Mindeord over Ida Skoven

Af Arne Holmgaard, bestyrelsesmedlem og tidl. missionær

Tidligere missionær i Etiopien, Ida Skoven, døde den 24. august. Ida Skoven var sammen med sin mand, Preben Skoven, missionær i Etiopien i tre perioder i tre forskellige årtier: 70’erne, 80’erne og 90’erne.

Vi, min kone, Inger, og jeg, var sammen med familien Skoven i Etiopien i perioden 1984-87. Det var en stor berigelse for os at være i Etiopien sammen med dem, bl.a. fordi de havde været der før, og vi var nye.

Idas hovedopgave i Etiopien var at være husmoder og mor for de tre børn: Susanne, Michael og Solvej. Den opgave gav hun sig selv hen til. Hendes mand, Preben, der er sygeplejerske, arbejdede på Mekane Yesus-kirkens klinik i Dodola.

Noget, der står stærkt i vores erindring om Ida, er hendes gæstfrihed. Den nød vi selv godt af rigtig mange gange. Vi boede i byen Worqa, og mange gange var vi i Dodola, hvor familien Skoven boede, for at aflevere eller modtage post.

Der kom også rigtig mange etiopiere til Skovens hus. I en artikel i Dansk Ethioper Missions blad, skrev Ida om dengang i 1985, hvor der var hungersnød i Etiopien. Hun ville så gerne hjælpe, men nøden var så stor, at hun følte, at selvom hun gav lidt mad til nogle få, var det ikke rigtig nogen hjælp.

Jeg kan huske, hvordan Ida udtrykte sin medfølelse med etiopierne:

»Åh, det må være svært for dem,« kunne hun sige, når hun havde haft besøg af nogen, som fortalte om de problemer, de stod i.

Det kunne være økonomisk nød. Det kunne være de problemer, det gav at leve i et land, der officielt var kommunistisk. Om det fortæller hun også i bladet:

»Med de gæster, som kommer i vort hjem, har vi den faste regel, at vi før kaffen læser Guds ord og beder sammen. Vi kan ikke løse de mange forskellige problemer, men han kan.«

Noget andet, der har sat sig i min erindring, er hendes glæde, da hun kunne fortælle om evangelisten Taddele Debeses frigivelse fra fængslet. Hun skriver i bladet:

»Jeg har en glædelig nyhed at fortælle. Jeg ved, at mange af jer har hørt om evangelisten Taddele Debese, som har været fængslet de sidste fire år på nær 20 dage. Derfor vil jeg sige til jer, som ato Taddele sagde til mig: ’Jeres bøn er hørt’.«

Hun fortæller også om ato Taddeles stærke frimodighed. Ugen før han blev løsladt, havde man spurgt Taddele, om der var håb for, at han kunne blive løsladt. Han havde svaret:

»Det ved kun Gud. Det er Guds vilje, der sker, også når vi ikke forstår det, og jeg er fængslet. Mig kan de spærre inde, men Guds ord kan ingen standse. Hvor vi end er, kan vi tjene Herren. Vi kan bede om dagen og læse Guds ord om natten. I fængslet har jeg mange gode venner, og så længe jeg skal være der, må jeg tjene Herren der.«

Idas kommentar var:

»Det er alvorlige og modne kristne, vi er iblandt, ofte føler jeg mig som et barn blandt kæmper.«

Ida følte med Taddele, og hun havde en kæmpe respekt for ham og andre frimodige etiopiske kristne.

Det er en sorg, at Ida ikke længere er hos os, selvfølgelig især for Preben og deres tre børn. Nu er det tid til at gøre, som Ida gjorde sammen med hendes gæster. Vi må bede til Gud for Preben og børnene. Må Gud gøre det sådan, at de midt i savnet og sorgen fortsat må kunne være der for hinanden i familien, sådan som Ida var det, så længe hun levede.

Det er også tid til at sige Gud tak for alt, hvad han virkede i Idas liv. Tak for alt, hvad hun var for sin familie og for rigtig mange andre, både etiopiere og danskere. Vi mindes med glæde alt det, hun var og gav.

Må Gud give Preben og børnene og os alle håb og frimodighed i troen på ham, der har vundet over døden, Jesus Kristus!