Byggeri skal forbedre økonomien

Mekane Yesus Seminary i Etiopien ønsker at holde fast på deres medarbejdere ved at give dem en bedre løn. Derfor har de startet dette projekt. 

Af Simone Malmroes Tarp, markedsførings- og sekretariatskoordinator

Mekane Yesus Seminary er Mekane Yesus kirkens teologiske fakultet, og ligger i kirkens store compound i Mekanisa bydelen i Addis Ababa. Her bliver der hvert år uddannet mange dygtige teologer.

Uddannelsen ligger i samme bygning som Promissios kontor, og Promissio har i årenes løb sendt flere gæstelærere afsted til at undervise på fakultetet. Vi har derfor en stor tilknytning til dem.

Lige nu er de i gang med et nyt stort byggeri, som de har fået midler til at bygge fra USA. Selv vil bruge de øverste etager til undervisning, mens de nederste etager skal udlejes til butikker, kontorer og restauranter, og derved give dem selv et økonomisk boost. De ønsker nemlig at have mulighed for at forbedre skolens faciliteter, og vigtigst af alt lønne deres ansatte - præster, evangelister, lærere og lektorere ordenligt, så de kan beholde dem i længere tid! Mange ansatte har tidligere søgt nyt arbejde for at få en bedre løn. 

Mekane Yesus Seminary ønsker inderligt at gennemføre projektet for at skabe bedre vilkår for deres ansatte og fortsat have en høj uddannelses- og undervisningskvalitet. Derfor er der brug for din BØN!

I denne tid stiger priserne på byggematerialer, og der er knaphed på cement i hele Etiopien, så de står overfor nogle store udfordringer med forsinkelser i byggeriet og et større økonomisk underskud end forventet. Det må ikke stoppe projektet!

Så vær med til at bede for byggeriet og alle de involverede.