ADMIRE BYGGER EN BEDRE FREMTID - ÉN MURSTEN AD GANGEN

Med stor viljestyrkevedholdenhed og støtte fra kirken har AdmireWhern forvandlet sit hjem fra blikskur til murstenshus. Det giver hele familien et tryggere og bedre fundament i livet.  

Af Anika Thorø Weber, journalist 

En slidt madras på det hårde betongulv, sygdomsbefængte rotter i hjørnet og vægge af hullede blikplader lappet med avispapir.  

Sådan så det ud i Admire Wherns hjem for et par år siden i udkanten af Liberias hovedstad Monrovia.  

Admire og hendes familie har fortsat samme adresse, men noget er alligevel forandret. Huset er som forvandlet. Nu har familien på fem et hus med foreløbigt et værelse bygget af mursten, klinker på gulvet og en stor bred seng, der er hævet fra underlaget. På tøjstativet hænger der tre gange så meget tøj som tidligere, og på det lille reolsystem bag sengen ligger de skolebøger, som børnene tidligere altid opbevarede i skoletaskerne, fordi der ikke var nogle opbevaringsmøbler i deres gamle hjem.   

Det er der nu lavet om på. De seneste fire år har Admire Whern nemlig haft ét mål for øje: At skabe et bedre hjem for sig selv og sin familie.  

»Før regnede det ind i vores hus, fordi væggene var så tynde og utætte. Rotterne løb omkring, og de bragte sygdomme med sig, der også gjorde børnene syge. Det var som en zoologisk have, men det er det ikke længere. Det er jeg meget taknemmelig for,« siger Admire Whern.  

En søsters død 

Det er Admire Wherns varme hjerte og store kærlighed til sin familie, der er årsagen til, at hun og familien ikke længere bor i et utæt hus.   

Da Admires søster døde for nogle år tilbage, efterlod hun sig to børn, som Admire Whern tog til sig som sine egne. Admire var allerede alene om at brødføde sine to egne børn, så med to ekstra munde at mætte var den sammenbragte familie presset til det yderste. Familien kæmpede for et dagligt måltid mad, og alt fra husrenovering til skolegang for børnene måtte sættes på standby.  

»Det var kun Gud, der hjalp os igennem,« siger Admire Whern, der ser tilbage på den svære tid med smerte i stemmen.   

Familien fandt dog en vej ud af deres prekære situation. Med hjælp fra Den Lutherske Kirke i Liberia har Admires bonusbørn Simon Peter og Cynthia samt hendes biologiske søn Andrew de seneste år været en del af kirkens skolestøtteprogram.  

Udover at sikre børnene daglig mad og skolegang, så betyder støtten, at familien de seneste år har haft et økonomisk overskud, som har gjort det muligt for Admire at starte sin egen lille forretning. Hun har derfor solgt hjemmelavede kager og snacks til naboerne i sit lokalområde – og pengene har hun brugt på mursten, en seng og klinker på gulvet.  

»Uden kirkens støtte var børnene aldrig kommet i skole. Det er også takket være kirkens hjælp, at vi nu har et godt sted at sove,« siger Admire Whern.   

En ustoppelig drøm 

Selvom Admire Whern nu har nået sin drøm om et tæt hus med en god seng, så er hun ikke færdig med at forestille sig, hvordan hun og familien kan få et endnu bedre hjem.  

Væggene er allerede bygget til endnu et rum i huset, så familien har lidt mere plads at opholde sig på inden døre. I rummet står adskillige store plastikdunke, som Admire har en klar plan for: Når hun har penge til det, vil hun indkøbe palmeolie, som hun vil sælge til sine naboer. Det skal opbevares i de store dunke.  

»Rummet er ikke færdigt endnu, for det har jeg ikke penge til – men det håber jeg at få. Indtil videre har jeg ét godt rum, hvor børnene kan være,« siger Admire Whern.  

Du kan støtte Den Lutherske Kirkes skoler i LiberiaMobilePay 77944 (skriv En god skole) eller i formularen herunder.