Vi oplever Etiopien, denne gang i Robe!

Vi nyder godt af at leve i Etiopiens hovedstad, men lidt luftforandring tager ingen vel skade af? Derfor tog vi et lille smut til Robe, Bale i Etiopien!

Etiopien

Kulturchok på ny

Fra søndag til onsdag i sidste uge var vi, familien Bruun og vores ”bedsteforældre”, Berit og Mehret-Ab, på en lille miniferie til Bale Robe, hvor vi her boede på Mana Galataa - og sikke et paradis!

Generelt gav rejsen til Etiopien og Addis Ababa os noget af et kulturchok - og denne følelse var som at få på ny, da vi ankom til Robe. Selve flyveturen varede 1 lille time, så det var begrænset, hvor længe vi var i luften, inden vi landede igen. Vi tror aldrig, vi har været på sådan en kort flyvetur.

Det var en underlig følelse at stå ud af et fly, hvor omgivelserne bare var rene marker. Det var nok den mindste lufthavn, vi har set - hvis man overhovedet kan kalde det en lufthavn? Selve lufthavnen var en lille malplaceret bygning ude i ingenting, hvor en lille fin sten og træskilt viste, at længere henne af ”vejen” kunne du finde lufthavnen og hente din bagage, hvilket var samlet på en lille vogn - hvorfor dog gøre det mere kompliceret, end det behøver at være?

Yardashi, som arbejder på Mana Galataa (her hvor GDTérne oprindelig skal bo), kom og hentede os med en mini-bus. En fantastisk dame og venligheden selv. Da vi ankom til boligen, blev vi ligeledes mødt med åbne arme af de søde køkkenpiger, der arbejder der.

Dejlig ferie med oplevelser

Vores tur til Robe er blandt andet blevet brugt på at se en nationalpark, som havde masser af vildsvin, antiloper og pæn natur. Det var et virkelig et fint sted, hvor man kom tættere på den smukke etiopiske natur! Desuden var det virkelig en luftforandring fra den ellers overfyldte storby vi ellers befinder os i. Så det var med at suge den rene og friske luft til sig. Derudover vandt Ane-Sofie lige over en af medarbejderne i et spil dam. Her fik hun kun lidt (læs meget!) hjælp fra alle andre omkring.

Desuden fik vi også set mere af landsbylivet på busturen derhen og hjem. Virkelig en smuk natur med en masse grønne arealer og bjerge! Skønt at se hestevogne, æsler og de små Bajaj (trehjulede knallerter) kørende rundt på de ikke-asfalterede og bumpede veje. Vi var særlig fascineret af de afrikanske hytter, der ligner hatte! Derudover havde vi en særlig sjov oplevelse med vores chauffør, som meget gerne ville gifte os væk - for hernede kunne de jo tilbyde os en masse papaya og bananer, så what's not to like?

Tirsdag formiddag stod på afslapning, da vejret ikke lige var med os - regntiden stopper nemlig senere i Robe. Om eftermiddagen tog vi på tur til byen for at udforske den. Her besøgte vi blandt andet den lokale kirke, hvor vi mødte verdens sødeste børn, der lige havde fået fri fra skole - og tro os, vi var lige så excited over dem, som de var af os!

Ude godt, hjemme bedst

Onsdag var hjemrejsedag. Her fik vi sagt farvel til Yardishi og pigerne, der havde sørget for lækker mad, kaffe og te til os. Og Mille har vidst nok også drukket sin del af Macchiato imens vi var på miniferie (+10 kopper dagligt). Derudover ordnede de også lige vores hår med flotte fletninger - så nu føler vi os rigtig afrikanske! Vi takker Gud for sådan nogle skønne og imødekommende mennesker vi er omgivet af - både nye og bekendte. Onsdag aften kom vi tilbage til dejlige Addis igen og vi er bare så taknemlige for at have muligheden for at se andre dele af Etiopien. Men som man siger "ude godt, men hjemme bedst" - og her har vi det bare skønt ;))

Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord,..., Det er ham, der giver alle liv og ånde og alle ting. 
Apg. 17, 24-25

Tags

Del denne side

Mille og Ane-Sofie

Mille Enevoldsen og Ane-Sofie Nebel er Christian Culture Travellers i Etiopien i efteråret 2023.

Seneste tags

Seneste kategorier