Gæster til et ortodoks-kristent bryllup!

Parret blev ét, derfor Gud til ære

Bryllupsdagen begyndte klokken 9 efter deres vielsesceremoni, som egentligt startede dagen inden for parret. Traditionen tro, skulle parret nemlig faste fra middag dagen før til efter vielsen - det blev til omkring 24 timer puha. Dertil begyndte deres vielsesceremoni klokken 3 om morgenen, så udover, at de ikke havde spist i flere timer, skulle de samtidigt holde sig vågne, smile og være glade. Især den del værdsætter vi, at der ikke er tradition for i Danmark!

Da vi ankom til kirken, var alle gæsterne samlet udenfor, for her skulle en anden tradition begynde. Vi skulle gå rundt om kirken, klappe og synge bibelvers, som en slags bøn for det nygifte par, der desuden så helt forrygende ud!

De næste tre timer gik derfor med at synge, klappe, danse og bede for deres ægteskab, hvorefter de endeligt kunne få mad - selvfølgelig injera hvad ellers? Og da brudeparret havde fået deres del, var det gæsternes tur. Skal vi bare sige, at det var godt, at vi fik en flaske vand til, for her i Etiopien har man sans for stærkt wat til deres injera - jo stærkere des bedre ;))

På vej til festen

Efter maden blev der danset og klappet lidt mere, hvorefter parret blev ledt ud til deres fine bil med de smukkeste blomster på. Nu skulle alle gæsterne køre i samlet flok hen til festen i en slags lang parade, hvor stort set alt er tilladt! Her kan du dytte så meget du vil, samt køre utilregneligt på vejbanen. Denne køretur tog cirka en halvanden time, da festen var i udkanten af Addis, faktisk helt oppe på et bjerg - så sidste del af turen blev på gåben, da bilerne ikke længere kunne følge med.

Da vi ankom til feststedet, var alle i godt humør og klar til at fejre det nygifte par og deres nye pagt med Gud. Festen blev holdt ved gommens mors hus, som også var parrets nye hjem - og i dette tilfælde fik bruden hendes svigermor i tilkøb, som efterfølgende skal bo med parret. Festen startede med et stort måltid med massevis af forskellige wat (saucer) til deres famøse injera, hvilket vi begge stadig prøver at mestre.

Og hun fik navnet Banchiyirga

Efter måltidet skulle en meget vigtig beslutning tages, bruden skulle nemlig modtage et kaldenavn, som gommen kan kalde sin hustru i hjemmet. Det var gæsterne, som skulle komme med forskellige bud til kaldenavnet, hvorefter der skulle stemmes om navnet. Eftersom svigermoren var hushoved, var det hendes kaldenavn, der blev det endelige. Bruden fik navnet Banchiyirga, hvilket betyder ”hende, der får alting til at falde på plads". Denne lidt sjove tradition er vi særlige fan af, da det også er en sød måde at komplimentere bruden på. 

Festen varede til sidst eftermiddag og sluttede med billeder samt farvel til brudeparret og gæsterne. Her endte vi som altid med at bruge vores mest brugte amhariske sætning ”tinishi āmarinya”, hvilket betyder, at vi altså kun kan lidt amharisk. For af en eller anden grund har de alle en forestilling om, at vi er eksperter i deres sprog - og selvom dette er ønskescenariet, er det endnu ikke blevet en realitet. Men vi fik sagt farvel og kørte derefter den lange vej hjem efter en helt igennem fantastisk kulturel dag. Her opdagede vi ting, som vi værdsætter ved danske bryllupper, men også ting vi ville ønske man gjorde til bryllupper i Danmark!

Elskede, lad os elske hinanden, for kærligheden er fra Gud, og enhver, der elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. 1. Joh 4, 8-8