Med hjælp fra støtteprogram tør Esther drømme om medicinstudiet

Af Anika Thorø Weber, journalist

Tårerne trænger sig på. Det er tydeligt, at Esther M. Karr gør alt, hvad hun kan, for at holde de salte dråber tilbage. Hun trækker vejret dybt, holder en pause, og selvom stemmen knækker over, lykkes hun med det, hun har sat sig for. Øjnene bliver blanke, men tårerne når aldrig ud af øjenkrogen, mens Esther fortæller om sin opvækst, der ikke kun vækker lykkelige barndomsminder.

Esther er trænet i at holde på formerne. Med hårde livsvilkår i bagagen lærer man, at tårer må holdes tilbage. Så det gør hun, mens hun fattet fortæller om den dag, hun som 10-årig blev forladt af sin mor for aldrig at have hende i sit liv igen.

»Mit liv var fyldt af sorg hver dag. Jeg var ulykkelig. Jeg savnede min mor. Jeg savnede hendes omsorg og hendes råd og vejledning,« siger Esther, der i dag er 28 år gammel.

Tilbage stod Esther som den ældste i søskendeflok på fire. Hendes far var syg, og med et minimum af penge på lommen var Esther faretruende tæt på at blive smidt ud af skolen, fordi familien ikke kunne betale udgifterne. 

»Det var et barskt liv, men vi måtte forblive stærke,« siger hun.  

En ubarmhjertig verden

Esther M. Karr er langt fra det eneste barn i Liberia, der må slås med sorg og barske livsvilkår som en naturlig del af opvæksten. De seneste år har alt fra ebola til COVID-19-epidemier sat en kæp i hjulet for mange i Liberia og tvunget endnu flere familier i knæ, mens også tragiske ulykker rammer mange børn og deres familier.

En af dem er Malcolm Sando, der ligesom Esther har haft en opvækst med kun én forælder. I hans tilfælde var det faren, der manglede. Han døde i en motorcykelulykke i Liberias kaotiske trafik.

»Mit liv var et helvede dengang. Vi havde ingen mad, og vi havde ikke penge til at leje et sted at bo,« siger Malcolm, der ligesom Esther så sin fremtid smuldre mellem fingrene på ham.

For både ham og Esther vendte drømmene dog tilbage, da de blev en del af Promissios program, der sikrer skolegang til forældreløse og sårbare børn. Det program har 12 Promissio-støtter fra Gjern set effekten af på en rejse til Liberia i marts.

»Der er ikke noget, der er nemt for nogen i Liberia. Men de klarer sig på trods – og programmet er med til at gøre en forskel for de børn, der er en del af det,« siger lederen af studierejsen, Peder Svinth, som en opsummering på turen, hvor han mødte adskillige børn og familier med tilknytning til programmet. 

Projektets leder, Gamari Wirewulu, giver ham ret:

»Når børn er en del af det her projekt, er de ikke blot med til at sikre en fremtid for sig selv. Når vi hjælper børnene, giver det håb for, at hele deres familie får en bedre fremtid,« siger hun.

Virkeligheder under forvandling

Det er ikke uden grund, at Garmai Wirewulu tør sige, at programmet for forældreløse og sårbare børn skaber håb for hele familien.

Mens Malcolm har fået arbejde som sekretær i en statslig organisation, så er Esther flyttet til England. Hun har nemlig fået et stipendium og er nu i gang med at læse fag op, så hun kan komme ind på medicinstudiet, hvis hun opnår de rette karakterer. Men selvom hun studerer i England, er det ikke der, hun ser sin fremtid.

 »Jeg har altid drømt om at blive læge, så jeg kan hjælpe andre og være med til at redde liv. Det lægger mig meget på sinde. Den gave vil jeg gerne give til mit folk i Liberia, fordi støtteprogrammet har hjulpet mig så meget,« siger Esther.

Hun tager en dyb indånding, og stemmen knækker igen, som da hun fortalte om sin barndom.

»Uden programmet ville mit liv være sørgeligt. Mine drømme ville ikke blive til virkelighed. Nu har jeg i stedet fået håb. Fremtiden ser lys ud, og jeg ved, at det, jeg drømmer om, faktisk er muligt. Jeg er meget taknemmelig for, hvor jeg er i mit liv nu,« siger hun.

Gamari Wirewulu mener, at støtten er vigtig, fordi den giver håb til dem, der er uden håb.

Malcolm Sando er taknemmelig for, at han har fået en universitetsuddannelse takket være støtten.