Der er massiv vækkelse

Af Marie Lerche Nygaard, journalist på IMPULS. Foto af Ben Haman.

Kirken var ikke flot og fancy, men den var der, og det var det vigtigste. Sådan siger Marcus Taulborg, 21, om en af de kirker, han besøgte, da han i efteråret 2018 var i Etiopien. I løbet af de tre måneder, han var udsendt af Promissio, fik han et indblik i et land i vækkelse og en ganske anden trospraksis end den, han er vokset op med i Randers.

Foruden frivilligt arbejde på universitetet og i en børnehave var Marcus og Anton, som han rejste med, lærere på en gratis skole for børn fra fattige familier. Her var der et helt særligt fællesskab mellem medarbejderne.

"En gang om ugen mødte vi tidligt ind for at deltage i to timers bedemøde. De er så vilde! I Det Gamle Testamente står der, at vi skal give ti procent af det, vi har, og derfor ville de også give ti procent af deres dag til Gud. Det betød mindst 2,4 timer på bøn, lovsang og tilbedelse af Gud," fortæller han begejstret.

Netop fællesskabet omkring bønnen har sat dybe spor hos Marcus efterfølgende.

"Når vi har bedekreds i Danmark, sidder vi stille med foldede hænder og bøjede hoveder. I Etiopien går man rundt, råber ud og hører også på de andres bønner, ligesom når vi snakker med vores venner og familie. Alligevel skaber det et rum for den enkelte, så man bruger tiden i relation med Gud. Det var virkelig stærkt, og jeg nød virkelig det bønsfællesskab, vi havde med dem."

Et netværk af kirker

I foråret var nogle kristne etiopiere på besøg i Danmark. De boede hos Marcus' forældre i Randers, kørte rundt i landet og holdt op til tre møder eller oplæg dagligt.

"Selvom de var helt færdige, når de kom hjem om aftenen, så tog de altid lige en times bøn, lovsang eller bibelstudie. Det var meget stærkt at være med til," fortæller Marcus.

Under besøget oplevede Marcus igen den gejst, som han havde set i Etiopien, og selvom han sjældent forstod, hvad der blev sagt i de etiopiske kirker, gjorde det et stort indtryk på ham.

"Vi fattede ikke en brik af gudstjenesterne, men det blev alligevel virkelig stort for mig at være med. Der er massiv vækkelse i Etiopien! Kirkerne fungerer på en virkelig cool måde. Når en etableret kirke, moderkirken, oplever, at der ikke længere er plads til alle, så laver de en outreach-kirke længere ude. Og sådan fortsætter det. Outreaches er små og har ikke meget at gøre med økonomisk. Et sted sad de på plastiskstole i et ufærdigt lejlighedskompleks i beton," forklarer Marcus og tilføjer, at der et sted kun gik halvandet år, før outreach-kirken blev så fyldt, at de var nødt til at lave endnu en kirke. ofte kun går halvandet år, før en outreach-kirke bliver så fyldt, at de er nødt til at lave endnu en kirke.

"Det var mega fedt at være med til! På et tidspunkt sad vi mere end hundrede mennesker i en lerhytte med ét lille vindue. Det var meget mørkt, og den eneste pynt var toiletpapir, der hang ned fra loftet. Børnene ledte lovsangen, og en kvinde ledte os igennem gudstjenesten. Det emmede af 'vi er én menighed'," fortæller Marcus.

Vi kan give håbet videre

Siden sommer har Marcus boet i Aarhus og studerer teologi på Menighedsfakultetet. Han beskriver det som at havne i en parallel verden, da han kom tilbage til Danmark.

"Der er så stor forskel på vores hverdag og omstændigheder. Jeg har for eksempel aldrig helhjertet bedt 'giv os i dag vort daglige brød' i modsætning til mange etiopiere. Det har gjort noget ved mig at møde mennesker i nød og opleve deres gudsbillede," fortæller Marcus og tager en halskæde frem, som han har haft med hjem.

"Det er en bedekrans med fem elementer, der er med til at minde mig om, at vi har et håb, som vi kan give videre til andre. Teksten symboliserer ordet fra Gud, og fjeren er for Helligåndens virke. Den ene ring minder os om, at vi som brødre og søstre er én kirke i Kristus, og den anden ring er for evigheden. Skeen er for det daglige brød, og jeg tror, der er en mening med proportionerne," forklarer han.

Vores forskellige vilkår ses også tydeligt i kirkelivet, fastholder Marcus. "Hvis vi var mere pressede, så ville vi nok kæmpe mere i stedet for at have det som noget ved siden af vores arbejde. Det er liv og død, det drejer sig om. Det skal ikke bare dreje sig om min filosofi eller moraletik," understreger han.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Danmark er klar til vækkelse, er svaret fra Marcus et rungende nej.

"Jeg tror ikke, at den danske kirke er klar til vækkelse, men jeg tror og håber på, at hvis det sker, så bliver vi klar. Så er der nogen, der må sige deres arbejde op for at træde til. Når vækkelsen sker i Danmark, og jeg drømmer om at sige 'når', så tilpasser vi os forhåbentlig og smider, hvad vi har i hænderne for at løfte med."

Artiklen er gengivet med tilladelse fra IMPULS, hvor den blev trykt første gang i magasinet Geist, december 2019.