En smuk og barsk historie holdes i live i Millsburg

Af Anika Thorø Weber, journalist

En let, lun brise griber fat i mit hår og efterlader mig omsluttet af ro og varme. Et sted bag mig kan jeg høre en fjern latter fra en lille gruppe mennesker i slidte og småsnavsede plastikstole under et stort mangotræ, hvor de første små frugter er på vej. Et par børn går sagte forbi med et par fodboldstøvler i hånden – på vej hjem fra en vellykket kamp på den røde sandbane.

Ellers er der helt stille her langt ude i Liberias terræn i landsbyen Millsburg omsluttet af palmer, rød jord og små huse. En stilhed, der føles som den dybeste ro for foden af den lille kirke foran mig, der rejser sig som en yndig og yndefuld bygning øverst på en bakketop.   

Og det er ikke en hvilken som helst kirke, der med sit elegante udtryk breder sig på toppen af højen. 

Faktisk har kirken omkring 150 år på bagen og er den første lutherske kirke, der blev bygget i hele Vestafrika. 

»Jeg føler mig velsignet, når jeg står her med historisk jord under fødderne. Den mand, der byggede kirken, var velsignet, og så er jeg det også,« siger Harrison K. Fuller, som er en af de lokale, jeg tilfældigt mødte foran kirken.  

En dyster historie

Selvom det kan lyde eksotisk at bo i idylliske omgivelser netop der, hvor den første lutherske kirke så dagens lys, så gemmer historien om kirken i Millsburg også på en barsk fortælling.

På den lille kirkegård bag kirken står en række navne på gravstenene. Blandt dem er Florence, Gilbert og Leila – alle med efternavnet Day og med en dødsdato, der viser, at Leila som den ældste af dem blev ni år. De var en del familien Day med faren David Day i spidsen, der kom til Millsburg som missionær for at dele evangeliet.  

»Det gør ondt i hjertet på mig hver gang, jeg besøger gravene på kirkegården. Jeg fælder altid en tåre. I familiens iver efter at dele evangeliet, kostede det deres børn livet, fordi de døde af malaria. Det er et stort offer,« siger Harrison K. Fuller, der er en del af ældsterådet i kirken og derfor kender historien om familien Day rigtig godt.

Han fortæller, at familien Day kom til Liberia fra Pennsylvania i USA tilbage i 1874. På havnekajen i Monrovia samlede de 40 liberianske børn op på et slaveskib, der ellers var på vej ud i verden. I stedet kom børnene med til Millsburg og flyttede ind på et nyoprettet børnehjem. De børn blev oplært i evangeliet og blev på den måde de første lutherske kristne i Vestafrika.

»Min far var en af dem, der var blandt de første til at høre evangeliet,« siger Harrison K. Fuller, der boede i byen som barn, flyttede væk under borgerkrigen og nu er flyttet tilbage for at være tæt på sine rødder.  

Taknemmeligheden er stor

Den barske historie bag kirken fylder Harrison K. Fuller med sorg. Alligevel taler han om David Day med store smil, der når helt op i øjnene.

»Selvom det er en smerte for os, at David Days børn måtte dø, så er jeg også glad og taknemmelig. Det er på grund af ham, at jeg kender evangeliet i dag. Det er stort, hvad Day-familien gjorde for vores skyld. Nu kan vi give evangeliet videre til andre,« siger Harrison K. Fuller med en dybfølt taknemmelighed i stemmen.

Det samme rungende »tak« ligger som en dyne over alle i landsbyen. Selvom et par forbipasserende drenge med macheter i hænderne ikke siger det med ord, så fornemmer man tyngden af det »tak«, de gemmer i deres hjerter. Deres sind virker alvorligt og let på samme tid.

Måske er det også den taknemmelighed og oplevelse af konkret velsignelse, der får brisen til at svøbe mig i ro og varme. En taknemmelighed, der får de lokale til at le med en mild og hjertevarm røst i mangotræets skygge.

Udgivet i Promissio-bladet september 2024