Frivillige er bidt af genbrug: Glemmer at gå hjem

Fællesskab, fleksibilitet og et meningsfuldt arbejde får Promissios frivillige i genbrugsbutikkerne til at holde ved – og engagere sig mere, end de egentlig havde planer om. 

Af Anika Thorø Weber, journalist

Hvis man bliver bidt af noget, kan det være svært at lægge fra sig igen. Sådan er det i hvert fald for Dennis Sasser og Lene Møller, der begge er frivillige i Promissios genbrugsbutikker i henholdsvis Skovby og Skagen.

Begge sagde fra start ja til at arbejde i deres lokale genbrugsbutik i beskedent omfang, men siden da har deres engagement og timeantal grebet om sig – og de har sågar begge prøvet at glemme at gå hjem, når deres vagt var slut. Ikke fordi, det er forventet, at de bliver længere i butikken – alene fordi de ikke kan lade være med at engagere sig i det frivillige arbejde, de er en del af.

»Jeg oplever, at jeg gør en forskel, og derfor kan jeg godt finde på at blive længere i butikken eller tage en ekstra vagt. For det betyder noget, at vi får solgt nogle varer. På den måde er vi med til at sikre mere bæredygtighed herhjemme i Danmark, og samtidig giver det flere penge til mennesker, der har brug for dem,« siger 71-årige Lene Møller, der startede som afløser i genbrugsbutikken i Skagen tilbage i 2017, men siden er blevet en del af det faste vagtskema.

Hendes kollega i Skovby oplever den samme værdi ved arbejdet i butikken:

»Det er svimlende, hvor meget plastiklegetøj, vi får ind ad døren. Det kan jo lige så godt få liv én gang til og blive til gavn for både de børn, der skal lege med det, og for dem, som overskuddet i butikken går til,« siger 44-årige Dennis Sasser, der har arbejdet i genbrugsbutikken ved siden af sit fuldtidsarbejde, siden han blev engageret under corona-pandemien.

Fleksibilitet og fællesskab

Selvom arbejdsglæden i Skovby og Skagen er stor, så er både Dennis Sasser og Lene Møller enige om, at det er vigtigt at holde fast i, at de som frivillige har lovet sig til arbejdsopgaver i begrænset omfang. På den måde holder de nemlig fast i både arbejdsgejst, fleksibilitet og glæden ved at vælge fællesskabet til.

Det bakker man op om hos Promissio, hvor udviklingskoordinator med ansvar for genbrugsbutikkerne, Finn Mester, gør en dyd ud af, at de frivillige bliver matchet med arbejdsopgaver, de har lyst til – og med en tidsramme, der passer til deres energi og overskud.

»Nogle frivillige elsker at indrette varerne i butikken og gøre dem attraktive for kunderne, mens andre hellere vil stå ved kassen, prismærke eller gøre rent. Det er op til den enkelte, hvad man siger ja til – og i hvilket omfang. Hvis vi er mange, der giver blot få timer af vores tid, så kan vi samle mange flere penge ind,« siger Finn Mester.

Han understreger, at man som frivillig også selv får meget igen.

»Mange finder et godt fællesskab i butikkerne, hvor de kan mødes med venner og får nye bekendtskaber. Det er derfor også helt okay at vælge arbejdet til af egoistiske årsager – og så er det jo en god bonus, at arbejdet også er meningsfuldt,« siger han. 

Det er Dennis Sasser enig i:

»Uden fællesskabet ville jeg miste motivationen. Det betyder noget, at jeg gør noget for andre – sammen med andre. Ellers kunne jeg lige så godt sælge ud af min egen garderobe og give pengene til noget velgørende,« siger han.

Plads til flere

Promissio har allerede nu mere end 90 frivillige i genbrugsbutikkerne, men der er plads til flere. Konkret mangler der lige nu frivillige til genbrugsbutikkerne i Skovby og Hjørring, og så har Promissio ambitioner om at åbne endnu flere genbrugsbutikker for at sikre flere indtægter til arbejdet.

Finn Mester er derfor også på jagt efter grupper af frivillige, der sammen vil være med til at skyde en ny butik i gang.

Fra de nuværende frivillige er opfordringen klar:

»Jeg har inviteret andre til at blive frivillige, og det vil jeg blive ved med. Her kan vi mødes ung som gammel og med forskellige professioner – med en fælles sag for øje,« siger Lene Møller.

Sådan bliver du frivillig

Promissio leder lige nu efter frivillige til genbrugsbutikker flere steder i landet – både til nuværende og kommende butikker.

Du kan komme med på holdet. Kontakt udviklingskoordinator Finn Mester på finn@promissio.dk eller tlf. 2937 4846, og hør mere om mulighederne.

Du kan læse mere om Promissio genbrug og finde de enkelte butikker på www.promissiogenbrug.dk