Elisabeth Poulsen udsendes til Liberia

Elisabeth Poulsen har arbejdet for Promissio/DEM i både Botswana og Etiopien, og i løbet af efteråret 2019 udsendes hun som missionær til Liberia. Dermed bliver hun den første i Promissio, der har arbejdet i alle de tre lande, hvor Promissio er (og har været) engageret.

Elisabeth Poulsen er antaget som missionær i Liberia fra efteråret 2019. Det er planen, at hun skal være en del af skoleafdelingen i Den Lutherske Kirke i Liberia, hvor hun skal arbejde med udrustning af lærerne i form af rådgivning og kurser.

Flertallet af lærerne på kirkens 28 skoler har ingen formel læreruddannelse bag sig, og der er således stort behov for at bidrage med indsigt i forskellige undervisningsmetoder og pædagogiske refleksioner.

Udsendt til tre forskellige lande

Elisabeth Poulsen, der er uddannet lærer, har ikke tidligere arbejdet i Liberia, men har arbejdet for DEM/Promissio i både Botswana og Etiopien, hvor hun har undervist børn og voksne. Dermed bliver hun også den første, som har arbejdet i alle de tre lande, hvor Promissio er (og har været) engageret.

I juli var Elisabeth Poulsen på besøg i Liberia sammen med Promissios koordinator for international mission, Simon Schøler Kristensen, for at se landet og møde hendes kommende kolleger i skoleafdelingen.

”Jeg kender ikke meget til Liberia, så det var rigtig godt at besøge landet og møde dem, jeg skal arbejde sammen med. Jeg ser frem til denne opgave, og det bliver spændende at komme i gang,” siger Elisabeth Poulsen.

Elisabeth Poulsen er færing og bor i dag på Færøerne, men har tidligere boet i Danmark gennem flere år.