Hvis vi ikke er missionærer, er vi uden for vores kald
Store smil og latter bredte sig blandt de omkring 50 fremmødte til årsmødet i Emdrup Kirke, da Gizachew Albe Ayka fortalte om arbejdet i Etiopien ud fra årsmødetemaet »Missionsbefalingen – har vi mistet frimodigheden?«.
Af Anja Nedergaard, markedsføringskoordinator
Det er en solrig 6. april, og Gizachew Albe Ayka, der er leder af Promissios etiopiske samarbejdspartner Win Souls for God, har netop fået ordet til Promissios årsmøde for at fortælle om mission og arbejdet i Addis Ababa.
Gizachew begynder sit oplæg med at fortælle en historie fra sin barndom, hvor han kravlede rundt under stolene i kirken og hev folk i hårene på benene, mens præsten prædikede. En historie, som kaster nogle højlydte grin af sig.
Men som Gizachew med egne ord fortæller, så er »under stolene i kirken et sted, hvor man godt kan føle sig fortabt og uden formål«. Selvom det var hans umiddelbare oplevelse af kirken, så har han senere opdaget, at Gud ikke ønsker, vi skal blive under stolene.
Kaldet ud fra under stolene til at hjælpe marginaliserede
»Siden vi var børn, har Gud set os og sagt, at Han vil give os en mission. Gud fandt og mødte os under stolene,« fortæller Gizachew.
Win Souls for God og Gizachew Albe Ayka er måske mest kendt for at drive Deborah Center i Addis Ababa, der huser 19 piger, som tidligere har været på gaden som sexarbejdere. Her trænes og udlæres pigerne blandt andet i en international hotelkæde i turisme og hoteldrift, så de kan få et job og en lysere fremtid.
»Det var hårdt at se børn og unge lede efter mad i affaldscontainere. Eller se unge piger stå på gadehjørner, blive brugt og solgt som sexarbejdere. Dér tænkte jeg og nogle af mine kollegaer: vi må hjælpe de her unge piger og gadebørn.«
Win Souls for God blev grundlagt i 1997, men på grund af regeringen og den gældende lovgivning i Etiopien måtte religiøse organisationer ikke engagere sig i humanitært arbejde. Derfor oprettede de underorganisationen Bright Star.
»Vi ville hjælpe dem, som var i udkanten af kirken, økonomisk udfordret, manglede mad og et sted at bo - altså hjælpe med reelle fysiske behov.«
Mission er givet af Gud til alle og bør leves ud i dagligdagen
Siden har Win Souls for God spredt sit arbejde til også at inkludere mission i Vesten, hvor de fortæller evangeliet til unge mennesker – også i Danmark. Det kalder de “Mission Back”.
»Nogle gange med Mission Back kan man tro, at unge ikke gider at høre om Gud. De sidste 10 år jeg har rejst i Europa, har jeg oplevet, at de unge virkelig tager imod og lytter. Vi beder og synger med de unge. Budskabet er simpelt: Gud elsker dig,« fortæller Gizachew Albe Ayka begejstret.
»Det er ikke bare information, vi giver dem - det er også et profetisk budskab til Danmark. Gud er virkelig, han elsker dig, og han fortjener pris. Hvis vi ikke er missionærer, betyder det, vi er uden for vores kald. Gud har kaldet os til at dele evangeliet med andre.«
Gizachew slutter sit oplæg med en klar opfordring til de fremmødte: »Mission er et arbejde, som er givet os af Gud. Vi lever det ud hver dag, og derfor er der ikke nogen ferie eller pension fra mission.«
Flere spændende programpunkter til årsmødet
- Bestyrelsesmedlem Arne Holmgaard indledte årsmødet med en andagt ud fra årsmødetemaet og Johs 21, 15-19. Jesus erklærer, at Peter stadig skal bruges, selvom han har fejlet og svigtet, og dermed får Peter frimodigheden tilbage
- Formiddagens generalforsamlingen forløb med beretninger fra formand Kurt Rønne og generalsekretær Frede Ruby Østergaard. Frede fremlagde desuden årsregnskabet for 2023, der viser et underskud på 1,3 mio. kroner.
- Efter frokosten var der oplæg af Win Souls For God’s leder Gizachew Albe Ayka, der er Promissios etiopiske partnere i Addis Ababa.
- Sidst på eftermiddagen var der dryp fra Promissios arbejde i Etiopien og Liberia, blandt andet med videohilsner fra Promissios udsendte Berit Østby, Elisabeth Poulsen og Tanja og Andreas Bruun.
- Dagen inkluderede desuden fællessang, og en stand med etiopisk kvalitetskaffe og genbrugssager fra Brøndby Genbrug, som deltagerne kunne købe med hjem.