Vi er vilde med blogs

Dette indlæg forstås bedst, hvis man først læser indlægget ”Masser af underskrifter og stempler”.

På hvert gadehjørne står en pige eller ung kvinde. Ofte på min alder eller yngre. Og venter. Med halvbøjet ryg og trist mine. Her står de og venter på at sælge deres krop. Efter mørkets frembrud har Addis Ababa forvandlede sig fra en religiøs fæst...

Det var ikke nemt at sige farvel til alle vores nye venner, men det bliver man jo nødt til når man rejser tilbage til Danmark.

I mødet med en ung patient på Phebe Hospital med dårlige fremtidsudsigter, blev jeg konfronteret med spørgsmålet, om jeg tør at gribe ind, når Gud kalder mig til det.

Salme 8 har den sidste uge, hvor vi har haft en fri uge, været noget jeg gang på gang er vendt tilbage til. Anton og jeg var nemlig et par dage på hesteryg i bjergene, hvor vi fik mulighed for at se Guds fingres værk.

Vi har nu tilbragt ca. halvdelen af tiden her i Etiopien, og vi har derfor umiddelbart set det meste af det vi skal se, så hvad er egentlig helt grunden til vi fortsat skal bruge tid på de samme ting?

Her kommer en adventshilsen, som finder sted på de støvede liberianske landeveje, i forsøget på at finde frem til byen Gbongyea

”Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid” Sl. 121, 8. Det vers har vi givet til afslutning for de volontører, som har været her i Addis Ababa, mens vi har været her.

Vi lever i tro på, at Gud lader os finde både missionærer og midler til rette tid – men det er en udfordring at vente!

Både tidligere og nuværende beboere på Deborah Center mødtes for at udveksle erfaringer om livet udenfor centret.