Fra 124 til 485 medlemmer
”Resultatet er rigtig godt,” siger Simon Schøler Kristensen, om projektet ”Jesus til nye bydele i Addis Ababa”, der afsluttes med udgangen af 2019.
Artiklen er opdateret med gældende tal.
Læsetid: 3 minutter
Af Rikke Thomassen, journalist
Fra 124 til 485 medlemmer. Det er resultatet efter næsten fire år med projektet ”Jesus til nye bydele i Addis Ababa”, hvor Promissio blandt andet har støttet ti evangelisters arbejde i ti outreaches.
Det er et resultat, Promissios koordinator for international mission, Simon Schøler Kristensen, er meget tilfreds med.
”Resultatet er rigtig godt, og jeg tror også, at mange i Addis Ababa-synodens menigheder er blevet positivt overrasket over resultaterne. Det har givet en erkendelse af, at det faktisk kan lade sig gøre at udføre evangelisations-arbejde og menighedsplantning i Addis Ababa,” siger Simon, og da han mødtes til evaluering med blandt andre præsidenten for Addis Ababa-synoden, Kiros Lakew, var det noget af det, præsidenten lagde vægt på:
”Gud har brugt partnerskabet til at vække menighederne til evangelisering og kirkeplantning,” sagde Kiros Lakew.
Med til resultatet hører også, at tre ud af de ti outreaches nu har vokset sig så store og stabile, at de er på vej til at få status som selvstændige menigheder – og tre andre kan også se frem til det på lidt længere sigt.
At de efter kun godt tre år som outreach kan blive til selvstændige menigheder, kalder Berhanu Eshete, Addis Ababa-synodens generalsekretær, for kirkehistorisk rekord i Mekane Yesus-kirken.
Evangelister har fået erfaringer
For evangelisterne har der dog også været udfordringer undervejs, hvilket der også er fortalt om i tidligere udgaver af Promissios blad:
Adnew Geleta fra Wolete-outreachet oplevede, at det var svært at finde nogen, som ville udleje en bygning til outreachet, fordi det lå i et område med mange muslimer og ortodokse. Fra Entoto-bjerget var der beretninger om, at der var modstand fra ortodokse i området – men også at outreachet voksede trods modstand. Og koordinatoren for evangelisterne i projektet, Moti Daba, har fortalt om den store udfordring med høje huslejepriser.
Men trods udfordringerne undervejs er det lykkedes evangelisterne at nå ud til mennesker i de områder, de har været sendt til. Simon Schøler Kristensen ser det også som et væsentligt udbytte ved projektet, at der nu er ti evangelister, som har fået erfaring med at evangelisere i urbane sammenhænge, og synoden fortæller, at fem af evangelisterne kan blive ordineret som præster.
Et rygstød til at komme i gang
At Promissio har støttet projektet, ser Simon Schøler Kristensen dog også som en afgørende faktor for den udvikling, der er sket.
”De har haft behov for det her rygstød til at komme i gang, og det er en stor glæde, at der nu er flere bydele, hvor der er etableret - eller i hvert fald snart er etableret - en Mekane Yesus-kirke,” siger han og peger fremad mod næste skridt:
”Så må vi gå videre til de andre pletter på Addis Ababa-bykortet for at se, hvor der nu er behov for en indsats.”
Dermed åbner Simon også op for, at det med afslutningen af projektet ikke er slut med menighedsplantning, men måske kun begyndt, for Promissio ønsker fortsat at støtte Addis Ababa-synodens arbejde med menighedsplantning, men det er endnu ikke afklaret præcist i hvilket omfang.
Stor interesse for et nyt projekt
Succesen med første del af projektet ser ud til at have vakt opsigt i menighederne i Addis Ababa, og der er stor interesse for det nye projekt.
”Nogle af de veletablerede gamle menigheder i Addis Ababa er – nok på grund af de resultater, der har været i den første periode – interesserede i at være med i den nye projektperiode på fire år, og synodeledelsen har allerede modtaget skriftlige ansøgninger fra fire menigheder, hvilket tyder på, at de er meget interesserede og motiverede,” siger han.
Det forventes også, at det nye projekt kan drage fordel af erfaringerne fra det første.
”Modermenighederne, som kommer til at være med i den anden periode, ved mere om, hvad de går ind til, end dem, der var med i første periode, og dermed forventer vi også, at de er endnu bedre mentalt indstillet på at deltage aktivt. Samtidig har synoden også gjort sig nogle erfaringer i forhold til evangelisterne, og hvordan de bedst kan støtte dem, og derfor tror vi også, at anden periode kommer til at gå rigtig godt – og måske endda bedre,” siger Simon Schøler Kristensen.
Også udgivet i Promissiobladet november 2019