Markant færre fattige i Etiopien
Antallet af fattige etiopiere er faldet med 33 procent siden 2000, oplyser Verdensbanken. Samtidig er de allerfattigste blevet endnu fattigere, og 37 millioner etiopiere er fortsat fattige eller i farezonen for at blive det.
Verdensbanken offentliggjorde den 20. januar 2015 en opgørelse som viser at andelen af fattige i Etiopien faldt fra 44 procent i 2000 til 33 procent i 2011. Det svarer til en nedgang på hele 33 procent i antallet af mennesker der lever i fattigdom.
Den væsentligste drivkraft i den glædelige udvikling er landbrugssektoren som har reduceret fattigdommen med 4 procent om året siden 2005. Det skyldes blandt andet høje fødevarepriser som gav landmænd en bedre indtægt og dermed mulighed for at købe kunstgødning til deres jord.
Samtidig betyder netop de høje fødevarepriser at Etiopiens allerfattigeste er blevet endnu fattigere. 37 millioner af Etiopiens omkring 94 millioner mennesker er fortsat fattige eller i farezonen for at blive det hvis de udsættes for pres.
Udviklingen i Etiopien har også medført forbedringer inden for sundhed, uddannelse og levestandard. For eksempel er antallet af underernærede etiopiere faldet fra 75 procent i 1990 til nu 35 procent, og børnedødeligheden er faldet betydeligt siden 2000.
Kilde: Verdensbanken
21. januar 2015