Ingrid giver ikke Gud hele skylden

Af Line Reckweg Nissen, markedsførings- og sekretariatskoordinator

Torsdag den 22. marts landede Ingrid Smidt i Danmark efter to års udsendelse til skolesystemet i Den Lutherske Kirke i Liberia.

”For mig er det et kæmpe privilegium, at jeg har hjemme to steder. Når jeg kommer derud, så føler jeg mig utroligt godt hjemme, og i Danmark har jeg noget at komme hjem til,” siger Ingrid Smidt.

Siden 1981 har hun sammenlagt boet 15 år i Liberia fordelt over tre ophold. Men det har ikke været et tydeligt kald fra Gud, der har fået hende til at vende tilbage gang på gang.

”Kald og sådan nogle ting – forget it. Ikke mig. Min mand, Olav, sagde, at han havde Guds kald, og så tog vi ud på det. Jeg kom med som medfølgende hustru, og min indstilling var, at jeg ligeså vel kunne lave frikadeller til Olav derude, som jeg kunne herhjemme,” siger Ingrid Smidt.

Helt nede på jorden

Undervejs kom hun til at holde af Liberia – og særligt det liberianske folk. 

”Jeg tror, at Gud har lagt noget ind i mig, som gør, at jeg ikke kan give slip på menneskerne. Det er ikke noget, som jeg har bestemt mig for, det er noget Gud-givet – hvis man skal begynde at bruge sådan nogle højtravende ord,” siger Ingrid Smidt og griner, for hun har svært ved at tage så store ord i sin mund om sig selv og sin tjeneste.

”Jeg ser mig selv totally down on earth sammen med mennesker, uanset hvem de er, og jeg har ingen ambitioner om at skulle op i nogle højere luftlag for at gøre en forskel. Jeg har det bedst, når jeg får lov til at vandre med folk.”

Gud samler alle tråde

Tiden i Liberia har også gjort Ingrid Smidt frustreret. Frustreret over at se et land med uendelige naturressourcer kæmpe med fattigdom – og frustreret over at blive frustreret over de samme ting, hver gang hun er kommet tilbage. Men frustrationerne har ikke slukket kærligheden til landet og folket, og altid har hun fået styrke til at stå igennem de svære perioder.

”Jeg burde sige, at det er Gud, der har holdt mig oppe – og det har Gud også gjort. Men det er bare så store ord at tage i min mund, for jeg vil ikke lægge hverken hele skylden eller hele ansvaret over på Gud, for det er stadig mig, der har taget mine afgørelser. Men det er Kristus, der vil, at vi skal være sammen og dele liv og skaberværk med hinanden. Så på den måde er det Gud, der har samlet alle tråde i mit liv.”

Bragt i Promissiobladet nr. 2, maj 2018.