»Kan Per, så kan jeg!«

Af Berit Østby, missionær i Etiopien

Worku Mekore mødte Anne Grete og Per Rasmussen første gang i Dodola for over 20 år siden. Anne Grete og Per var udsendt af Promissio (dengang DEM), og Worku var som ung mand udsendt som missionær af Mekane Yesus-kirkens Addis Ababa-synode til Asassa, en lille afsidesliggende by nogle kilometer nord for Dodola. Her befandt han sig med næsten kun muslimer omkring sig.

»Det var ensomt og svært, men efter noget tid hørte jeg, at Mekane Yesus-kirken havde noget arbejde i Dodola, og jeg tog dertil for at finde ud af noget mere. Her mødte jeg de danske missionærer, Anne Grete og Per, og deres to små børn,« fortæller Worku Mekore.

Jeg (Berit) møder Worku på et CCT-kursus for 18 lokale evangelister og missionærer i Nazret, som ligger 93 kilometer sydøst for hovedstaden Addis Ababa – et sted, som på mange måder er døren til de mere muslimske områder i Østetiopien.

I dag er Worku ledende præst i den ældste menighed i Nazret, og han leder arbejdet i Nazret Sogn. Han bor sammen med sin kone og deres tre børn.

Blev opmuntret i arbejdet

Tilbage i Dodola for over 20 år siden blev Worku Mekore meget imponeret over, at han fandt europæere, som havde forladt deres eget land, med alle de goder, som han vidste, der fandtes dér, og var kommet til Etiopien, hvor de kæmpede med at tale på et sprog, som ikke var deres, en kultur, som var fremmed og uden nær familie omkring sig.

Han begyndte at tænke på, hvordan han selv syntes, det var vanskeligt at bo i Asassa, som trods alt var hans eget hjemland.

»Kan Per, så kan jeg,« sagde han til sig selv og tog tilbage til Asassa med nyt mod.

Dér fortsatte han som missionær og ernærede sig med en lille ekstra indkomst – et tømrerværksted. Det var et erhverv, han havde lært som ung og han ernærede sig selv og andre ved at sælge stole, hylder og senge. Efter tre år i byen blev han omplaceret til en anden by, og han overdrog værkstedet til de to unge mænd, som havde været i lære hos ham.

»Jeg husker også, hvordan Per og Anne Grete kom hver måned for at besøge mig og opmuntre mig i arbejdet i Asassa,« fortæller Worku.

Da folk ønskede at få mere at vide om Jesus og om kristendommens betydning, så foreslog Anne Grete, at de nye kristne kunne komme til dem i Dodola, hvor der sandsynligvis var mere sikkert for dem.

»Men for at det ikke skulle virke for mistænkeligt, allierede de sig med en sundhedsklinik i Dodola, og de fik dem til at udskrive aftaler for de nye kristne, så de måtte komme til flere nye medicinske undersøgelser,« fortæller han, og sådan fik de fulgt op på flere af de nye kristne.

For ikke så længe siden var Worku inviteret tilbage til Asassa, hvor menigheden nu tæller over 200 medlemmer, og de har plantet fire-fem outreach-menigheder i de omkringliggende områder.

Ville have lært det lokale sprog

Venskabet med familien Rasmussen varede de tre år, Worku boede i Asassa, og han var med rundt i området, når Per skulle tale. Det, at Per nægtede at bruge tolk, men hellere kæmpede sig frem på amharisk, var en anden ting, som imponerede Worku.

»Jeg husker, at Per havde Det Nye Testamente på engelsk og amharisk, og han brugte det til at lære amharisk,« siger han.

I løbet af CCT-kurset snakker vi om vigtigheden af, at man som udsendt lærer sig det lokale sprog, og Worku fortæller de andre deltagere, at han fortryder, at han ikke gjorde det.

»Jeg troede, at det kun var noget, de udenlandske missionærer skulle. Det faldt mig ikke ind, at vi etiopiske missionærer burde lære sprog. Tænk, så meget mere effektiv jeg kunne have været. Tænk på, hvor stor Mekane Yesus-kirken kunne have været, hvis alle lokale missionærer havde gjort det. I stedet underviste jeg folk i Asassa i mit eget sprog, amharisk.«

Han ryster på hovedet ad sin egen dumhed og fortsætter.

»Vi har været alt for optaget af, at de nye lokale missionærer skal sende en rapport hver tredje måned om, hvor mange de har fortalt om Kristus, hvor de har været, hvem de har snakket med og så videre. Vi burde fokusere mere på at udruste dem ordentligt først, give dem gode råd om, hvordan man nærmer sig en ny kultur og lærer sproget. Vi har ofte set på kulturer hos dem med en anden religion som noget satanisk, i stedet for at se på forskellighederne som en mulighed for, at Gud kan arbejde.«

Mange er trætte og kæmper

Hvis Worku Mekore skulle give et råd til dagens ledere af Mekane Yesus-kirken, vil det være dette:

»At de lokale missionærer først og fremmest skal være mennesker med et kald fra Gud, og at de først skal udrustes og derefter følges op, mens de er ude. Mange er trætte og kæmper på ensomme steder De har behov for nogen til at besøge dem eller ringe til dem for at spørge, hvordan det går. Og de har behov for mange til at bede for sig,« siger han.

Det var noget af den opmuntring og opbakning, Worku selv oplevede at få fra Anne Grete og Per, da han var i Asassa.

-------------------------------------------------------------------------------

Støt årets adventsindsamling og vær med til at bringe evangeliet til muslimer i byer som Asassa. Giv en gave her.

-------------------------------------------------------------------------------

Artiklen bringes også i det næste Promissioblad, som udkommer februar 2020.