Der er håb for Liberia - men det kommer til at tage tid

Af Rikke Thomassen, journalist

»Jeg har ofte tænkt på, at jeg meget sjældent har mødt en liberianer, der er stolt over at være liberianer. Jeg tror, det hænger sammen med, at en stor del af, hvad der var liberiansk, blev forkastet af det nye styre – og senere også af missionærerne.«

Det fortæller tidligere missionær Ingrid Smidt, der har været udsendt som missionær i Liberia i sammenlagt 15 år. Og netop denne del af historien ser ud til at være afgørende for liberianernes selvopfattelse og tro på, at de selv kan gøre noget.

»En ny styreform og en ny livsform blev presset eller tvunget ned over folket – akkurat som andre lande i Afrika blev presset af europæiske kolonimagter. Dertil kom, at mange missionærer havde svært ved at lægge deres egne værdier, kultur og baggrund lidt til side og give sig tid til at finde ud af, hvilken kontekst de var landet i. Jeg tror, at vi missionærer mange gange har jokket godt og grundigt i spinaten ved ikke at tage os tid til at finde ud af, hvilket folk vi var landet iblandt, men i stedet – akkurat som kolonimagten – mente, at vores værdier og levevis skulle overtages af i dette tilfælde liberianerne,« forklarer Ingrid.

Hun påpeger, at der er behov for at bygge liberianerne op til selv at tage ansvar og til at tro på, at de selv kan skabe en forandring i deres eget land i stedet for at vente på, at der kommer nogle udefra og hjælper dem.

Borgerkrigen knuste fremgangen

Det var noget af den spirende selvstændighed, Finn Hougaard, tidligere missionær udsendt af Promissio (dengang DEM), oplevede i Liberia, inden borgerkrigen brød ud i 1989.

»Der var den know-how til stede, som var nødvendig for udvikling. Skolemæssigt var landet ret godt med; der kom mange dygtige unge ud af de liberianske skoler, og de kom ind på præsteseminariet, lærerseminariet og sygeplejeskolen. De sygeplejersker, jeg mødte på Phoebe Hospital, da jeg var sygehuspræst, var veluddannede sygeplejersker, og selv afdelingsledere var liberianere, ligesom der var en liberiansk læge, som blev sygehusdirektør,« siger Finn Hougaard og fortsætter:

»Det så ud til, at Liberia ville bygge sig op lidt efter lidt. Jeg så en positiv udvikling, og tingene blev mere og mere overtaget af liberianerne. Men så kom borgerkrigen i 1989. Det satte virkelig Liberia tilbage. ”Krigen har gjort os til et folk af tiggere,” sagde en ung mand engang til mig, og den udtalelse har jeg ikke kunnet glemme. Krigen gjorde, at de endnu engang blev afhængige af hjælpen udefra.«

Hjælpen udefra er nødvendig for, at Liberia kan rejse sig igen, men det er vigtigt samtidig at være opmærksom på, at liberianerne ikke bliver afhængige af hjælpen – men oplever, at de selv kan gøre noget.

Veluddannede liberianere forlader Liberia

Et andet vigtigt element for at Liberia kan opleve udvikling, er, at landet ikke drænes for ressourcer. Det handler dels om, at mange penge forlader Liberia, fordi meget af handlen ligger på udenlandske hænder, og dels om at få veluddannede til at blive boende i Liberia. 

Her kan man se, at forbindelsen til USA stadig består, for mange af de liberianere, der kunne være med til at skabe udvikling i Liberia, søger til USA, fortæller Ingrid.

»Mange liberianere drømmer om at komme til USA. Mange får også en uddannelse i USA, og efter endt uddannelse ønsker de at blive der i stedet for at komme tilbage til Liberia. Mange familier arbejder også på at få et familiemedlem til USA for derefter at forvente, at vedkommende sender penge tilbage til familien i Liberia. Her kunne man jo fra USA’s side nægte disse mennesker opholdstilladelse, hvis man virkelig ville hjælpe Liberia, men det lader for mig ikke til, at der er fokus på dette ”brain-drain” på en sådan måde, at USA vil hjælpe til med, at Liberia kan beholde veluddannede folk,« siger Ingrid.

I stedet beror muligheden for at skabe udvikling på liberianerens eget valg om at blive (eller vende tilbage) til Liberia.

Begynd med børn og kvinder

Både Ingrid og Finn tror dog på, at der kan ske en positiv udvikling i Liberia, men vurderer begge, at det vil tage lang tid. At begynde med skolerne, som også er et af Promissios arbejdsområder i Liberia, ser Ingrid som et afgørende element.

»Man skal starte med børnene i skolerne, for de er Liberias fremtid. Får de en god uddannelse og en tro på, at de kan gøre noget selv, så er der noget at bygge på. Samtidig er også kvinderne vigtige. De er stærke og har meget at bidrage med – og det var jo også kvinderne, der afsluttede borgerkrigen,” siger Ingrid.

Finn, der stadig har kontakt til liberianere og er med i liberianske onlinenetværk, oplever også optimisme blandt liberianerne.

»Jeg hører gode historier om samhørighed og kamp for, at Liberia skal være et godt land at leve i. Jeg har mødt mennesker, der trods frygt og ængstelse altid var båret af den faste overbevisning: 

”Vi kommer på den anden side en dag.” Her har de lokale kirker og evangeliet også stor betydning for bevarelsen af glæde og håb om en fremtid, der er værd at leve for,« siger Finn Hougaard.