En trofast ven er gået bort

Torsdag den 18. juni måtte vi sige farvel til en trofast ven af Promissio gennem mange år, Dr. Hanne Christensen, Christiansfeld. Hanne sov ind efter længere tids sygdom.

Foto: Søren Gylling

Hanne Christensen, eller slet og ret Dr. Hanne som hun blev kaldt, begyndte sit virke som missionær i Promissio (dengang Dansk Ethioper Mission) i 1982. I de næste 15 år rejste hun ud og hjem flere gange og arbejdede blandt andet som læge på hospitaler i Gidole og Yirga Alem. En af hendes sidste tjenester var at rejse rundt til lokale klinikker og supervisere klinikpersonalet; et arbejde hun var god til, fordi hun med sin ligefremme tilgang kom godt ud af det med høj og lav.

Dr. Hanne var meget vellidt, og hendes evne til at ”gå ind i folk med træsko på” bragte hende mange venskaber. Efter hjemkomsten til Danmark etablerede hun egen lægepraksis i Christiansfeld, hvor særligt indvandrere følte sig godt taget imod, da Dr. Hanne med sit internationale udsyn formåede at favne dem på en særlig måde.

Dr. Hanne har gennem alle årene været en trofast ven af Promissio, som troligt har deltaget i årsmøder og diverse arrangementer. Vi vil savne hendes engagement i missionens sag, men vi glæder os over, at hun er taget herfra med sin solide, kristne tro.

Dr. Hanne begraves fredag den 26. juni kl. 13.00 fra Tyrstrup Kirke i Christiansfeld. Der er plads til 130 i kirken, som fyldes efter første-til-mølle-princippet. Der vil efterfølgende være mindesamvær på Brødremenighedens Hotel, hvor der er plads til flere.

Æret være Hannes minde.