HANA BLEV FORVANDLET PÅ DEBORAH CENTRET
Efter sin opvækst i en fattig familie søgte Hana mod Addis Ababa for at tjene penge og emigrere. Det gik ikke som håbet.

Af Benna Fredsgaard Merrild, markedsføringskoordinator
»Jeg hedder Hana, jeg er 19 år gammel og kommer fra en sydlig region, som hedder Kambata. Det er fem år siden, jeg kom til Addis Ababa.«
Sådan begynder Hana sin fortælling. Og selvom den er tung, kan hun i dag sidde roligt og smile, mens hun fortæller.
Ligesom mange andre børn i Etiopien voksede Hana op under fattige kår, og hendes forældre havde ikke råd til at betale for skole. Sammen med tre venner planlagde hun derfor at rejse til storbyen Addis Ababa for at tjene penge og emigrere. Desværre levede Addis Ababa ikke op til de unges drømme, da dengang 14-årige Hana og hendes venner håbefulde rejste afsted.
»Jeg levede under ubehagelige forhold i Addis Ababa. Det lykkedes os ikke at finde arbejde, og vi endte alle tre på gaden, og det er et hårdt liv som pige. I starten havde vi ingen steder at tage hen. Vi røg sammen, og vi drak. Vi var tit fulde. I mere end to år boede jeg et sted kaldet Ayertena. Det er et centralt sted for prostituerede piger og menneskehandlere«, siger Hana om sin tid på gaden, hvor stoffer og alkohol blev brugt til at dulme de psykiske og fysiske smerter, som følger med det hårde gadeliv. Et liv præget af tiggeri, overgreb, kulde, ydmygelse, sygdom og evig søgen efter mad.
Deborah Center var en ny chance
En dag fortalte en veninde Hana om Deborah Center. Et rehabiliteringscenter, som hjælper unge piger ud af prostitution. Stedet er drevet af Win Souls for God og støttet af Promissio.
Hana fortæller videre: »Min veninde havde tidligere boet på stedet, og hun talte godt om det, og om hvordan opholdet havde forvandlet hende.«
For Hana lød det for godt til at være sandt. Men veninden skabte kontakt, og Hana kom til Deborah Center.
»Det er ubeskriveligt at være her. Det er som et hjem for mig. Som om jeg bor hos min mor. Det er som at få en ny chance i livet. Her kan jeg få uddannelse – jeg er ble- vet oplært som frisør - og jeg er blevet klædt godt på til livet. Jeg tror, at jeg er helet fra det, jeg har været igennem; traumet, de fysiske og mentale sår.«
Før Hana tog til Addis Ababa, gik hun i kirke derhjemme sammen med sin familie og var troende, men det er, som om hun først nu har set og mærket, hvad Gud vil med hende.
»Jeg har været aktivt engageret i den daglige bøn her på Deborah og i bibelstudie. Jeg tror, det har været en vigtig del af min forvandling. Nu tror jeg, at jeg er på den vej, som Gud har tænkt for mig. Jeg er så glad for mit liv nu.«
Efter at Hana er kommet til Deborah Center har hendes planer for fremtiden også ændret sig. Hun ønsker ikke længere at emigrere fra Etiopien, for hun har set, at det er muligt at leve et bedre liv, selvom hun bliver.
»Jeg planlægger at give alt det gode, jeg har fået, mens jeg har været her, videre. Jeg er meget taknemmelig. Jeg vil gerne give det videre til andre, som har brug for hjælp.«
Hana er et dæknavn for at beskytte pigen. Redaktionen kender hendes rigtige navn.
Artiklen blev udgivet i Promissio-bladet #1, 2025.