Mekane Yesus Kirken i Etiopien

Kirken vil tjene det hele menneske og nå 30.000.000 mennesker i det østafrikanske land med evangeliet i 2013-2017.

Kirkens engelske navn: The Ethiopian Evangelical Church Mekane Yesus. Mekane Yesus betyder "stedet hvor Jesus bor".

Kirken blev dannet i 1959 ved sammenslutning af evangelisk-lutherske menigheder i landet, men blev først selvstændig og godkendt af den etiopiske stat i 1969.

Kirken ledes af præsident Yonas Yigezu (valgt januar 2017) og er opdelt i 32 selvstyrende synoder og arbejdsområder. (Læs om de forskellige niveauer i kirken her.)

Vækst udfordrer kirken 

I Etiopien vil mange gerne høre evangeliet, og de kristne har syn for mission og er villige til at gå. Det betyder, at kirken er blandt de hurtigst voksende kirker i verden og med al sandsynlighed verdens største lutherske kirke. Kirken vokser med næsten 10 % om året, og den har nu omkring 10 mio. medlemmer.

Det stiller kirken over for mange og store udfordringer: De mange børn og unge og de nyomvendte skal have oplæring i den kristne tro, og der skal f.eks. uddannes flere præster, evangelister og ledere og bygges mange nye kirker. Dertil kommer kirkens store engagement i bl.a. skoleundervisning og uddannelse, sundhedsvæsen, nødhjælps- og udviklingsarbejde.

Kirken har sit eget missionsselskab, Mekane Yesus International Mission Society, der sender etiopiske missionærer til andre lande.

Se også: Mekane Yesus-kirkens hjemmeside.

Promissio og Mekane Yesus-kirken

Promissio sendte de første missionærer til Etiopien i 1948, og i de første mange år var Promissios arbejde koncentreret om Bale-området i Sydetiopien, med udgangspunkt i Dodola.

Siden Mekane Yesus-kirken blev dannet i 1959, har den været Promissios naturlige samarbejdspartner i Etiopien, og Promissio har støttet kirken med økonomiske tilskud og udsendte medarbejdere igennem alle årene. Dog var det ikke muligt at sende medarbejdere til Etiopien i 1977-1980 efter den marxistiske magtovertagelse i slutningen af 1970-erne.

I dag arbejder Promissio især sammen med Wabe Batu-synoden, der har hovedkontor i Dodola, Addis Ababa-synoden, og med kirken på nationalt plan ud fra Addis Ababa.

Mekane Yesus Kirken 2017

Menigheder: 8.564
Prædikesteder: 3.892
Præster: 3.976
Evangelister: 7.620
Frivillige: Over 500.000
Medlemmer: 8.310.129
Nadverberettigede medlemmer: 4.593.645

Del denne side
Læs også
Dagens bedeemne

Frede Ruby Østergård, generalsekretær