Fra missionærbarn til musiker

Dina og hendes familie, 1997. Privatfoto.

Af Rikke Thomassen, journalist

Længsel. Håb. Liv. Død. Verden. Gud. Sange om de store ting i livet. Det er det, bandet Northern Assembly synger om. De mener noget med det, de synger, og de formår på en særlig måde at forme musik og tekst til følelser, der rører mennesker. Musikken og teksterne er på én gang fyldt med både dybde og lethed, konflikt og fred, modløshed og håb.

Dina Dánialsdóttir er den ene forsanger i bandet Northern Assembly, og med mikrofonen foran munden og mandolinen omkring nakken, ligner hun en, der er vokset op med at give musik til andre.

Og det er det, hun er.

”Jeg var kun fem år første gang, jeg holdt en mikrofon i hånden og sang for andre,” fortæller hun.

Dengang havde hun ikke tænkt over, hvilken betydning musik ville få i hendes liv, eller hvor i verden musikken ville bringe hende hen.

Men først var det familien, der bragte hende ud i verden. Som femårig rejste hun sammen med sine to brødre og sine forældre, Karen Marie og Daniel Christiansen, til England og Norge som forberedelse til udsendelsen som missionærer i Etiopien for Dansk Etioper Mission, i dag Promissio.

Efter forberedelsen rejste de til Etiopien, og her boede hun, fra hun var fem til 14 år, først tre år i Hawassa og senere fem år i Addis Ababa. Hendes mor var musiklærer og faren også musikalsk, og musikken tog plads som en naturlig del af familiens liv sammen.

Hjem er alle steder og ingen steder

At vokse op som missionærbarn har også givet Dina Dánialsdóttir en rodløshed og hjemlængsel, som mange missionærbørn kan genkende. Det er noget af det, hun i dag skriver sange om. Sange om at længes hjem. Hvad så end hjem er.

”Som missionærbarn vokser man op som det, der hedder ”third culture kid”. Jeg voksede op i en anden kultur end den, mine forældre stammer fra – min mor er dansker, og min far er fra Færøerne. Det gør, at på den ene side hører man ikke hjemme nogen steder, og på den anden side hører man hjemme alle steder.”

Det oplevede hun særligt svært, da hun som 14-årig flyttede til Danmark og begyndte på efterskole.

”Jeg landede i Danmark, og andres tilgang var: ”Nu er du hjemme igen”. Men det var ikke hjem for mig. Jeg har boet de klart mest formende år af mit liv i Etiopien, og Danmark var ikke hjem for mig. Det tog mange år at finde mig tilrette i Danmark, og det er først for nyligt, jeg har erkendt, at jeg ikke skal bo Etiopien foreløbig. Da jeg var lille, var der kun én ting, man kunne blive, når man blev stor, nemlig missionær. Jeg ville gerne ned og undervise på musikskolen i Addis Ababa. Selvfølgelig skulle jeg det. Det var dér jeg kom fra. For mange ville det være et usikkert valg, men for mig var det det sikre valg. Det usikre valg er det, jeg er i gang med nu.”

”En dag skal jeg nok komme hjem”

Sammen med bandet Northern Assembly udgav hun i 2018 et debut-album, og netop nu er de på turné rundt i Danmark, hvor de skal spille mere end 20 koncerter forskellige steder i landet.

”Death, won’t you marry me” – død, vil du gifte dig med mig – er titlen på albummet, og selvom titlen lyder dyster, er den tænkt som en opmuntring til at forlige sig med døden, slutte fred med den og nyde livet, mens man kan.  

Albummet indeholder også sangen ”One day”, som blandt andet beskriver hjemlængslen og hjemstavnen, der kalder.

”Den handler om, at en dag skal jeg nok komme hjem, men lige nu har jeg det sjovt, hvor jeg er,” siger Dina Dánialsdóttir.

Dina Dánialsdóttir turnerer lige nu med Northern Assembly. Se deres koncertprogram, og fang dem rundt om i landet. På www.northernassembly.com kan du læse mere om bandet og Dina Dánialsdóttir.

Dette er et uddrag af artiklen "Fra missionærbarn til musiker". Læs hele artiklen i Promissiobladet, som udkommer til maj.