Etiopiske forkyndere styrkes til tjenesten
I 2014 holdt Mekane Yesus Kirken to seminarer for forkyndere og afsluttede det første hold på den særlige sommerbibelskole for indflydelsesrige forkyndere der ikke havde nogen form for teologisk træning i forvejen.
Seminarerne og sommerbibelskolen er en del af det kursusforløb som Mekane Yesus Kirken lancerede i 2010 for at styrke sin lutherske identitet. Det så man et behov for fordi den spirituelle udvikling i kirken i nogle tilfælde har revet sig løs fra Guds ord så præstens prædiken og menighedens erfaringer ikke altid har bibelsk forankring.
I 2010-2012 samlede kirken 120 centrale forkyndere fra hele landet til to årlige konferencer med undervisning med fokus på at være karismatisk lutheraner. Og det har haft den ønskede effekt. Den forkyndelse og undervisning der sker i kirken, har fået et stort løft i kvaliteten – især på menighedsniveau.
I 2013-2014 foldede man det samme koncept ud ved at holde regionale seminarer. Det betyder at mange flere af kirkens forkyndere får gavn af undervisningen og det kollegiale fællesskab som seminarerne også giver mulighed for.
Programmet i 2014
I juli 2014 deltog 100 forkyndere i et seminar i Addis Ababa. Temaet var ”Gå! Lær! Forkynd!”, og deltagerne blev klædt på til at stå for at undervise andre forkyndere på de regionale seminarer. Et sådan fandt sted i august 2014 hvor forkyndere fra de fem synoder i det sydvestlige Etiopien var samlet til frem dages undervisning i Mattu, cirka 265 km vest for Addis Ababa. Undervisningen fokuserede på hvordan man ud fra Bibelen skelner mellem sand og falsk karismatisk praksis, ligesom andre læremæssige emner var på tapetet.
Endelig i september 2014 fik 30 forkyndere overrakt et diplom efter intensiv undervisning på en sommerbibelskole der har kørt over fire år. Disse forkyndere er meget brugt i menighederne og har stor indflydelse, men ingen af dem havde nogen form for teologisk træning i forvejen.
Promissio støtter
Siden programmets start i 2010 har Promissio støttet det med omkring 76.000 kr. om året. Det gør vi også i 2015.
Du kan støtte programmet via Promissios projekt "Ud med evangeliet".
2. februar 2015