråret i Addis Ababa i Etiopien som Christian Culture Travellers. De har haft deres daglige gang hos missionær-familien Møberg, hvor de har undervist de fire børn i dansk og tysk. Derudover har de deltaget i en lokal ungdomsgruppe i kirken, ledt lovsang, undervist i engelsk og meget mere.

Mødet med en anden kultur forandrer dig

Leon og Christoffer stiller beredvilligt op til interview, og det tager ikke mere end et håndtryk at opdage, at Etiopien har gjort noget helt særligt ved dem.

”Vi er blevet helt nye mennesker,” siger de med et grin. Det havde de ikke regnet med, da de tog af sted.

”Jeg var meget forventningsløs. Jeg tænkte: Det er Afrika,” fortæller Leon. Selvom de havde fået at vide, at de skulle til en storby, så havde han stadig billedet af et landligt, tørt Afrika i hovedet. Overraskelsen var derfor stor, da de blev præsenteret for deres hjem i Addis Ababa, som lå omkranset af frodig bevoksning.

Christoffer havde i mange år gået med tanken om at skulle ud som volontør, så han havde en oplevelse af, at Gud havde styr på det hele, og hans forventninger var rettet mod, hvad Gud havde af planer for opholdet. Når han ser tilbage på de sidste måneder, har Gud særligt talt igennem mødet med den etiopiske kirke.

”Når man rejser til andre lande, så sker der noget med én. Mødet med en anden kultur forandrer dig. Vi blev taget imod som en del af familien i kirken i Etiopien. Jeg har opdaget, at vi er en del af Guds kirkes krop hele vejen rundt om jorden. Uanset hvor vi kommer i verden, har vi en familie, og det er helt fantastisk,” reflekterer Christoffer.

Vi er alle missionærer

Ved spørgsmålet om, hvad etiopierne kan lære af os, bliver der stille. Leon siger eftertænksomt: ”Vi er mere optagede af, hvad vi har lært, end af hvad vi kunne lære videre.” Det er nyt for dem at tænke sådan.

”Vi tænkte, at vi skulle ud og forkynde og alt muligt, og så er det bare os, der nærmest er blevet omvendt,” siger Leon og griner. De er blevet omvendt fra én måde at tænke på til en anden. 

”Vi har fundet ud af, at alle er missionærer. Vi kom til Etiopien og mødte Anders og hans familie som har en hverdag i Addis Ababa – dér var de lys for Gud og levede for Gud. På den måde var de missionærer. Det kan man også i Danmark. Uanset hvor man bor, kan man være missionær. At være missionær er at have en hverdag et sted og vidne om Gud.”

I Danmark er Gud ikke i alt

De tre måneder i Etiopien har lært de unge mænd om åbenhed, gæstfrihed og gevinsten ved lange gudstjenester. ”Det var kotymen, at prædikerne tog en time eller to. Så kunne man nå at zappe ud af talen og falde ind igen uden at misse pointen,” fortæller Leon med begejstring. Der var også søndage, hvor de var til to gudstjenester på én dag, og på den måde oplevede velsignelsen ved at sætte hviledagen af til samvær med Gud.

”Jeg kommer til at savne, at Gud er inkluderet i det hele, som han er i Etiopien. Der hænger kors i taxaerne. Gud er alle steder. Men i Danmark er man alle steder sin egen herre,” siger Christoffer.

Faktisk er der kun en enkelt ting, som de ikke kommer til at savne: ”De kunne godt lære noget om kørsel i trafikken. I Danmark er der ikke ligeså mange dyt, og det, tror jeg, er fint nok,” afslutter Leon.

Del denne side
Dagens bedeemne

Mission blandt muslimer i Etiopien