"Som en fisk på land, når jeg ikke kan synge i kor"

Af Berit Østby, missionær i Etiopien, redigeret af Rikke Thomassen, journalist

Hvis du kommer ind ad dørene til Mekane Yesus-kirkens menighed Amist Kilo i Addis Ababa en dag, hvor Hibretkoret synger, vil du blive mødt af smuk firstemmig sang. Dette er ikke den traditionelle måde at synge på i Etiopien, hvor den pentatoniske musikskala – den med de fem sorte tangenter på klaveret – er den mest almindelige, og kun to andre kirkesamfund i Etiopien bruger den vestlige (diatoniske) skala. Lydia Wolde Selassie har været aktiv i Hibretkoret i over 40 år, og hun fortæller, at man skal et stykke tilbage i historien for at finde svaret på, hvorfor koret synger efter den vestlige skala – og historien er også en del af hendes egen familiehistorie.

Missionærer medbragte den vestlige musik

I 1866 kom de første svenske missionærer til Eritreas kyst med det hovedformål at nå oromo-folket i Etiopien med evangeliet. Det tog dem næsten 40 år, før det lykkedes, og på deres ture i Etiopien havde de flere kristne fra Eritrea med.»To af dem var mine bedsteforældre,« fortæller Lydia, der i dag selv er bedstemor til syv børnebørn.

Mange eritreere boede i Etiopien, og de var med til at opbygge Amist Kilo-menigheden, som var den første menighed i Mekane Yesus-kirken. De fleste eritreere var vant til den vestlige måde at synge på med vestlige sange oversat til lokale sprog, og det er derfor, at Hibretkoret i dag synger med den vestlige skala.

Korsang giver samhørighed

Lydia er den, der har været med i koret i længst tid, og næste år kan hun være med til at fejre korets 80 års jubilæum. Af hensyn til Lydias eget helbred har hun dog ikke kunnet synge med i koret siden coronavirus kom til Etiopien, og det har været hårdt for hende at undvære det.

»Jeg er som en fisk på land, når jeg ikke kan synge i kor. Jeg savner især fællesskabet. Jeg kan synge alene, når jeg er hjemme – hvilket jeg også gør – men det at synge sammen med andre giver mig en helt speciel følelse af samhørighed,« siger Lydia.

Samhørigheden udtrykkes også i de ens dragter, som alle kor bruger, og hvor hvert kor har sine egne farver. Dette er et tegn på identitet, og det udtrykker også, at alle er lige, når man står frem og synger, uanset om man er fattig eller rig.

Korsang efter både den ene og anden skala

Nogle finder påvirkningen fra missionærerne tilbage i tiden problematisk i forhold til respekten for den etiopiske kultur – og dermed også musik-kultur – men måske behøver det ikke at være et valg mellem den ene eller anden stil. Lydia sætter pris på den vestlige musik, men har også et ønske om, at den kommende generation vil føre begge musikstile videre. Det samme ønske har Yonas Gorfe, der er vikarierende dirigent for Hibretkoret, og som selv har en meget varieret baggrund inden for musik.

»Som 12årig lærte jeg at spille trompet af en svensk missionær, Marianne Nielson, og senere begynte jeg at spille orgel i Mekane Yesus-kirken i Entoto. Jeg har også været med i Hibretkoret i cirka ti år, da jeg var yngre,« fortæller Yonas.

Musikinteressen førte ham på studieophold i Finland, og alt i alt har han boet i udlandet i cirka ti år. Dermed har han gode forudsætninger for at forstå mange forskellige typer musik, og da han for år tilbage genopstartede den etårige musikuddannelse på Mekane Yesus-kirkens seminarium, lagde han vægt på, at de studerende skulle lære jazz.

»Det hjælper dem med at arbejde med den pentatoniske skala,« siger Yonas, der ønsker at korsangen – både den vestlige og den traditionelle – udvikles og styrkes i Etiopien. Han ser dog også, at korsang – måske særligt den traditionelle etiopiske – kan noget særligt i forhold til at binde Etiopiens forskellige grupper sammen.

»Korsangen med den pentatoniske skala er den samme, uanset hvilket kirkesamfund du besøger – det kan være pinsevenner eller lutheranere – og faktisk også uanset hvilke etniske grupper, du besøger. I disse tider med store etniske spændinger i landet er korsang en af de få ting, vi har til fælles, og som forbinder os på tværs af etniske skillelinjer,« siger Yonas Gorfe.