Befolkningen er vendt på en tallerken
Udviklingsprojektet i Kokossa har haft stor indvirkning på lokalsamfundet. DASSC har netop vundet en pris for deres arbejde.
Direktøren for Mekane Yesus-kirkens udviklingsafdeling i Wabe Batu-synoden (DASSC) holder pokalen, mens certifikatet er givet i hænderne på den ansvarlige for planlægning, supervision og evaluering af afdelingens arbejde. De har grund til at være stolte, for ud af 53 NGO’er i West Arsi Zone i det sydlige Etiopien blev de i januar måned ved et offentligt arrangement hædret med en flot tredjeplads for deres udviklingsarbejde. Det gør også os i Promissio stolte, da vi i flere år har samarbejdet med DASSC i Wabe Batu-synoden om udviklingsprojekter.
Promissio har siden 2012 samarbejdet med DASSC i Wabe Batu-synoden om flere projekter i Kokossa-distriktet, hvoraf det sidste ved udgangen af marts når sin afslutning. Projektet i Kokossa har haft til formål at nedbringe antallet af piger, der bliver udsat for skadelige traditionelle skikke, såsom omskærelse, tillige med at styrke kvindernes position i samfundet, både socialt og økonomisk.
Det har betydet, at antallet af piger, der bliver omskåret, er faldet og at befolkningen er blevet mere oplyste om smitsomme sygdomme og prævention.
”Næsten alle piger var blevet omskåret, inden de blev gift. Hvis hun ikke var omskåret, ville hun blive udskilt fra og marginaliseret i samfundet og offentligt nedgjort af sine venner. Det betød, at pigerne var udsat for forskellige sygdomme, og nogle døde i barselsseng,” fortæller Dhenko Guye, den økonomiansvarlige på det offentlige udviklingskontor i området, men sådan er det ikke længere.
Projektmedarbejderne kan berette om en nedgang i omskærelsen af piger. DASSC-medarbejderne har arbejdet hårdt for at nå til et punkt, hvor man kunne påvirke denne tradition, fordi den hænger tæt sammen med de lokale skikke. Men gennem undervisning er mange både mænd og kvinder blevet oplyste, og de nye tanker har bredt sig i samfundet.
Mange nye planter dyrkes
Dhenko Guye er ansat af staten og er derfor ikke en del af DASSC-arbejdet, men han er opvokset i Kokossa-distriktet og har med egne øjne set den forskel de forskellige projektperioder har gjort gennem årene.
”Som et resultat af oplysningsarbejdet i dette projekt dyrker vores folk i dag mange forskellige grøntsager. Kål, gulerødder, salat, rødbeder, kartofler og talrige lokale og fremmede planter er blevet introduceret. Disse afgrøder blev i begyndelsen afvist. Men i dag danner disse planter grundlaget for folkets indkomst og sundhed,” siger Dhenko Guye.
De lokale har fået undervisning i dyrkningen af forskellige afgrøder, så de står stærkere i tider, hvor klimaet har unormale udsving. For at styrke kvindernes økonomiske situation har man oprettet spare-låne-grupper, så kvinderne kan få startkapital til at etablere deres eget lille landbrug.
Et andet billede af Gud
Projektet har ikke kun haft en betydning for befolkningens levevis. Det har også været med til at give dem et andet billede af Gud.
Før projektet var det en udbredt opfattelse i befolkningen, at HIV/AIDS var en direkte straf og plage fra Gud, fordi den syge havde forbrudt sig imod ham. Gennem projektets oplysningskampagner og undervisning har befolkningen dog fået en anden opfattelse. Mange forstår nu, at HIV/AIDS er en sygdom, som kan forhindres hvis man tager de rette forholdsregler.
”I begyndelsen afviste befolkningen alle ideer, som dette projekt kom med. Det var en stor udfordring i projektets første dage. Men i dag er alting vendt på en tallerken,” siger Dhenko Guye.
Promissio og DASSC har siden 2012 haft tre på hinanden følgende projekter med samme formål i Kokossa-distriktet. Mekane Yesus-kirken fortsætter efter udviklingsprojektets afslutning deres arbejde blandt kvinder og familier i synoden.