Tidligere missionær Hanne Jessen er gået bort
Hanne Tudlik Jessen var udsendt som missionær for Promissio fra 2002-2007. I lørdags døde hun efter længere tids sygdom, omgivet af sine nærmeste.
I januar 2002 rejste Hanne til Addis Ababa, Etiopien, for at påbegynde fem år som missionær for Promissio, dengang DEM. Hun arbejdede med genoptræningen af tilskadekomne som følge af brandulykker på Yekatit Hospital, og var dengang landets eneste ergoterapeut. Hun var på den måde med til at åbne hospitalets øjne for vigtigheden af genoptræning.
I sin tid som missionær var Hanne også meget engageret i Win Souls for God's (WSG) arbejde blandt gadebørn, hvor hun arbejdede sammen med Gizachew Ayka og Yonas Tesfaye, og berøringen med WSG gjorde et dybt åndeligt indtryk. Hun fik lov at se, hvordan bønnen bar arbejdet, og hun oplevede styrken ved forbøn. Denne tillid til bønnens kraft tog hun med sig i sit sygdomsforløb, hvor blandt andet Skype-forbøn fra Gizachew har været en trøst.
Hanne gjorde et stort stykke arbejde med at vejlede og rådgive WSG til, hvordan de klarede alt det praktiske papirarbejde bedst, men det er svært at sige, hvem der i sidste ende havde størst påvirkning på hvem.
Hjemme i Danmark kendte vi hende som en dedikeret frivillig i Promissio-sammenhænge. Hun brændte for at fortælle om rigdommen ved Guds globale kirke, og hun levede et liv i mission, som sendte hende til Rønde, hvor hun boede indtil hun blev indlagt.
Hanne døde lørdag den 1. oktober af kræft i hjernen, omgivet af sine nærmeste. Hun blev 49 år gammel.
Hanne begraves på lørdag kl. 13.00 fra Uge Kirke, og for at ære Hannes minde har Promissio i dag valgt at flytte Landsudvalgsmødet, som skulle have været afholdt i Aarhus på lørdag, til Aabenraa, med plads i programmet til at deltage i begravelsen.
Ære være Hannes minde.