Eventyret slutter

Det er ikke til at forstå, at vi kom for tre måneder siden. Vi kom ud af lufthavnen, helt små og forvirrede, men så var det heldigt, at Berit og Mehret-Ab stod klar til at tage imod os. De har været vores “etiopiske bedsteforældre” og skal have en stor tak for at have taget sig så godt af os. Det samme kan vi sige om den danske missionærfamilie, Tanja, Andreas og deres børn. Ikke nok med at de har været gode naboer, har de hjulpet os igennem store og små kulturchok, taget os med på efterårsferie og altid været klar på en god snak.

Den første tid i Addis

Det var en vild opstart. Ikke nok med at man skulle vende sig til højden og et helt nyt land, var der en masse forskellige højtider, der skulle fejres. Det var en god måde at lære de Promissio-ansatte og vores kollegaer fra seminariet at kende på. Der var god tid til at snakke, inden arbejdet for alvor gik i gang, for vores vedkommende.
I denne periode gik vi også på sprogskole. Selvom vi allerede har glemt meget af det igen, var det mega fedt at have nogle få ord, som vi kunne bruge på Deborah og generelt i vores hverdag med indkøb osv.

Efterårsferie i Robe

Et af højdepunkterne var helt klart vores efterårsferie, hvor vi var på tur til Robe.
Selvom vi virkelig nyder hverdagen og arbejdet i Addis, var det også fedt og spændende at komme ud af byen. Store brede vidder, små landsbyer, godt vejr og gode udsigter er noget af det, vi husker bedst.
Vi var på dagstur til Dodola, byen hvor Promissio startede sit arbejde. Vi var på compounden, hvor der bare var fuld gang i hverdagen. Der var både skole, kirke og sundhedscenter. Dejligt at se, at Promissios arbejde stadig udvikler sig.
Vi fik også set det hus, de allerførste Promissio-missionærer byggede og boede i. Her blev vi mødt af mennesker, der havde en masse godt at fortælle om dem. Hvor er det vildt, at selv efter 75 år er der stadig mennesker, der er taknemmelige for Promissios arbejde.

Hverdag på Deborah og seminaret 

Deborah-pigerne har også fået en særlig plads i vores hjerter. Vi har virkelig nydt den tid, vi har brugt hos dem! Vi er blevet en del af pigernes hverdag, og de er ikke bange for at sætte os i gang med de daglige pligter i køkkenet eller med kaffeceremonien. Det er nok også på Deborah, vi har fået den etiopiske oplevelse. Hver gang, har vi fået injera, buna (etiopisk kaffe) og etiopisk samvær. Selvom det ikke er sproget, vi har til fælles, har vi lært hinanden godt at kende, og det var ikke sjovt at sige farvel – især heller ikke oven på den forestående flytning. Men vi ved, at pigerne er i gode hænder hos Win Souls for God og ikke mindst Ealed, pigernes “mor”.

De fleste af vores hverdage har vi været på Mekane Yesus Seminaret. Her har vi godt nok mødt mange fantastiske mennesker. De studerende er helt vildt passionerede for at lære og brænder virkelig for at blive teologer og sprede det gode budskab. Man bliver altid mødt af smil og gåpåmod, selvom engelskundervisningen nogle gange er svær.
Vi har også været en del af et helt fantastisk team! Vicki, Hayden, Hannah og Tanja har virkelig været en fryd at arbejde sammen med. De har taget sig godt af os og hjulpet os på vej med vores opgaver.

Hjem til kolde Danmark

Vi ser frem til at skulle rundt og fortælle om vores oplevelser i starten af 2025. Hvis man vil høre mere om det, kan man kontakte Kirke til Kirke.

Vores eventyr i Etiopien har virkelig været en stor oplevelse og noget, vi aldrig kommer til at glemme. Det har virkelig været hårdt at sige farvel til en masse skønne mennesker, men hvor er vi også bare heldige, at vi har svære farveller.